Har Naturbørnehaven Mols Bjerge mon en fremtid i den kommende Naturnationalpark?

Bestyrelsen i Støtteforeningen for Naturbørnehaven er oprigtigt bekymrede for, om landets eneste vandrende naturbørnehave kan finde fredelig sameksistens med Naturnationalparken. Skovridder Peter Brostrøm afviser, at der ikke er tænkt på Naturbørnehavens fremtid.

Artiklens øverste billede
Leif Lahn Jensen (th.), MF, har skrevet til Miljøminister Lea Wermelin med en opfordring til, at der bliver lyttet til de frustrationer, som bl.a. Karen Randrup Heydorn (tv.) og Peder Hammerskov Rasmussen, med i bestyrelsen i Støtteforeningen for Naturbørnehaven Mols Bjerge gav udtryk for overfor det lokale folketingsmedlem. Foto: Lars Norman Thomsen

Naturbørnehaven Mols Bjerge er en unik institution. Det er nemlig den eneste af sin art i Danmark på 28. år.

Børnene er ude i naturen hver eneste dag året rundt, og der skiftes lokation i takt med årstidernes skiften. Det er bl.a. det, der gør den enestående.

Baggrunden for Naturbørnehavens ’folkevandringer’, skiftende placeringer, i Mols Bjerge er, at børn og voksne slider på de lokationer, som de besøger sommer, vinter, forår og efterår. Lokationerne får på denne måde ro til at blive genopbygget og være klar, når børnene ankommer et år senere.

Om det kan fortsætte sådan, når Naturnationalparken holder sit indtog, stiller forældre, ledelse og personale i Naturbørnehaven store spørgsmålstegn ved.

Der er bestemt tænkt på Naturbørnehavens fremtid, og der er også en god dialog med distriktsleder Claus Peter Olesen og Fællesbestyrelsen for børnehaverne og Molsskolen.

Skovridder Peter Brostrøm

De frygter, at der ikke bliver nær den samme fleksibilitet og mobilitet i hverdagen, som man kender i dag, når Naturnationalparken bliver en realitet.

Peder Hammerskov Rasmussen og Karen Randrup Heydorn sidder begge med i bestyrelsen for Støtteforeningen i Naturbørnehaven Mols Bjerge, hvor førstnævnte er formand. De hører til tvivlerne.

»Med de planer, som der er kommet frem indtil videre, er der ingen tvivl om, at det vil få store konsekvenser for Naturbørnehavens fortsatte virke, som vi kender den i dag,« siger Peder Hammerskov Rasmussen.

Han nævner, at den vante placering ved Viderup nær Trehøje om foråret for eksempel hænger i en løs tråd.

»Der er så meget indhegning i det område, at børnene nu ville være henvist til at gå gåsegang langs med hegnet. Og det er ikke nogen ordentlig ramme til mellem 22 og 26 børn,« påpeger han.

De to forældrerepræsentanter ser en mulig skrinlæggelse af området i Viderup som første kapitel i historien om, hvordan det vil blive, når Naturnationalparken bliver en realitet. Til den tid vil der komme meget mere hegn, og i indhegningerne skal der gå store, reproducerende græssere.

Hverken formanden eller Karen Randrup Heydorn er ikke modstandere af Naturnationalparken, men de undrer sig over, at en så gammel institution som Naturbørnehaven Mols Bjerge ikke er inviteret med i den lokale projektgruppe på 28, der mødes og diskuterer Naturnationalparken med de lokale briller på.

»BUPL havde en plads i gruppen, som de i første omgang gav til en leder fra den nordlige del af kommunen, og det var kun fordi han trak sig, at der blev plads til, at lederen af Naturbørnehaven, Karen Clausen, kunne komme med i gruppen. Men dér var det første af tre planlagte møder allerede afholdt,« bemærker Karen Randrup Heydorn.

Hvad med sikkerheden?

Forældre, leder og personale ser ind i en fremtid, hvor de skal frygte for sikkerheden for børnene – og mange andre brugere.

For Naturbørnehaven er det afgørende, at fremtidens placeringer til dens skurvogne er ved områder, hvor der ikke går stude og reproduktive hingste/hopper.

»Det er fint nok, at Naturstyrelsen kommer med anbefalinger til, hvordan børn og voksne skal begå sig i sådan en indhegning, men det er naivt at tro, at 22 børn i alderen 3-6 år husker det en hel dag, når de er i fuld gang med at lege,« siger Peder Hammerskov Rasmussen

»Vi bakker selvfølgelig op, om de bekymringer som Naturbørnehavens leder Karen Clausen har givet udtryk for. Vi appellerer derfor virkelig til, at der bliver fundet en løsning, så Naturbørnehaven har en god fremtid,« supplerer Karen Randrup Heydorn.

Hun nævner, at Naturbørnehaven snart flytter fra Fuglsø Strand til et endnu uprøvet område ved Toggerbo. Her er det planen at være i fem uger, før vinteren som altid skal tilbringes i Daaleren ved Knebel.

»Det er endnu ikke sikkert, at området ved Toggerbo (syd for Toggerbo Spejderlejr, red.) bliver et permanent sted på ’ruten’ fremover. Det skal først afklares, og der er også noget jura, der skal findes ud af,« siger Karen Randrup Heydorn.

Optimistisk Brostrøm


Skovridder Peter Brostrøm (tv.), Naturstyrelsen Kronjylland, forsikrer, at der en god dialog med Fællesbestyrelsen for Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge om fremtiden for sidstnævnte, når Naturnationalparken er en realitet. Foto: Lars Norman Thomsen


Adresseavisen spurgte lørdag skovridder Peter Brostrøm, Naturstyrelsen Kronjylland, om der nu også er tænkt på Naturbørnehaven i den nye fremtid, der tegner sig med Naturnationalparken.

Det er fint nok, at Naturstyrelsen kommer med anbefalinger til, hvordan børn og voksne skal begå sig i sådan en indhegning, men det er naivt at tro, at 22 børn i alderen 3-6 år husker det en hel dag, når de er i fuld gang med at lege

Peder Hammerskov Rasmussen, formand for bestyrelsen i Støtteforeningen for Naturbørnehaven

Det skete på den tur i og omkring området ved Skovbjerg, som Naturstyrelsen havde arrangeret.

»Der er bestemt tænkt på Naturbørnehavens fremtid, og der er også en god dialog med distriktsleder Claus Peter Olesen og Fællesbestyrelsen for børnehaverne og Molsskolen,« lød det fra Peter Brostrøm.

Han fremsendte dagen derpå på en mail på Adresseavisens foranledning med en række ønskværdige scenarier for fremtiden, som er udarbejdet af Fællesbestyrelsen for Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge med Claus Peter Olesen og næstformand i Fællesbestyrelsen Torben Salomonsen som underskrivere. Henvendelsen er fremsendt til Naturstyrelsen.

»Scenarieforslagene indgår nu i det videre arbejde og vil blive drøftet på det næste møde i den lokale projektgruppe. Her må scenarierne afvejes i forhold til bl.a. andre interessenters ønsker, politisk fastlagte rammer og evt. lovgivningsmæssige bindinger, herunder fredningen, naturbeskyttelseslovgivning m.v.,« forklarer Peter Brostrøm.

De fire scenarieforslag er de nævnte: Fuglsø Strand (sommer), Daaleren ved Knebel (vinter), Toggerbo (efterår) og et område i den sydlige del ved Viderup (forår). De to første lokationer kan umiddelbart fortsat benyttes og konflikter ikke med Naturnationalparken. Lokationen ved Toggerbo kræver en tilladelse fra Frednævningsnævnet. En ny lokaktion ved Viderup er uafklaret, men skal nu undersøges og kortlægges sammen med Naturstyrelsen.

»Hvis placeringen ved Toggerbo og placeringen syd for Viderup (NNP-syd) ender med at blive en mulighed, så har Naturbørnehaven Mols Bjerge fire gode lokationer, som vi i fremtiden kan benytte. De fire forskellige lokationer spiller fint ind i det videre forløb omkring etablering af Naturnationalpark Mols Bjerge,« lyder appellen fra Fællesbestyrelsen for Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge til Naturstyrelsen.

Vink til ministeren

Det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) var med, da Adresseavisen mødtes med Peder Hammerskov Rasmussen og Karen Randrup Heydorn i sidste uge nær Viderup.

Her understregede Leif Lahn Jensen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet på Christiansborg, at han ikke stiller spørgsmålstegn ved Naturnationalparken, men fremhæver vigtigheden af at lytte til en institution som Naturbørnehaven Nationalpark Mols Bjerge.

Efterfølgende kontaktede han Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (S) for, at høre, hvad denne har foretaget sig.

»Derudover har jeg skrevet til Miljøminister Lea Wermelin, hvor jeg har ytret mig om, at god borgerinddragelse med fælles dialog i disse sager altid vil være en fordel. Jeg har brugt Naturbørnehaven som et godt eksempel. Som jeg skrev til hende, så er jeg ikke i tvivl om, at man med dialog med disse folk rent faktisk kan lande noget fornuftigt. Så jeg forventer selvfølgelig, hun sender den melding videre, og de finder en fælles løsning, alle kan leve med,« siger Leif Lahn Jensen.

Kirstine Bille (SF), formand for Familie-, børne- og læringsudvalget, var sammen med resten af udvalget forbi Mols i sidste uge, hvor de også mødtes med repræsentanter fra bestyrelsen i Støtteforeningen for Naturbørnehaven Mols Bjerge og hørte om den frygt, der næres for fremtiden.

»Vi har naturligvis som politisk udvalg i Syddjurs en interesse i at sikre Naturbørnehavens fremtid og det koncept, som den hviler på. Det vi kan gøre, og som vi lovede forældrerepræsentanter og ledelse, er at tage fat i vores respektive folketingsmedlemmer og få forklaret dem, at det er vigtigt ikke at glemme Naturbørnehaven, når detaljerne for den fremtidige Naturnationalpark skal aftales. Vi har en klar forventning om, at det lytter de til,« understreger Kirstine Bille.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.