Unges søgning til erhvervsuddannelser står i stampe – dog grund til forsigtig optimisme på Djursland

Vesthimmerland, Odsherred og Ikast-Brande er blandt de kommuner, der har haft størst succes med at få flere afgangselever til at søge ind på erhvervsuddannelser de seneste syv år. Norddjurs og Syddjurs kan også notere en fremgang.

Artiklens øverste billede
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Søgningen på landsplan til erhvervsuddannelserne ligger fortsat på cirka 20 pct.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Der er således langt til 2025-målet om, at 30 pct. af en årgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. 13 kommuner opfylder målet, mens 38 kommuner ligger på mindst 25 pct., som var målsætningen i 2020.

Det er primært kommuner, der ligger i Jylland, på Fyn samt på Syd- og Vestsjælland, der har haft fremgang og er tættest på 2030-målsætningen.

Norddjurs Kommune er blandt de 13 kommuner, der allerede opfylder 2025-målet.

I 2022 søger 31,6 procent af en ungdomsårgang en erhvervsuddannelse.

I Syddjurs halter man noget efter med 23,9 procent af en ungdomsårgang der har sigtekornet rettet mod en erhvervsuddannelse i 2022.


Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd


Stagnation

På landsplan er andelen, der søger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen, forøget med 1,5 procentpoint siden 2015.

52 kommuner har haft en fremgang i søgningen siden 2015 på landsgennemsnittet eller større end landsgennemsnittet.

Med på sidstnævnte hold er Syddjurs Kommune, der har oplevet en vækst i antallet af afgangselever, som søger en erhvervsuddannelse de seneste syv år, på 4,4 procentpoint (fra 19,5 pct. i 2015 til 23,9 i 2022).

I Norddjurs Kommune er væksten beskedne 0,8 procentpoint (fra 30,8 pct. i 2015 til 31,6 i 2022), men det hænger sammen med, at man i Norddjurs længe har ligget højt over de nævnte nationale målsætninger.

»Selvom der i mange kommuner er sket en mindre eller større stigning, viser tallene også, at antallet af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter grundskolen fortsat ligger på cirka 20 procent af en årgang,« chefanalytiker Mie Dalskov Pihl, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

»Niveauet har ikke rigtigt rykket sig de tre seneste år, og der er fortsat langt til det politiske 2025-mål om, at 30 procent af en årgang, skal søge ind på erhvervsuddannelserne efter grundskolen,« konstaterer Mie Dalskov Pihl.

Optimisme i Syddjurs

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har også kigget på udviklingen fra 2021 til 2022.

På landsplan har andelen, der søger ind på erhvervsuddannelserne næsten ikke udviklet sig.

Mange kommuner i det jyske har haft fremgang ligesom på Lolland, Falster og Bornholm samt et par kommuner på Syd- og det nordvestlige Sjælland.

I Syddjurs kan man ligefrem tale om en fremgang, der giver grobund for lidt optimisme.

Andelen af afgangselever, som søger en erhvervsuddannelse er i Syddjurs steget med 3,6 procentpoint fra 2021 til 2022.

Tilsvarende er der også fremgang i Norddjurs fra 2021 til 2022. Dog mere beskedne 1,7 procentpoint.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen