Stigende priser gør anden etape fra Ryomgård til Kærende dyrere
Det bliver 1,3 mio. kroner dyrere end forventet at komme i mål med ambitionerne for strækningen Kærende-Ryomgård med udvidelse af vejen og en dobbeltrettet cykelsti langs hele strækningen.
Ideen til nord-syd vejen stammer fra rapporten ’Masterplan for infrastruktur på Djursland’, som blev udarbejdet af Djurslands Udviklingsråd tilbage i 2007.
Første etape fra Frederikslundvej til Djurs Sommerland er færdig.
Nu venter anden anden etape fra Ryomgård til Kærende, hvor til der er afsat penge i det kommunale budget i 2022 og 2023.
Anden etape består primært af udvidelse af vejen samt etablering af en dobbeltrettet cykelsti langs hele strækningen - fra der, hvor den nuværende slutter ved Kragelund og så videre til Ryomgård.
Ekspropriationen er afsluttet. Nu venter de obligatoriske arkæologiske undersøgelser og senere det fysiske anlægsarbejde som forventes igangsat i marts 2023.
De øvrige arbejder, herunder asfaltarbejder forventes også at skulle gennemføres i 2023, oplyser Syddjurs Kommune.
Bliver dyrere
Det afsatte budget til anlægsprojektet for 2. etape lyder på 6,2 mio. kr., hvoraf hovedparten er afsat i 2023 med 4,2 mio. kr.
Der er afholdt licitation 16. november 2022. Den resulterede i, at de samlede udgifter skønnes at udgøre 7,5 mio. kr.
Årsagen til mankoen på 1,3 mio. kroner skyldes ikke overraskende primært de stigende priser det seneste år.
Kommunens embedsværk vurderer dog, at projektet kan gennemføres i henhold til den oprindelig plan, og de ekstra 1,3 mio. kroner kan klares uden at skulle lave større krummelurer, men findes på det eksisterende driftsbudget.