Går der en lige linje fra Reagan til Kolstrup Møller?
Lørdag 18. juni Står Byhallen garanteret på den anden ende, når Kolind Revyen atter spiller. Revyholdet har været på stikkerne længe og glæder sig efter to års tørke.
Den traditionsrige og altid populære lokalrevy i Kolind lever i bedste velgående. Og selvom Coronaen tog livet af revyerne i de to foregående år, er revyholdet nu i den luksuriøse situation, at aktørerne i år har tre års begivenheder at plukke revynumre fra.
Det fortæller en af de lokale skuespillere og tekstforfattere, Thomas Nyman Nielsen, bedre kendt som Fister.
Hele det gamle hold er intakt og har siden nytår været samlet kontinuerligt for at forfatte og videreføre den lidt særegne revytradition’, som har været og er hovedattraktionen ved den årlige byfest i juni.
Revyen og den efterfølgende fest er altid det sidste clou i byfestugen.
Reagan og Møller
Kolind Revyen kan føre mange ting med sig. For eksempel kan en plads på scenen bane vejen for en politisk karriere.
Man har vel ikke set et lignende skifte, siden Ronald Reagan forlod skuespillet til fordel for Det Hvide Hus
Den tidligere revystjerne Kasper Kolstrup Møller har således taget turen fra de skrå brædder og til byrådssalen. Ovenikøbet er han blevet udvalgsformand og erhvervslivets fremmeste politiske bannerfører blandt de 27 folkevalgte.
»Det er naturligvis uundgåeligt, at lokalpolitik får en fremtrædende plads i årets sommerrevy, når det blot er få måneder siden, at kommunalvalget blev afviklet,« siger Thomas Nyman Nielsen.
Han åbner op for, uden at afsløre for meget, at Kasper Kolstrup Møller bliver et afgørende tema i revyen.
»Man har vel ikke set et lignende skifte, siden Ronald Reagan forlod skuespillet til fordel for Det Hvide Hus,« lyder det fra Thomas Nyman Nielsen.
»Vi har også fået en ny ung borgmester i Syddjurs og viceborgmesteren er endnu en gang ultralokal. Det vil derfor være blasfemi ikke at inddrage disse personligheder i revyen. Så må tiden vise, om Claus Wistoft i denne situation kan optræde habil eller det modsatte,« siger Thomas Nyman Nielsen.
Bedemandsstemning
Revyholdet har lagt sig i selen for at strikke en revy sammen, som rummer letforståelig humor for både tilflyttere og ’indfødte’ fra lokalområdet
Som altid vil en perlerække af lokale erhvervsdrivende få deres kærlige behandling.
Og så er alle, inklusive revyholdet spændte på, om man griner eller græder, når der er ’bedemandsstemning’ i Byhallen.
Der er med andre ord lagt op til en ægte lagkagerevy med tempo og timing og velskrevne tekster plus det vigtigste, skuespillere, der kan deres kran con amore.
Billetterne kan købes i Kolind Boghandel, og revyen spiller som altid kun én gang, lørdag 18. juni.