Børn- og læringschefen mødes atter med vrede forældre og ansatte
Per Viggo Larsen, Børn- og læringschef i Syddjurs stillede op til spanking i sidste uge i Hornslet. Onsdag gør han det samme i Rønde Idrætscenter.
Vidste han det ikke i forvejen - det gjorde han nok - fik Per Viggo Larsen, Børn- og læringschef hos Syddjurs Kommune, vished for, at mange forældre og ansatte er helt oppe i det røde felt over, at otte populære kommunale stordagplejer fjernes i løbet af 2024 og 2025.
Det gjorde han på et velbesøgt møde i Kom-Bi i Hornslet onsdag i sidste uge.
Onsdag 24. maj møder Per Viggo Larsen igen forældre og ansatte.
Denne gang i Rønde Idrætscenter og med Syddjurs Kommune som arrangør.
I Hornslet var det en gruppe forældre som havde arrangeret mødet og inviteret Per Viggo Larsen og politikere.
»Da vi blev opmærksom på mødet 17. maj tog vi kontakt til de forældre, der står bag, for at høre om vi kunne lave mødet i fællesskab. Vi var nemlig netop i gang med melde et eget møde ud, der skulle have været ugen før. Arrangørerne bag mødet 17. maj ønskede dog at stå for mødet selv. Derfor flyttede vi vores møde til 24. maj,« fortæller Per Viggo Larsen.
Forældre og ansatte er blevet orienteret via Aula og Facebook.
»På mødet vil vi komme med et oplæg om baggrunden for stordagplejen og svare på spørgsmål om processen frem til i dag samt den kommende udfasning,« lover Per Viggo Larsen.
Mødet afvikles i tidsrummet klokken 19-20.30.