Rosenholm Festival: Efter to år i coronaens favntag er der dømt optur og popmusik som rammer i bredden

Efter mange års venten kommer Anne Linnet bedre sent end aldrig på plakaten til festivalen i Hornslets bymidte. Fredag 3. juni er en af landets fermeste popsnedkere klar til både det barske og det blide.

Artiklens øverste billede
Anne Linnet, præsentation overflødig. Hun har sat sig på tværs i manges indre univers siden de spæde dage i Åbyhøj. Arkivfoto: René Schütze

Sulten og tørsten er stor. Efter to år i syltekrukken, hvor corona var en altdominerende bagstopper, gør Rosenholm Festival comeback i 2022.

Det vækker med garanti glæde hos mange kvinder og mænd i nærmiljøet og længere ude, som trænger til en fest med musikken som medspiller.

Hele 18 navne pryder plakaten i år med den forhenværende Aabyhøjpige Anne Linnet helt øverst.

Anne Linnet går på med sit band fredag aften 3. juni kl. 19:00.

Og det er lidt af et scoop, hvis man spørger festivalens formand Omar Karsbek:

»Rosenholm Festival har gratis entré, hvilket naturligt lægger en vist låg over vores økonomiske formåen i forhold til at tiltrække de allerstørste kunstnere. Anne Linnet har vi jagtet i årevis, uden at vi har været i stand til at lande en aftale. Det er lykkes i år, og det er vi stolte af.«

Anne Linnet, som runder de 70 i 2023, er et stykke dansk pop- og rockhistorie uden, at det bliver en kliché fra de unge år i Tears og Shit & Chanel til tiden med Anne Linnet Band og Marquis de Sade plus et væld af andre musikalske projekter.

Sangkataloget er så omfattende, at Anne Linnet får store problemer med at indskrænke sætlisten til en heftig time fredag 3. juni.


Rasmus Walter er på med sit band lørdag aften. Pressefoto


Har Jonathan venner?

Fredagen byder ud over Anne Linnet på solisten Michael Erbs i Kolonihaven, inden et kendt ansigt på festivalen Tom Donovan forvandler Kolonihaven til en irsk pub.

På Store Scene bliver der nostalgi for alle pengene fra Back To Back kl. 21:45. Morten Remar og Nis Bøgvad er fortsat forgrundsfigurerne, som de var det i 1986, da de besluttede sig for at tage tilbage til fortiden med popmusik som passede til 1980’erne.

Flere hits banede vejen til de store scener. Størst af dem alle, en popevergreen om Jonathan. Spørgsmålet til Rosenholm Festival bliver naturligvis om Jonathan anno 2022 stadig er uden venner eller har givet op? Venner har Back to Back fortsat. ’Jonathan’ har således pr. januar 2022 rundet 9,4 millioner afspilninger på Spotify.

Morten Remar er i en alder af 62 år ikke færdig med musikken og Back to Back, selv om han også har kastet sig over skriveriet af kriminalromaner. PR-foto


Det er to efterhånden bedagede herrer, der for tredje gang har gjort musikalsk comeback. Nis Bøgvad er nået til midtvejs i 50’erne, mens Morten Remar passerede de 60 for et par år siden.

Nis Bøgvad står bl.a. bag filmmusikken til Klovn, Hvidstensgruppen, Spies og Glistrup.

Morten Remar debuterede for flere år siden med sin første roman ’Amok’. Siden er der kommet yderligere fire romaner til. Efter første runde med Back to Back blev Morten Remar en vellidt børnevært på tv-programmet ’Dig og mig og Vito’ hos i Danmarks Radio. Et par år efter skiftede han til TV2 og det lige så populære ’Vip og Victor’. Inden da havde han været en af igangsætterne på ’Åh, abe’-konceptet.

Custom Copies lukker og slukker Store Scene fredag, når klokken har sneget sig 15 minutter på den anden side af midnat.

Fredagsfesten slutter dog ikke her: på barscenen tæt på den store bar underholder Per Andersen nemlig natteravnene helt frem til kl. 3.


Anne Linnet, præsentation overflødig. Hun har sat sig på tværs i manges indre univers siden de spæde dage i Åbyhøj. Arkivfoto: René Schütze

Voluminøst lørdagsprogram

De mindste og yngste får deres bekomst under festivalen. Allerede fredag vil der være børnedisco i Kolonihaven, men lørdag 4. juni kommer årets store børne-trækplaster: Kalles bæredygtige Trommeshow. Kalle er kendt fra Ramasjang, og han vil på finurlig vis introducere de mindste til rockmusikken via trommer af enhver art.

Samtidig kan bedsteforældrene til de små hygge sig med Syddjurs Seniororkester, som traditionen tro spiller spillersalonmusik, slagere, swing og folkemusik i Kolonihaven til middagstid lørdag under ledelse af orkesterleder Poul Bech Christensen.

Musikere fra det lokale musikmiljø træder op lørdag eftermiddag. Allerede klokken 13:45 kan Mads P. og Frank opleves i Kolonihaven, og igen klokken 20:00 og 23:15 er der lokale folk på scenen i skikkelse af The Leadsingers og The Hillbillies, som har optrådt på festivalen en del gange før.

Op mod aftensmadstid får Kolonihaven igen internationalt besøg, når Hawkeye & Hoe, en engelsk/dansk bandkoalition, som lover good-time-country, skiffle, rock’n roll, country blues & irish.

Store Telt indleder eftermiddagen med et besøg fra den næsten lokale sangfugl Marie Frank. Hun fik sit store gennembrud helt tilbage i 1999 med debutalbummet ’Ancient Pleasures’, der solgte mere end 40.000 eksemplarer. Ikke mindst på grund af hittet ’Symptom of My Time’ . Det gav hende fire Danish Music Awards og to GAFFA-Priser – som Årets Nye Navn og Årets Danske Sangerinde.

Siden er Marie Frank kommet til skelsår og alder i hjembyen Langå med mand og børn og nærmer sig nu de 50 år. Siden storhedstiden har hun løbende ladet høre fra sig, og gør det nu igen en kommende lørdag eftermiddag i Hornslet. Manden, multiinstrumentalisten Anders Nolde Pedersen, er med i hendes backingband. Han spiller også med i mange andre sammenhænge, bl.a. The Desoto Caucus sammen med Peter Dombernowsky, Nikolaj Heyman og Henrik Poulsen.

Hun efterfølges af John Mogensen Tribute, der sætter fut i fejemøget, som den stærke trobadour gjorde det i 1970’erne og døde af det.

Anne Linnet har vi jagtet i årevis, uden at vi har været i stand til at lande en aftale. Det er lykkes i år, og det er vi stolte af.

Omar Karsbek, formand for Rosenholm Festival

Outlandish og Walter

Først på aftenen står den på Outlandish. Trioen spillede Danmark tynde fra 1997 til 2017 og igen som en duo fra 2019 til nu. Gruppen bestod i perioden indtil 2017 af Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri, alle med indvandrerbaggrund og alle vokset op i Brøndby Strand, hvor de mødte hinanden i den lokale ungdomsklub.

I 2019 genskabte Martinez og Qadri Outlandish.

Numre som ’Aicha’, ’Guantanamo’, ’Walou’, ’I Only Ask Of God, Callin’ U’, ’Look Into My Eyes’, ’Warrior/Worrier’, og ’Might Not Be Right’. kan tænde op under alle røde dansesko.

Rasmus Walter tager over, når Outlandish slipper. Han går på scenen med sit band kl. 21:15. Det kan sagtens blive ’Endeløst’.

Aftenen på store scene sluttes af med Hell Friis Over Band med Jacob Friis oprindeligt fra Thorsager i front, inden Per Andersen i den sidste time af 2022-udgaven af festivalen serverer ’på-gensyn-i-2023-fest’ i baren mellem kl. 2 og 3.

Vi vil gerne være egnens foretrukne samlingssted først på sommeren. Og vi vil gerne samle så mange forskellige mennesker som muligt. Det kræver et bredt og alsidigt musikprogram

Omar Karsbek, formand for Rosenholm Festival

Gratis som altid

Rosenholm Festival hylder fortsat princippet om, at musikken leveres helt kvit og frit. Til gengæld håber arrangørerne, at festivalens gæster køber så rigeligt i barerne, at det hele løber rundt.

Og gerne med et lille overskud, som så efterfølgende kan udloddes til egnens foreninger. Det har været den opskrift, som har virket til 31. festivaler, og altså igen er fremgangsmåden i sommeren 2022.

»Vi vil gerne være egnens foretrukne samlingssted først på sommeren. Og vi vil gerne samle så mange forskellige mennesker som muligt. Det kræver et bredt og alsidigt musikprogram,« siger formand for Rosenholm Festival, Omar Karsbek.

»Det er ingen hemmelighed, at de seneste par år har været frustrerende. Derfor har vi i bestyrelsen sagt til os selv, at i 22 giver vi den hele armen, så vi kan vise omverdenen, at vores lille hyggelige festival er ’still going strong’. Nu har vi satset en masse penge, og musikgruppen har booket et flot og meget bredt musikprogram, og så håber vi på, at frivillige, sponsorer og vores publikum vil bakke op på hver deres måde, så der også kommer festival igen i 2023 og årene fremover,« lyder det fra en optimistisk formand.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen