»Det skal gøres lettere og dermed billigere for foreninger at oprette og drive konti«
SVM-regeringen sparer ikke på krudtet i Regeringsgrundlaget, når det gælder civilsamfundet, idrætten og det frivillige foreningsliv.
De frustrationer, som Eigil Holm Nielsen giver udtryk for her på siden på vegne af foreningslivet i forhold til, hvad enhver forening skal levere af oplysninger til sin bank/sparekasse efter en afholdt generalforsamling, er han bestemt ikke ene om.
Men som sparekassedirektør Peter Lading Sørensen, Sparekassen Djursland, svarer Eigil Holm Nielsen, så er det reelt op til politikerne at løsne op for bureaukratiet.
Det skriver regeringen
SVM-regeringen er tilsyneladende opmærksomme på foreningslivets bryderier.
Det kan man læse i et skønmaleri under overskriften ’Styrkelse af civilsamfundet, idrætten og det frivillige foreningsliv’ i Regeringsgrundlaget, som er SVM-regeringens arbejdsgrundlag.
Heri står der bl.a.
»En af Danmarks styrker er, at vi hænger sammen som et folk – på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske forskelle og køn.
Hver eneste dag skaber vi en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden. Til spejder. I den lokale fodboldklub. På festivaler. Regeringen vil arbejde for at styrke det frivillige idræts- og foreningsliv og gøre det nemmere at rekruttere og fastholde frivillige og ledere. Regeringen vil hjælpe foreningslivet ved at igangsætte initiativer, der styrker frivilligheden, hindrer og afvikler bureaukratiske byrder og sikrer fortsat stabile rammevilkår for det frivillige foreningsliv.
Det skal f.eks. gøres lettere og dermed billigere for foreninger at oprette og drive konti.«
SVM-regeringen har altså erkendt, at aben sidder på dens skulder.
Det er således op til idrættens/foreningslivets minister, kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at handle, som også Peter Lading Sørensen giver udtryk for.
Regeringen vil hjælpe foreningslivet ved at igangsætte initiativer, der styrker frivilligheden, hindrer og afvikler bureaukratiske byrder og sikrer fortsat stabile rammevilkår for det frivillige foreningsliv.
Eksemplet med Kulturbroen
I maj-juni 2022 fortalte Adresseavisen historien om Foreningen Kulturbroen i Hornslet, der med mellemrum søger et par tusinde kroner af de såkaldte §18 midler hos Syddjurs Kommune, men senest kom til at bøde for det i form af gebyrer til i det aktuelle tilfælde Djurslands Bank.
Af de 2000 kroner, Kulturbroen fik bevilget af kommunen, skulle den betale 1.340 kroner i diverse gebyrer til Djurslands Bank, kunne Marianne Nykjær Madsen, mangeårig aktiv i Kulturbroen, fortælle.
Ude af proportioner
Djurslands Banks områdedirektør på Djursland, Peter Møller, med bopæl i Vivild, hvor han selv er en del af foreningslivet, kunne sagtens forstå Kulturbroens frustrationer.
»Vi er også i banken en del af lokalsamfundet og har stor berøring til foreningslivet, så vi ved godt, at det kan være dyrt for en forening at leve op til de mange regler, der er opstået de senere år. Som bank bliver vi pålagt en lang række krav af myndighederne, og for mange mindre foreningers vedkommende er det helt ude af proportioner,« lød det dengang fra Peter Møller.
Som alle andre pengeinstitutter bliver Djurslands Bank nemlig pålagt en lang række opgaver af myndighederne, når det handler om at forebygge hvidvask og terror.
»Vi skal sikre, at en forening indleverer referater fra generalforsamlinger, vi skal sørge for korrekt legitimation af bestyrelsesmedlemmer ved indtræden, vi skal ofte ajourføre og kontrollere bestyrelsens fuldmagter og meget andet, herunder også løbende gennemføre ajourføring af hvidvaskreglernes omfattende kundekendskabsprocedurer. Det er en utroligt tidskrævende opgave at sikre en korrekt håndtering af regelsættet for en forening, uanset om den er stor eller lille, og gebyrerne dækker blot en lille del af dette arbejde,« forklarede Peter Møller som dengang ikke lagde skjul på, at Finans Danmark, som er brancheorganisation for alle danske pengeinstitutter, arbejder videre for en lempelse omkring bankers håndtering af foreningskonti.
Smidighed
For Peter Møller var det vigtigt at få understreget, at Djurslands Bank ikke har interesse i at genere det lokale foreningsliv.
»Indtil da (at Finans Danmark kommer på banen, red.) gør vi tingene så smidigt som muligt med fokus på den enkelte forenings behov. Vi har ingen interesse i, at de tilskud som en forening får, skal ende som gebyrer hos os. Absolut ikke,« understregede områdedirektøren.
Peter Møller kunne dengang ligeledes oplyse, at Djurslands Bank, som følge af de mange regulative opgaver med foreninger, netop havde ansat en yderligere medarbejder til håndteringen af foreningskonti i banken.
Op til Christiansborg
Det er, når alt kommer til alt, op til SVM-regeringen og de øvrige politiske partiet på Christiansborg at rydde foreningslivet og pengeinstitutternes frustrationer af vejen.
Vi gentager den lige en gang mere for Prins Knud:
»Regeringen vil hjælpe foreningslivet ved at igangsætte initiativer, der styrker frivilligheden, hindrer og afvikler bureaukratiske byrder og sikrer fortsat stabile rammevilkår for det frivillige foreningsliv.
Det skal f.eks. gøres lettere og dermed billigere for foreninger at oprette og drive konti.«