Er det snarere 40 end 29 som har fået silkesnoren? - Nej, fastslår Syddjurs Kommune
Midt i Syddjurs Kommunes meget svære forsøg på at forklare og overbevise om, hvorfor fyringen 29 plejehjemsansatte på primært netop Søhusparken og Lillerupparken ikke påvirker serviceniveauet, må ansættelsen af ny plejehjemsleder betragtes som en positiv nyhed.
Adresseavisen Syddjurs havde ønsket at være tilstede på et af sidste uges to såkaldte informationsmøder på henholdsvis Lillerupparken i Rønde og Søhusparken i Ebeltoft, som Syddjurs Kommune havde inviteret pårørende til beboere de to steder til.
Selvfølgelig med det formål at fortælle om konsekvenserne af de 29 fyringer på plejehjemmene i Syddjurs, hvor det primært er Lillerupparken og Søhusparken, der har fået af grovfilen.
Fra øverste sted, direktion og borgmester velsagtens, lød meldingen, at pressen ikke var velkommen, fordi det tilsyneladende ville forstyre både ledere og pårørende unødigt.
Er det snarere 40?
Adresseavisen har talt med flere pårørende, der har været med til møderne, men ingen ønsker på nuværende tidspunkt at sige noget til citat.
Fælles for dem er, at de rystede og bekymrede for fremtiden som konsekvens af fyringerne og står med flere spørgsmål end svar efter de to informationsmøder.
Det kan være svært at forstå, at vi ikke har ændret i den service og kvalitet, vi tilbyder.
Især et spørgsmål trænger sig på fra de pårørende:
Er det rigtige tal for antallet af fyrede/opsagte snarere 40 end de 29, der er udmeldt? En række vikarer, der har haft en kontrakt med Syddjurs Kommune, har ikke fået den forlænget. Ifølge Adresseavisens oplysninger drejer det sig om 11 vikarer. Adresseavisen har spurgt hos Syddjurs Kommune om det er korrekt og afventer et svar (se svar i bunden af denne artikel fra Syddjurs Kommune modtaget efter redaktionens slutning)
»Vi har fuld forståelse for, at de pårørende bliver bekymrede i denne situation. Det kan være svært at forstå, at vi ikke har ændret i den service og kvalitet, vi tilbyder. Men der ændres faktisk ikke i bemandingen i det direkte arbejde med beboerne,« fastholder Syddjurs Kommunes ældrechef Ingelise Juhl i en mail til Adresseavisen.
»Vi sætter stor pris på at have et godt og tillidsfuldt samarbejde med de pårørende og opfordrer dem til at kontakte os, hvis de har behov for at vende noget eller oplever, at vi skal forbedre noget. Vi har et mål om at være plejehjem, som vi ville være trygge ved at lade vores egne forældre flytte ind på – eller selv bo på.«
Bedre økonomistyring
Miseren, der har ført til, at 29 medarbejdere er blevet varslet med hvad Syddjurs Kommune kalder »en påtænkt opsigelse«, blev opdaget efter, at det gamle år var lukket ned.
Om den tilsyneladende manglende økonomistyring, skriver Ingelise Juhl:
»Vi har foretaget flere indsatser det seneste år for at sikre god økonomistyring lokalt. Der er blandt andet givet støtte til lederne i forhold til håndtering af økonomistyring og brug af de økonomiske systemer. Desuden har lederne af det samlede plejehjemsområde hjulpet hinanden og delt gode ideer og erfaring.«
De medarbejdere, der er blevet varslet med den såkaldte »påtænkte opsigelse«, har modtaget brev i deres e-boks med oversigt over ledige stillinger i Sundhed- og Ældre og med kontaktoplysninger på de ledere, de skal henvende sig til.
De stillinger, der er tale om, er f. eks. ledige stillinger på Syddjurs Kommunes Rehabiliteringsafdeling i Tirstrup, men det er uklart endnu, hvor mange af de 29 fyrede, der rent faktisk er interesseret i at blive omplaceret, som det hedder eller kan bestride de pågældende jobs?
Kjems tilbage
På mødet på Søhusparken blev det fortalt, at Lis Kjems er ansat som ny plejehjemsleder pr. 1. marts. Den foregående stoppede mod slutningen af 2022 for at tiltræde en stilling i Norddjurs.
Hvis nogle synes, at navnet lyder bekendt, så har Lis Kjems rent faktisk en fortid i både Ebeltoft og Syddjurs Kommune. Hun stoppede sit virke som teamleder på Søhusparken i november 2014, da plejehjemmets daglige drift var udliciteret til Forenede Care A/S.
Aftalen med den private leverandør Forenede Care blev indgået i 2011 med virkning fra 1. februar 2012 og var fireårig med udløb 31. januar 2016. Den blev ikke forlænget.
Lis Kjems har i over fem år været ansat som leder i Aarhus Kommune, men er nu tilbage i Ebeltoft.
Det må betragtes som en positiv nyhed.
Tilføjelse til artikel:
Syddjurs Kommunes pressechef Ole Bjarke Nielsen har mandag 30. januar, efter redaktionens slutning, fremsendt følgende svar på Adresseavisens forespørgsel om det snarere er 40 end 29 medarbejdere, der har fået en fyreseddel, fordi en række vikarer ikke har forlænget deres aftale med Syddjurs Kommune:
»De to tal har ikke noget med hinanden at gøre. Vikarerne starter og stopper løbende i midlertidige ansættelser. Dette justeres efter antallet af medarbejdere, der bliver syge, går på barsel og vender tilbage på arbejde igen.
Det vil sige, at der hver måned er et antal vikarer som både starter og stopper alt efter behovet.
De 29 medarbejdere svarende til 19,5 årsværk er fortsat det korrekte tal i forhold til påtænkte opsigelser.«