Syddjurs jagter lokaler til ny erhvervsenhed - har læserne et forslag?
Når Syddjurs Kommune knalder nytåret ind for den nye erhvervsenhed med et telefonnummer og en mailadresse, skal der ret hurtigt findes lokaliteter udenfor rådhusene, der kan huse den nye enhed.
Syddjurs Byråds nye storsatsning på erhvervsområdet, en fælles erhvervsenhed med alt hvad der kan krybe og gå af nuværende medarbejdere og et par enkelte nye, hvor der står ’’ERHVERVSLIV’ i panden på dem, går i luften, når Rådhusklokkerne ringer det nye år ind.
Fra den 1. januar 2023 kan enheden kontaktes på rådhuset i Ebeltoft. Men det bliver kun det midlertidige hjemsted.
For at ikke hænge fast i gamle kulturer og vaner flyttes erhvervsenheden ud på en endnu ikke udpeget lokal lokation.
Placeringen skal skabe mere synlighed og gøre det lettere for virksomhederne at komme i dialog med kommunen.
Afsøgningen af mulige lokationer er i fuld gang og forventes at blive afklaret indenfor de kommende måneder. Målsætningen er, at enheden er samlet fysisk på den nye adresse pr. 1. april 2023.
Syddjurs Kommune tørster efter at få gode forslag til placering, så der er frit slag for at melde oplagte adresser ind til kommunen.
Siger goddag på nytårskur
Hvert år inviterer Syddjurs Kommune det lokale erhvervsliv til nytårskur.
I 2023 finder den sted i Kolind+ fredag den 20. januar fra kl. 07.30-09.30.
Til nytårskuren mødes virksomheder, politikere og toppen af embedsværket og ønsker hinanden godt nytår. Der bliver rig lejlighed til at hilse på hverandre og høre mere om kommunens erhvervsservice og tilbud til virksomhederne.
I år er der en ekstra god anledning til at dukke op, fordi medarbejderne i den nye erhvervsenhed naturligvis præsenteres og er med at til at skåle for en god fremtid og alt det, de skal nå.