Skattestyrelsen pumper købekraft ud til Syddjurs borgerne
Skatteyderne i Syddjurs får i gennemsnit 6.831 kr. ind på kontoen i denne måned i overskydende skat. Kun borgerne i Skanderborg får udbetalt mere i Region Midtjylland.
I dag fredag 14. april vil mange midtjyder opleve, at der tikker et beløb ind på deres NemKonto. Det er penge fra Skattestyrelsen til borgere, der har betalt for meget i skat sidste år.
I Region Midtjylland er det ca. 870.000 borgere, der i dag eller den kommende tid vil få deres overskydende skat for 2022 tilbage.
»Der er mange midtjyder, der skal have penge tilbage i skat, og i gennemsnit får de 6.281 kroner i hånden. Vi kan desuden se, at borgerne i Region Midtjylland samlet skal have flere penge tilbage i skat i år, her er beløbet ca. 5,5 milliarder sammenlignet med sidste års beløb på ca. 4,4 milliarder,« fortæller Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen.
Næstflest i Syddjurs
Ser man alene på Region Midtjylland, får borgerne i Skanderborg Kommune i gennemsnit mest udbetalt i overskydende skat for 2022, og borgerne i Struer får mindst..
Syddjurs borgerne er nummer to efter Skanderborg. På det sydlige Djursland får skatteyderne i gennemsnit sat 6.831 kroner ind på deres NemKonto.
I Norddjurs er det tilsvarende tal 5.811 kroner. - lige foran agterlanternen Struer.
Fire ud af fem
Generelt har borgerne i år sørget for tidligt at rette i deres årsopgørelse, og derfor kan de få udbetalt penge allerede i den første udbetalingsrunde af flere, oplyser Skattestyrelsen.
Når borgere i Region Midtjylland og de øvrige regioner i år skal have flere penge tilbage i skat end sidste år, skyldes det flere faktorer.
»I år udbetaler vi overskydende skat til godt fire ud af fem danskere på landsplan. Vi ved, mange har haft stigende renteudgifter og har kørt mere til og fra arbejde. Samtidig er der også mange, der har fået et højere beskæftigelsesfradrag i løbet af 2022. Det er de mange bække små, der betyder, at borgere med overskydende skat i gennemsnit på landsplan får 1.200 kr. mere i hånden i år end sidste år, siger Jan Møller Mikkelsen.
Værd at overveje
Underdirektøren minder om, at det fint kan være, at det er en dejlig følelse at få tilført sin konto et engangsbeløb af betragtelig størrelse, men også at overskydende skat rent faktisk betyder, at man har betalt for meget i skat i løbet af året.
»Derfor kan man spørge sig selv: Ville det i virkeligheden være bedre for min økonomi, hvis jeg fik fx 500 kroner mere udbetalt hver måned - i stedet for et større beløb, når året er gået? Hvis ja, så skal ens forskudsopgørelse for 2023 tjekkes og stemme,« noterer Jan Møller Mikkelsen.