30 procent af de nyansatte lærere i folkeskolen de seneste to år havde ikke læreruddannelse - ka' det nu passe?
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at mere end hver tredje lærer, der er ansat i folkeskolen de seneste to år, ikke har en læreruddannelse. Hovedparten af de ikke-uddannede nye lærere har en gymnasial uddannelse som højest fuldførte uddannelse. Rapportens konklusioner ødelægger slet ikke nattesøvnen hos skolechefen i Syddjurs
I skoleårene 2019/20 samt 2020/21 var 30,4 pct. af alle nyansatte i lærerstillinger i Syddjurs kommune, ikke uddannede lærere.
Det tilsvarende tal for Norddjurs var 39,1 pct.
Det fremgår af en analyse/rapport, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.
Kigger man på de faktuelle tal, var antallet af nyansatte 80 uddannede og 35 uuddannede i de pågældende skoleår i Syddjurs.
I Norddjurs var tallene 70 uddannede, 45 uuddannede.
Analysen omfatter lærere, som har haft en måned med mindst 80 betalte timer i det undersøgte skoleår.
Kommunernes Landsforening, der er en forening for landets 98 kommuner, har været ude at skyde analysen helt i bund og kalde den: »Helt irrelevant.«
Ifølge Kommunernes Landsforening er det hovedløst, at analysen medregner vikarer, som har arbejdet som lærere i kort tid og på deltid, i statistikken.
Men vi har dog bemærket et fald i antallet af ansøgere
Silkeborg i bund
Sjællandske kommuner har generelt en større andel nyansatte i lærerstillinger uden en læreruddannelse end kommuner i Jylland og på Fyn.
Andelen af nyansatte lærere uden en læreruddannelse varierer meget mellem kommunerne.
Den laveste andel i de to skoleår samlet set var i Silkeborg og Aalborg med hhv. 10,4 og 12,5 pct.
De højeste andele ikke-læreruddannede nyansatte var i Greve og Halsnæs med hhv. 64 og 59,1 pct.
Hovedparten af de nyansatte lærere uden en læreruddannelse har en gymnasial uddannelse som højeste fuldførte uddannelse.
Ikke bekymret
Skolechef i Syddjurs Kommune, Per Viggo Larsen, har på Adresseavisens opfordring læst rapporten, og læsningen har ikke fået ham til at råbe vagt i gevær.
Syddjurs Kommune ligger som sådan i den bedste kvartil i oversigten forstået sådan, at vi er blandt de kommuner, der har flest læreruddannede lærere ansat.
»Syddjurs Kommune ligger som sådan i den bedste kvartil i oversigten forstået sådan, at vi er blandt de kommuner, der har flest læreruddannede lærere ansat.«
Per Viggo Larsen har kort præsenteret tallene for skolelederne på et ledermøde, og meldingen herfra er heller ikke urovækkende.
»Skolelederne siger, at de udelukkende ansætter læreruddannede til faste stillinger, men at brug af ikke-uddannede lærere kan forekomme ved vikarbesættelser.«
Fald i ansøgertallet
Lars Robdrup, skoleleder på Rosmus Skole, fortæller, at det hidtil ikke har været et problem at få besat ledige stillinger med uddannede lærere.
»Men vi har dog bemærket et fald i antallet af ansøgere,« siger Lars Robdrup.
Om det er en tendens, som man vil se i de kommende år, ved han af gode grunde ikke.
»Vi ligger jo placeret i et godt smørhul tæt på Aarhus, og selvom vi i Rosmus ligger længere væk end for eksempel Hornslet, hvor de rekrutterer mange nyuddannede lærere fra Aarhus, så har vi et så velfungerende skolevæsen i Syddjurs, at det i sig selv må appellere uddannede lærere til at søge ud til os, når vi har ledige stillinger.«
Han peger på, at problemerne er langt mere udtalte på Sjælland, som det også dokumenteres i analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd..
»Når jeg taler med kolleger fra skoler på Sjælland, fortæller de mig om en virkelighed, som vi heldigvis ikke kan genkende. For dem er det noget nær umuligt at tiltrække et ansøgerfelt til ledige stillinger.«
Om problematikken med uuddannede lærere, som analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd rejser, siger Rosmus Skoles leder:
»Vi ansætter typisk uuddannede i kortere vikariater. Ofte tidligere elever, der har afsluttet deres gymnasietid og har brug for at tjene lidt penge. Tit har det faktisk værdi på sigt, fordi flere af dem senere går i gang med en uddannelse til lærer eller pædagog, og ved at være hos os er godt klædt på til at komme i gang med uddannelsen.«
380 elever
Rosmus Skole har i dette skoleår 380 elever mod forventede 100 færre.
Trafikken fra Norddjurs de senere år er således ikke taget af, og i Rosmus oplever man, at forældre fra den anden side af kommunegrænsen også melder deres børn til i Syddjurs dagtilbud.
Lars Robdrup konstaterer tallenes tale og lader det blive ved det.
»Om det fortsætter sådan, ved jeg ikke. Som skole gør vi os umage hver dag. Vi gør vores bedste for at give vores børn og unge en god skoledag.«
- Har I fysiske rammer til at huse 380 elever?
»Ja, det har vi, men vi skal heller ikke være flere.«
Ikke dugfriske erfaringer
Morten Borup, Distriktsleder for Børnehuset Ådalen og Ådalsskolen, har ikke skullet ansætte nye lærere det seneste halvandet år.
Derfor er hans erfaringer med at rekruttere uddannede lærere ikke dugfriske.
(...) jeg kunne også nævne eksempler på andre typer opgaver, hvor vi henter en vikar ind, som ikke er uddannet lærer, men som har en kompetence, vi kan bruge over et kortere forløb.
»Vi har ikke tidligere haft problemer med at få uddannede lærere til ledige stillinger,« siger han.
Også på Ådalsskolen trækker man på uuddannede vikarer i kortere perioder.
»Det kan være yngre folk i nærområdet, der har et sabbatår, før de skal i gang med at læse videre. Nogle henvender sig selv, fordi de måske har gået på skolen, men det er meget forskelligt. Vi trækker også på vores forskellige netværk somme tider.«
De såkaldte tilkaldevikarer, der kan blive ringet op om morgenen, fordi der er sygdom eller andet i det faste lærerteam, bor typisk i lokalområdet i kort afstand af skolen.
I specielle tilfælde går Ådalsskolen helt bevidst ud og ansætter vikarer, der nok er uuddannede, men har en særlig kompetence, som skolen står akut og skal trække på.
»Det kan være, hvis vi har en elev med diabetes for eksempel. Her henter vi ofte en vikar med en faglighed til at hjælpe til med denne særlige opgave, og jeg kunne også nævne eksempler på andre typer opgaver, hvor vi henter en vikar ind, som ikke er uddannet lærer, men som har en kompetence, vi kan bruge over et kortere forløb.«