»Der er virkelig behov for at tage hånd om de ansatte«
Bent Lerke Kristensen, formand for pårørenderådet på Lillerupparken, appellerer til, at både den øverste politiske og administrative ledelse i Syddjurs Kommune udviser forståelse for, at de ansatte kæmper en hård kamp og gør alt, hvad de magter for at få hverdagen til at fungere.
Bent Lerke Kristensen, formand for pårørenderådet på Lillerupparken, er oprigtigt bekymret for situationen på plejehjemmet i kølvandet på fyringerne af 29 medarbejdere på de syddjurske plejehjem, heraf ni medarbejdere på Lillerupparken.
»Jeg oplever nogle ansatte, der er mere presset end godt er, men som virkelig forsøger at gøre en indsats hver eneste dag, så beboerne får en så god og ubekymret hverdag som muligt,« siger Bent Lerke Kristensen.
Han understreger, at han forsøger at se nuanceret på den situation, som fyringerne afstedkom og som siden har betydet, at en velrenommeret og værdsat teamkoordinator selv har valgt at stoppe med månedens udgang, ligesom lederen af Lillerupparken er aftrådt.
»Det er slet ikke sådan, at medarbejderne kommer og beklager sig til mig, når jeg kommer på Lillerupparken, men jeg har ikke kunnet undgå at bemærke den usikkerhed og forandring, der er sket,« siger Bent Lerke Kristensen.
Frygter for konsekvenserne
Formanden for pårørenderådet frygter, at konsekvenserne bliver uoverskuelige, hvis den nuværende situation ikke bedrer sig for personalet.
»Det kan meget vel være, at sygefraværet stiger yderligere og at folk søger væk fra stedet, fordi de kan få jobs andre steder. Det må være en situation, vi har alle har en interesse i at undgå.«
»Det meget høje sygefravær er et kæmpe problem for plejehjemmene, fordi det er her behovet for vikarer opstår. Hvorfor ikke have en ’buffer’ med bare en eller to ansatte mere, så man mindsker behovet for vikarer. Vel at mærke vikarer, som beboerne helst undgår.«
Tydelig ledelse
Derfor appellerer Bent Lerke Kristensen til, at ledelsen, også den øverste politiske og administrative ledelse hos Syddjurs Kommune, forstår situationens alvor.
Der er lige nu behov for tydelig ledelse for at genskabe trygheden hos de ansatte. Det fortjener de.
»Jeg mærker, at de ansatte savner information, og det gør dem usikre på, hvad der mon sker i morgen. Her er der plads til klare forbedringer, og det skal ske hurtigt.«
Han savner også, at kommunens politiske ledelse, borgmester Michael Stegger Jensen (A) og udvalgsformand Christoffer Pedersen (V), kommer ud på Lillerupparken og møder medarbejderne sammen med den øverste administrative ledelse.
»Det vil være et virkelig godt signal at sende, at man fra ledelsens side viser forståelse for, at situationen ikke er nem, men også at man er parate til at lytte til de ansatte på gulvet og udviser forståelse. Det fortjener de ansatte om nogen, og jeg kan kun appellere til, at det snart sker.«
Bent Lerke Kristensen understreger, at han ikke har intentioner om at lave bål og brand, men blot som formand for pårørenderådet fortælle om sit syn på sagen og komme med en appel til den øverste politiske og kommunale ledelse.
»Der er lige nu behov for tydelig ledelse for at genskabe trygheden hos de ansatte. Det fortjener de.«