Socialdemokratiet er blevet en mere til gruppemøderne
Radikale Venstres Heine Skovbak Iversen har over længere stræk nu været fast inventar til gruppemøderne i Socialdemokratiet forud for byrådsmøderne.
Tider kommer og tider går, også i et byråd.
I sidste byrådsperiode havde den borgerlige siden megen fokus på, at Socialdemokratiet havde de to solister, Enhedslistens Jesper Yde Knudsen og Alternativets Mette Foged, med til gruppemøderne forud for byrådsmøderne.
Onde tunger på den blå fløj gik endog så langt som til at ymte noget om, at Jesper Yde Knudsens indflydelse på Socialdemokratiets holdninger var bemærkelsesværdige.
Hos de blå tog solisterne Jan Kjær Madsen (B) og Tommy Bøgehøj (C) jævnligt en tete-a-tete for at prøve hinanden af og koordinere synspunkter.
At venstrefløjen havde et flertal på 14 mod 13 til den borgerlige fløj, kom dog flere gange klart til udtryk.
Efter kommunalvalget i 2021, hvor Det Radikale Venstre skiftede rytter - fra den mere hardcore økonomisk orienterede Jan Kjær Madsen til den mere socialliberale Heine Skovbak Iversen - og Alternativet ikke kom i Byrådet, havde den borgerlige side sikkert en forventning om, at sidstnævnte ville være med til at sikre en borgmesterstol til Claus Wistoft, men på valgnatten pegede Det Radikale Venstre på Socialdemokratiets Michael Stegger Jensen, og dermed var den potte ligesom ude.
Samarbejde beseglet
I starten af byrådsperioden gjorde Socialdemokratiet meget ud af fortælle, at byrådsgruppen nu ville være sig selv og ikke invitere gæster med til gruppemøderne.
Gruppeformand Michael Aakjær gjorde det klart, at en eventuel ændring ville blive diskuteret på Socialdemokratiets sommergruppemøde.
Uden at melde det officielt ud, bekræfter Michael Aakjær, at Heine Skovbak Iversen er blevet inviteret indenfor i varmen og har deltaget i gruppemøderne et stykke tid.
Derimod er Enhedslisten ikke med.
På samme måde deltager Nye Borgerliges Laila Sortland i Konservatives gruppemøder.
I det meget konsensusprægede byråd betyder det sikkert ikke det allerfjerneste lige nu og her.
Men for god ordens skyld bør det som en forbrugeroplysning fortælles, at stillingen rød - blå i Syddjurs Byråd er 14 røde (Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre) mod 13 blå (Venstre, Konservative og Nye Borgerlige).