Konservativ borgmesterkandidat: »Inklusion skal ikke finde sted i folkeskolen«
Cirka 30 fremmødte konservative valgte onsdag Kasper Kolstrup Møller som ny gruppeformand og dermed også borgmesterkandidat til det kommende valg.
Mens forfatteren Glenn Bech andetsteds i kommunen, på Rønde Højskole, foran en fyldt sal af lydhøre unge og lidt ældre lavmælt og reflekterende fortalte om sin opvækst i Horsens og sit syn på et Danmark, hvor tanken om at få har meget og færre for lidt, kun er blevet ved tanken, var cirka en tredjedel af medlemmerne af Konservative Syddjurs samlet på Rådhuset i Ebeltoft.
Øverste punkt på dagsordenen var valg af ny gruppeformand efter Tommy Bøgehøj, der nu i en årrække har været den konservative profil og stemme i Syddjurs fra sit udgangspunkt i Ebeltoft.,
To kandidater fra byrådsgruppen, Kasper Kolstrup Møller og Kirstine Kahr Kvorning, fik lejlighed til at gøre deres hoser grønne overfor de fremmødte partifæller.
Den efterfølgende afstemning mundede ud i, at der var flest, der havde sat kryds ud for Kasper Kolstrup Møller.
Dermed er den konservative arvefølge afgjort.
Klart budskab
Det konservative møde var forbeholdt medlemmerne, men på det efterfølgende billedmateriale, som lokalformand Lars Bjørn har sendt ud, er der et politisk statement, der vil noget.
Med store kornfede typer står der på en slide, som Kasper Kolstrup Møller præsenterede for medlemmerne: »Inklusion skal ikke finde sted i folkeskolen«.
Et budskab, der er rendyrket til at forstå, og som mange af Kasper Kolstrup Møllers byrådskolleger, embedsværk, skolefolk, forældre m.m. vil læse med interesse.
Ikke mindst i betragtning af, at der hidtil i både det gamle og det nuværende byråd har været et pænt flertal for at arbejde med inklusion i folkeskolen.
Kritiske røster har der været og er der mange af med Enhedslistens Jesper Yde Knudsen som den fremmeste repræsentant. Han er ikke imod inklusion, men måden det bliver drevet på i Syddjurs Kommune.
Konsekvenser allerede?
I Syddjurs har politikken for inklusion i folkeskolen bygget på følgende grundpiller:
- Folkeskolerne skal forsøge at inkludere langt flere børn end tidligere i deres nærmiljø på den skole, der ligger tæt på deres bopæl. Samtidig skal lærernes viden om opgaven løbende opgraderes, så de kan tackle situationen.
- Inklusion indebærer, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med deres kammerater i den almindelige undervisning med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler.
- Et økonomisk incitament til skolelederen: Hvis du sender et barn til Pindstrup Skole, koster det dig 300.000 kroner – pengene følger barnet.
Derfor bliver det med Kasper Kolstrup Møllers udmelding interessant at finde ud af, om inklusion bliver et tema, som Konservative Syddjurs allerede til efteråret vil rejse i byrådssalen og få pillet af brættet?
Tilfreds lokalformand
Lokalformand Lars Bjørn hilser valget af Kasper Kolstrup Møller velkommen:
»Vi er som forening stolte af de to kandidater, og at vi kan have en god demokratisk proces herom. Vi ser frem til som bestyrelse at arbejde med Kasper Kolstrup Møller som spidskandidat og forsat udvikle konservativ politik med Kirstine Kahr Kvorning. Vi er sikker på at Kasper vil fortsat yde sit bedste for at gøre Syddjurs kommune et bedre sted at være borger. Som Kasper selv siger ’Kasper vil Syddjurs’.
Tak Tommy!
Afgåede Tommy Bøgehøj benyttede sin sidste aften som gruppeformand til at holde et indlæg om partiets og kommunens udvikling, siden han trådte ind i politik i 2013.
Han følger arbejdet til dørs frem mod næste valg.
»Der blev klappet meget af Tommy og takket for hans store indsats for foreningen, partiet og alle de politikere han har været og er mentor for,« fortæller Lars Bjørn.