Feldballe og omegn hædrer sine frivillige

Distriktsrådet udnævner Lis Haagensen og Lone Henriksen til Årets ildsjæl

Af
Af Martin Schultz

Der er mange ildsjæle i Feldballe og omegn, som er med til at forbedre forbedre trivslen i landdistriktet.
Derfor var det oplagt, at det internationale ”Frivillighedsår” var i centrum, da Distrikstrådet for Feldballe og Omegn holdt sit årlige fællesmøde i Rostved forsamlingshus forleden.
Distriktsrådet havde opfordret borgerne i hele distriktet til at nominere Årets Ildsjæl.
”Der var 7 nominerede ildsjæle, men to markante ildsjæle løb med æren, hædren og gavekortene på 500 kr. til Spar i Feldballe,” fortæller distriktsrådets formand Erik Aude om valget af Lis Haagensen fra Feldballe og Lone Henriksen fra Rostved som Årets ildsjæl.

Gode ambassadører for hele distriktet

Lis Haagensen har i en årrække stået for Humørklubben, som er et mødested for unge som er blevet ældre.
Den anden ildsjæl Lone Henriksen har i en årrække været en uvurderlig arbejdskraft for trivslen i Rostved. Hun er nu formand for bestyrelsen, men har siddet i både bladudvalg og sportsudvalg i en lang årrække.
”Både Lone og Lis har i deres arbejde ikke fokuseret alene på deres egen landsby, men også fungeret som nogle gode ambassadører for hele Distriktet,” siger Erik Aude.

Optimisme i Feldballe

På fællesmødet var der nyt fra skolen og forsamlingshusene og overalt var der en gennemgående optimisme og tilfredshed med det sidste års aktiviteter.
”I det hele taget er der meget at være stolt over når man kommer fra lokalområdet.
Sidste år blev Feldballe kåret som årets landsby på Djursland, der blev gennemført en fantastisk festival med sæbekassebiler og sidst men ikke mindst var området vært for vinterens hyggeligste koncert i Tåstrup Forsamlingshus, mener Erik Aude.

Distriktsråd for Feldballe og Omegn På det årlige fællesmøde var der genvalg til bestyrelsen for Jakob Krause og Erik Aude og nyvalg til Inge Lise Kousholt . Lars Keller og Jørgen Nilsson var ikke på valg. Derudover er Kristian Søborg tilknyttet DFFO som webmaster. Det nye Distriktsråd vil udarbejde en ny folder for Distriktet som skal være en præsentation af området . Der bliver udarvejdet et projektforslag for en shelterplads i Feldballe som der skal søges penge til. Der bliver igangsat en logokonkurrence for DFFO samt en forbedring af hjemmesiden ved en ny webmaster.

Publiceret 10 April 2011 12:00