»Mange er klar i Kolind, men flere skal i arbejdstøjet« 

Lokalavisen har bedt fire mennesker, der til daglig hver på deres måde er synlige i den vestlige del af Syddjurs om at komme med bud på deres forventninger til 2023.

Artiklens øverste billede
Bent Nielsen, pressefoto.

Det er svært at spå, især om fremtiden, lyder et efterhånden forsuttet Storm P. citat.

Adresseavisen har vovet at bede fire mennesker, der har deres daglige virke i den vestlige del af Syddjurs, om at give deres bud på hver deres forventninger til 2023?

- Hvor ser du de største udfordringer for dit lokalområde og din funktion? 

- Hvad ser du som den største styrke inden for dit område/din funktion?

Karsten Kristiansen, formand for Mørke Distriktsråd:

»Jeg tror, at en af de største udfordringer for Mørke-området i den nære fremtid bliver at skabe en balanceret udvikling af byen og området, hvor stedet ikke mister sin sjæl og bare bliver et sted man bor isoleret og drager på arbejde fra. 

Byerne langs ’letbanebåndet’ har både muligheder og udfordringer, som kræver aktiv planlægning fra såvel kommune og lokalsamfund, hvis vi ikke skal drukne i egen succes og blot ende som en stadig voksende soveby i oplandet for Århus. Udfordringen er at udvikle ’det gode liv’, de nære relationer og fællesskabet i en kontrolleret og visionær vækst, som giver plads til både forskelligheder og sammenhold og fastholde frivillighed, deltagelse og lokalt engagement fra både eksisterende og fremtidige beboere.«

»Mørke er sammen med de omliggende landsbyklynger ikke for stor og heller ikke for lille. Beboere og tilflyttere er kendetegnet ved at have valgt området og vil det noget godt. Mørke er gennem sin beliggenhed tæt på alting og alligevel helt sin egen.

Distriktsrådet er en del af den lim, som holder lokalsamfundet sammen, men er intet uden lokal opbakning. Mørke har som et lille lokalsamfund en naturlig lokale forankring, frivillighed og åbenhed, som det er vigtigt at fastholde på tværs af generationer og personlig baggrund. Vi ved at tingene ikke bare sker af sig selv og er derfor gode til at tænke nyt og se os selv i nye sammenhænge.« 

Karsten Kristiansen, privatfoto.


Ole Sørensen, bestyrelsesformand for Business Djursland:

»At styrke og udbygge det tværfaglige samarbejde mellem borgere, politikere og erhverv. Kommunen har fortsat enorme ubrugte potentialer for udvikling med afsæt i den geografiske beliggenhed ved Aarhus Bugten og nærheden til Aarhus. Syddjurs vælger at lægge store ressourcer ved eksterne aktører i troen på, at man kan tilkøbe sig vækst og udvikling. Det lokale ejerskab og forankring udebliver ligesom resultaterne.

Livslang kompetenceudvikling af borgere og visionære politikere er altafgørende for, at Syddjurs fortsat kan være et attraktivt sted for SMVer, innovative iværksættere, og investorer at placere sig. Forretningsudvikling af oplevelsesøkonomi for vore mange innovative aktører indenfor dette område er også en udfordring.«

»Syddjurs har med sin geografisk beliggenhed, samt innovative og ressourcestærke borgere nogle stærke grundelementer for at fastholde status som en kommune hvor det er attraktivt at bo og virke. Innovation og iværksætteri er for Syddjurs et stærkt DNA, der fortsat skal understøttes af viljen til at skabe gode rammer for forretningsudvikling mv. 

Et aktivt kulturliv, fantastisk natur og rammer for outdoor liv skal fortsat understøttes og udvikles lokalt, med lokalt forankret ejerskab. Historisk velforankrede større virksomheder i Syddjurs indgår som en stærk del af det ejerskab og vilje til udvikling i Syddjurs.« 

Ole Sørensen, privatfoto.


Bent Nielsen, mangeårig primus motor og igangsætter i Kolind:

”Hvem gider læse en frisk befolkningsprognose for Syddjurs?” spurgte lokalredaktøren i Lokalavisen, det var spændende læsning, men ikke for alle områder i Syddjurs Kommune, herunder specielt kommunens største skoledistrikt, Kolind.

Mange er klar i Kolind, men flere skal i arbejdstøjet.

Kolind har siddet med en kæmpe udfordring omkring fastholdelse og tilflytning af nye borgere i mange år, nok er der udstykket flere flotte områder med nye byggegrunde, men den forventede tilflytning fra 2015 til 2021 blev ikke opfyldt, trods både byfornyelse, byggeudstilling, mange butikker og kommunal markedsføring.

Derfor begynder byen og dermed hele området at bløde og opnår ikke samme udvikling som flere andre byer i Syddjurs Kommune. Manglende udvikling svarer til afvikling, med den nye befolkningsprognose for 2021 – 2033 betyder dette, at Kolind vil få en tilvækst på sølle 0,58 % eller 26 personer i perioden 2021 til 2033. Laveste tilvækst blandt Syddjurs Kommunens 10 skoledistrikter, det skal bemærkes, at kun et enkelt skoledistrikt er spået tilbagegang i de kommende år.

Måske Distriktsrådene i Rosmus, Mols, Ryomgård, Ådalen og Kolind skoledistrikter skulle sætte sig sammen med politikere og embedsmænd, hvor en grundig analyse af netop deres lokal område og specielt fremtiden for fastholdelse og tilflytning af nye borgere, kunne være emnet. Det hele kunne udmøntes i en konference til fælles inspiration.«

»Kolind har altid fået for lidt opmærksomhed fra både tidligere Midtdjurs Kommune og senere Syddjurs Kommune, vedrørende opførelse af almene boliger. Altid samme vise, vi mangler byggegrunde i Kolind. Desværre har ikke alle borgere haft mulighed for bygge nyt eller bo i eget hus. Tilflytningen til byen blev derfor næsten nulstillet og Kolinds udvikling sat i stå. 

I 80’érne blev der etableret et par andelsboligforeninger, hertil nogle få udlejningsboliger som skulle dække behovet. 

Uden nye lejeboliger og ejerboliger, ingen fastholdelse af nuværende borgere eller tilflyttere til byen. 

Heldigvis er det lykkedes at få DjursBo med støtte fra Syddjurs Kommune til at etablere nyt udlejningsbyggeri i Kolind, hertil kommer også private investorer som de kommende år, vil etablere både udlejningsboliger, men også ejerboliger i byen. I perioden 2021 til 2025 er der planlagt cirka 75 - 80 nye boliger i Kolind! Hertil netop udbudte kommunale byggegrunde, med mulighed for flere i prognosens periode. 

Endeligt er erhvervsområdet på Romlehøj også i udvikling, Region Midt flytter som de første ind i nybyggeri med ambulancebase i 2023, hvor lokale progressive investorer opfører præsentabelt byggeri på 1200 m2 til eget brug og yderligere udlejning. Når først der er én, kommer der forventelig flere.

Fremtiden kan se lyst ud for Kolind skoledistrikt, som stadig har det hele, men der skal satses på fokusområder, som bliver iværksat og gennemført. Mange er klar i Kolind, men flere skal i arbejdstøjet.« 

Bent Nielsen, pressefoto.

Christian de Linde, formand for DemoRådet Syddjurs:

Det politiske ungeråd i Syddjurs Kommune, som har til formål at varetage de unges interesser i kommunen.

»Selvom at Syddjurs Kommune er spækket med unge mennesker, så får kommunes unge ikke lov til at udleve deres fulde potentiale. Dette skyldes dels, at kommunen er spredt over flere udkantsbyer, hvilket gør det svært for unge uden kørekort at komme rundt mellem byerne udelukkende ved brug af bus. 

Buskøretider og ruter i kommunen halter, hvilket især kvæler ungdomslivet i kommunen i de sene aftentimer.«

»Syddjurs Kommune er fyldt med entusiastiske unge mennesker, som udgør et kæmpe potentiale for et voksende fælleskab i kommunen. 

Jeg ser en voksende interesse for ungeevents tværs gennem kommunen og stadig voksende tilstedeværelse til de events som henholdsvis Rampen, Værelze 313, Distrikt X og Demorådet står for.«


Christian de Linde, formand for DemoRådet, er manden i midten med kasket. Foto: DemoRådet.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.