Set fra marken smiler solsikkerne til fotograf Søren Ryge Petersen.

Set fra marken smiler solsikkerne til fotograf Søren Ryge Petersen.

Rostved:

Jørns solsikker vender hovedet den forkerte vej

Lokalavisen har fra TV-vært og journalist Søren Ryge Petersen, Sølille, modtaget denne fortælling fra Rostved:

Af
Af Søren Ryge Petersen


Jeg har boet i Sølille ved bredden af Korup Sø i 32 år, og i alle årene har Rostved Plæneklipperservice været min nærmeste og vigtigste butik. Sådan er det, når man har fræser og plæneklippere og hækklippere og skiveklipper og motorsav.
Forleden fik indehaveren Jørn Kannegaard mig til at gøre lidt gengæld for de mange gange, han har hjulpet mig. Kom og se, Søren, sagde han, mit fine blomsterbed ude ved vejen. Og ja, han havde pralet med det flere gange, at for første gange nogensinde havde han (eller måske var det konen) lavet et blomsterbed mellem alle maskinerne og marken og sået en hel masse fine sommerblomster. Fin idé, Jørn!
Men nu var der opstået et problem, for nu blomstrede solsikkerne endelig. 'Og prøv at se', sagde han, 'de vender hovederne den forkerte vej'- hvad kan jeg gøre ved det?'
Han havde fuldstændig ret. Solsikkerne vendte de gule hoveder ud mod marken og nakken til maskinerne og forretningen og kunderne, og jeg måtte med beklagelse fortælle Jørn, at dét kan han ikke gøre noget ved. Han kan få alverdens maskiner til at starte og køre og skære og klippe, men ingen i hele verden kan lave om på solsikkens indbyggede trang til at få så meget lys i hovedet som muligt. I nogle situationer kan man se det meget tydeligt. At om morgenen vender blomsterne mod øst, og så følger de solen hele dagen og slutter med at vende mod vest . I løbet af natten drejer de tilbage igen.
Hos Jørn er det lidt snyd, for hans butik og alle kunderne ligger faktisk syd for solsikkerne. Men de vender altså ud mod kornmarken, for der er himlen meget større, og der er meget mere lys og ikke så meget larm.
Men det er stadig en god idé, for blomster kan man ikke få for mange af. Næste år kan bedet udvides til dobbelt længde og der kan plantes georginer i stedet for. Deres blomster peger i alle retninger, og Else kan plukke fine buketter af dem. Til butikken altså.

Her vender solsikkerne ryggen til Rostved Plæneklipperservice. Foto: Søren Ryge Petersen

Her vender solsikkerne ryggen til Rostved Plæneklipperservice. Foto: Søren Ryge Petersen

Publiceret 21 August 2016 10:27