Planklagenævnet hev Syddjurs op på skafottet i 2021 – nye lokalplaner er i støbeskeen

Hvis det tidligere byråd ikke var på julekort med Planklagenævnet, var det forståeligt. To gange med et kort tidsinterval i 2021 var Nævnet ude med riven efter Syddjurs og bad kommunen om at nulstille to lokalplaner, som politikerne ellers havde nikket ja til.

Artiklens øverste billede
Rønde Brandstation fik en ibrugtagningstilladelse af Syddjurs Kommune, da Planklagenævnet krævede, at der blev lavet en helt ny lokalplan for området. Den kommer til politisk stillingtagen og godkendelse senere på året. Arkivfoto

Fra den græske mytologi kender feinschmekere til begrebet et Damoklessværd.

Det er et sværd, som Dionysios den ældre af Syrakus lod ophænge i et hestehår over sin hofmand Damokles’ hoved for at vise ham, at en herskers liv altid er truet.

Det skete i kølvandet på, at Damokles havde berømmet Dionysios som det lykkeligste menneske og havde fået pladsen på tronen.

Nutildags symboliserer et Damoklessværd derfor en trussel om overhængende fare for især den ellers heldigt stillede.

Syddjurs Kommune troede sig også heldigt stillet i 2021, da Planklagenævnet pludselig med et par afgørelser sørgede for, at kommunens embedsmænd i planafdelingen fik et Damoklessværd hængt op over deres hoveder.

To gange i 2021 bad Planklagenævnet således Syddjurs Kommune om at bide i det sure æble og pille to godkendte lokalplaner af brættet.

Første gang handlede det om den nyopførte brandstation på Bækkelundsvej i Rønde, som der blev udstedt byggetilladelse til i 2020. Byggeriet var færdigt til brug den 1. december 2021.

Da byggetilladelsen blev givet, var det kommunens vurdering, at det kunne ske på grundlag af den gældende lokalplan 69, hvor området kan anvendes til offentlige formål.

Planklagenævnet mente imidlertid noget andet. Efter en klage fra en borger afgjorde Nævnet, at byggeriet af brandstationen krævde en ny lokalplan for området og ophævede dermed byggetilladelsen.

Lidt af en begmand, fordi brandmændene hos Beredskab & Sikkerhed allerede havde taget stationen i brug og opsagt deres tidligere lokaler.

Da udarbejdelsen af en ny lokalplan blev vurderet til at ville tage 8 - 10 måneder besluttede Syddjurs Kommune fluks at udstede en ibrugtagningstilladelse, sådan at den færdige brandstation kan anvendes indtil en ny lokalplan er klar.

Kalø Slotskro skal nedrives, for at der kan blive plads til et nyt velkomstcenter næsten samme sted ved Kalø Slotsruin, men først skal lokalplanen behandles og godkendes politisk igen-igen. Arkivfoto


Velkomstcentret

Senere var den gal igen, da Planklagenævnet behandlede klager over forhold i lokalplan 420 for det forkætrede og meget omdiskuterede Velkomstcenter Mols Bjerge ud for Kalø Slotsruin, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) fremsendte til Nævnet umiddelbart efter, at et stort byrådsflertal i april 2019 godkendte lokalplanen.

DN fik medhold i klagerne af et flertal i Planklagenævnet udfra følgende:

  1. Et flertal i Planklagenævnet finder ikke, at lokalplanen har tilstrækkelig planlægningsmæssig begrundelse for, at velkomstcentret skal have en kystnær placering. Planklagenævnet var delt på dette punkt. 6 medlemmer var for afgørelsen, 5 var imod (herunder formanden).
  2. Redegørelsen for den visuelle påvirkning af omgivelserne var utilstrækkelig. Der skulle således have været flere visualiseringer med forskellige perspektiver.
  3. Planklagenævnet finder, at der skulle have været udarbejdet en miljøvurdering.

Nye er undervejs

Planarbejdet rykkede fra årsskiftet over i det nye udvalg, Erhvervs- og planudvalget med debutanten Kasper Kolstrup Møller (C) i spidsen.

Det bliver således Kasper Kolstrup Møller og hans politiske hold, der får forelagt de nye lokalplaner på deres borde.

Hvornår det sker, kan - eller snarere vil - Syddjurs Kommune ikke sætte dato på nu og her.

Sekretariatschef i Ledelsessekretariatet hos Syddjurs Kommune, Hanne Lykke Thonsgaard, fortæller til Lokalavisen, efter at have forespurgt i planafdelingen, at lokalplanerne forventes klar til politisk stillingtagen senere på året.

»Der arbejdes i øjeblikket med begge lokalplansforslag. Både lokalplansforslaget for Velkomstcenter Mols Bjerge, og lokalplansforslaget for Brandstationen i Rønde ventes at blive politisk behandlet i efteråret 2022,« lyder det fra Hanne Lykke Thonsgaard.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.