Venstre skal finde ny folketingskandidat på Djursland

Jens Kloppenborg fortalte i sidste uge sin kredsbestyrelse, at han efter længere tids overvejelser og sonderinger lader det blive ved det ene forsøg på at blive valgt til Folketinget som ikke gik til held.

Artiklens øverste billede
Hvis man lyttede godt efter, lod Jens Kloppenborg allerede på generalforsamlingen i Venstre Syddjurs de mange fremmødte forstå, at han ikke genopstiller som folketingskandidat i Djurskredsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Venstre i Djurskredsen skal igen ud at afsøge markedet for potentielle folketingskandidater.

Jens Kloppenborg, der afløste Britt Bager efter dennes overgang til Det Konservative Folkeparti, meddelte tirsdag aften Venstres kredsbestyrelse, at han lader det blive ved det ene forsøg, der kiksede 1. november, hvor kun 1.111 vælgere i Østjylland stemte på ham.

Han åbnede allerede ballet mandag aften til generalforsamlingen i Venstre Syddjurs, men i respekt for kredsbestyrelsen ventede han til evalueringsmødet i netop kredsbestyrelsen dagen derpå med at fortælle sin beslutning, der er definitiv.


Mødte megatrend

»Jeg mener ikke, vi kunne have ført en meget bedre kampagne, end vi gjorde,« slog Jens Kloppenborg fast allerede til generalforsamlingen i Venstre Syddjurs.

På forhånd var valget åbent på den borgerlige fløj grundet de to »afskalningspartier«, som Jens Kloppenborg kalder udbryderne fra Venstre, Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.

»Al den modstand, som vi kunne frygte, mødte vi. Megatrenden var, at vælgerne vendte Venstre ryggen. Vi blev i den grad fravalgt, og den tendens var ekstra kraftig i Østjyllands Storkreds, hvor vi mistede halvdelen af vores mandater. Dermed er det nærmest umuligt for en ny kandidat, der ikke er kendis celebrity at møve sig frem i rækken,« lyder det råt for usødet fra Kloppenborg.


Postadressens betydning

For Jens Kloppenborg blev Venstres generelle nedsmeltning yderligere forstærket af, at han kom kørende til Djursland fra Rudersdal Kommune på Sjælland, hvor han har plads i kommunalbestyrelsen.

Min postadresse havde stor betydning, meget større end jeg havde forventet

Postadressen blev i valgkampen et tema.

»Min postadresse havde stor betydning, meget større end jeg havde forventet. De stemmer, som jeg havde regnet med at hente i Århus udeblev. Her trak Liberal Alliances Alex Vanopslagh alt ilt ud af luften på os Venstrefolk. Det må vi bare blankt erkende.«

»Lægger jeg alle de faktorer sammen, sammenholdt med Venstres opbakning, så tror jeg desværre heller ikke på, at der vil være basis for, at jeg kan opnå valg til Folketinget ved næste Folketingsvalg,« erkender Jens Kloppenborg.

Hård kost

Netop afstanden til Djursland for den tidligere Egå dreng med sommerhus på Helgenæs har været hård kost og har trukket tænder ud over en lang periode.

»At være aktiv folketingskandidat er et hårdt arbejde, og det er ekstra hårdt, hvis ikke du har fast adresse i kredsen, og som mig bor fire timers kørsel væk.«

»Siden jeg blev valgt som kandidat, har jeg tilbragt en til to dage om ugen i Østjylland. Jeg brugte tid på at mødes med borgere og erhvervsfolk overalt på Djursland og i Østjylland. Jeg brugte tid på politikudvikling, læserbrevsskrivning og på at samle penge sammen til en kampagne. Det er nemlig ikke billigt at føre en kampagne til et folketingsvalg.«

Nu skal tiden bruges på det civile job, kommunalbestyrelsesarbejdet og ikke mindst familien.

»Det er nu tid for mig til at samle op på meget af det forsømte.«

Han smækker ikke døren i med et brag i skuffelse over, at det ikke gik som håbet, tværtimod, understreger han.

»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Djurskredsen for at give mig chancen for at bliver valgt til Folketinget, men det rakte desværre ikke.«

Ikke tilhænger af SVM

Den nuværende SVM-regering vinder ikke genklang hos Jens Kloppenborg. Det har han været ret så åbent omkring.

I stedet vil han arbejde for en genfødsel af det borgerligt-liberale Danmark som et alternativ til Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen.

»Nu taler man om de røde og de blå som to fastlåste størrelser. Ikke længere om et borgerligt-liberalt alternativ byggende på de kerneværdier i form af frihed, ansvarlighed og udsyn, som var årsag til, at jeg som ung blev medlem af Venstre. Nu har vi stedet fået en borgerlig fløj med et væld af partier, bl.a. de to ’afskalningspartier’ fra Venstre,« som Jens Kloppenborg sagde det på generalforsamlingen i Venstre Syddjurs.

Underforstået et borgerligt-liberale alternativ, som Venstre notabiliteter som de tidligere partiformænd Poul Hartling i 1970’erne, Henning Christoffersen i 1980’erne, Uffe Ellemann-Jensen i 1990’erne og Anders Fogh Rasmussen i nullerne gjorde deres til at grundfæste, er stærkt savnet hos Jens Kloppenborg.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.