Syddjurs Kommune højt på rangstigen i Region Midtjylland

Staten bruger 560 kr. pr. indbygger øst for Storebælt og 551 kr. pr. indbygger vest for Storebælt til kultur, skriver Nyhedsbrevet Søndag Aften i sit månedlige nyhedsbrev.

Artiklens øverste billede
Syddjurs Kommunes 'kulturminister' Heine Skovbak Iversen kan glæde sig over, at antallet af statslige kulturpenge flyder pænt til Syddjurs. Arkivfoto

Politisk har der altid, næsten, været stor fokus på, hvordan statslige midler af alle slags tilgår de forskellige egne af Danmark.

Det gælder ikke mindst på kulturområdet, hvor der trives masser af fordomme om københavneri og mere fra samme skuffe.

Jævnfør debatten om Statens Kunstfond tilbage i 1960’erne som var med til at føde en ny isme, Rindalismen, opkaldt efter lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik, der blev landskendt for sin kamp mod statsstøtte til kunstnere.

Men hvad er egentlig fakta nutildags?

Hvordan er fordelingen af statens kulturpenge mellem Øst- og Vestdanmark?

En ny opgørelse fra Kulturministeriet viser, at den statslige støtte til kulturen er overraskende jævnt fordelt mellem de to sider af Storebælt, skriver Nyhedsbrevet Søndag Aften i sit månedlige nyhedsbrev, hvorfra de følgende tal er hentet.

Statens kulturudgifter til kommuner Øst for Storebælt svarer til 560 kr. pr. indbygger, hvorimod udgifterne vest for Storebælt er 551 kr. pr. indbygger. Forskellen er således marginal og mindre end to procent.

Opgørelsen viser dog samtidig store forskelle på begge sider af Storebælt. I Region Hovedstaden bruger staten 665 kr. pr. indbygger, hvorimod man bruger under det halve, 330 kr. pr. indbygger i Region Sjælland.

Forskellene er mindre vest for Storebælt, men dog fortsat markante. Staten bruger 598 kr. pr. indbygger i Region Midtjylland, men kun 447 kr. pr. indbygger i Region Nordjylland.

Tættest på gennemsnittet er man i Region Syd, hvor staten bruger 552 kr. pr. indbygger til kultur.

Fordelt på regioner

Indenfor de enkelte regioner er der også store forskelle på de statslige udbetalinger. I Region Hovedstaden udbetalte staten i 2019 hele 1.537 kr. pr. indbygger til kultur i Ishøj kommune, fulgt af Københavns kommune med 1.333 kr. pr. indbygger og Fredensborg kommune med 1.227 kr. pr. indbygger.

Disse tal bygger naturligvis på, at der er en række kulturinstitutioner, som betjener et område langt større end den givne beliggenhedskommune (Kunstmuseet Arken i Ishøj fx).

I Region Hovedstaden er det statslige engagement mindst i Glostrup med 47 kr. pr. indbygger, Herlev med 69 kr. pr. indbygger og Egedal med 71. kr. pr. indbygger.

I Region Sjælland er topscoreren Odsherred kommune med 1.048 kr. pr. indbygger fulgt af Vordingborg med 840 kr. pr. indbygger. Færrest statslige kulturkroner går til Solrød med 53 kr. pr. indbygger og Stevns med 109 kr. pr. indbygger.

Syddjurs godt med

I Region Midtjylland er topscorerne Odder kommune som i 2019 fik 1.801 kr. pr. indbygger udbetalt, fulgt af Syddjurs med 887 kr. pr. indbygger og Aarhus med 827 kr. pr. indbygger.

Målt pr. indbygger modtog Læsø det største beløb i 2019, hele 1.882 kr. Beløbene pr. indbygger kan blive ganske høje i de helt små kommuner.

Fra 2010 til 2018

Målt over tid er der sket en væsentlig udligning mellem regionerne i statens udbetalinger til kultur.

Fra 2010 til 2018 var statens udbetalinger til kultur i Region Hovedstaden stabil (præcist: et fald på 0,04 procent), men steg i de øvrige regioner: hele 64 procent i Region Sjælland, 48 procent i Region Midtjylland, 47 procent i Region Nordjylland og 33 procent i Region Syd.


Læs også

Del artiklen