Thomas Christensen er den nye advokat i Kolind. Foto: Martin Schultz

Thomas Christensen er den nye advokat i Kolind. Foto: Martin Schultz

Erhverv:

Advokat rykker ind i Kolind Midtpunkt

Advokat Thomas Christensen vil fremover drive sit advokatfirma i et kontorfællesskab i Kolind Midtpunkt

Af
Af Martin Schultz

Efter nogle få år uden en advokat, har Kolind nu igen et advokatkontor i byen.
Fra 1. oktober har advokat Thomas Christensen nemlig indrettet sig i et kontorfællesskab med Blaabjerg Regnskab & Bogføring og revisionsfirmaet Andersen & Villeman.
Herfra vil Thomas Christensen fremover som almen praktiserende advokat bistå sine klienter med en bred palette af juridiske sagsområder indenfor bolighandler og lejeret, retssager, inkasso, erstatningssager og forsikringssager.
“Desuden er jeg klar til at hjælpe mine klienter på det familieretlige område med sager som skilsmisser, bodelinger, testamenter og ægtepagter, og ugiftes samlivshold,” siger Thomas Christensen.
“Som udgangspunkt er jeg parat til at hjælpe, hvis man har brug for at kende sin retsstilling eller har brug for hjælp på det retslige område.”

Vil gerne fællesskabet

Thomas Christensen er cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2006 og arbejdede derefter i tre år som advokatfuldmægtig hos Ret & Råd i Grenaa. Han fik sin advokatbestalling i 2009.
Derefter arbejdede han i forskellige advokatfirmaer i Aarhus og var tidligere i år i fem måneder ansat i Grønlands største advokatfirma i Nuuk, men vendte tilbage til Djursland og startede sit eget advokatfirma fra sin private adresse i Nødager 1. august.
“Men jeg vil gerne være del af et fællesskab og derfor var det ideelt, at jeg kunne være sammen med to andre virksomheder i Kolind Midtpunkt. Her kan jeg også fagligt have glæde af at dele lokaler med to virksomheder, som arbejder med regnskaber,” siger Thomas Christensen.
Han mener, at der er plads til et almen praktiserende advokatfirma i Kolind-Ryomgård området, men forventer at arbejde for klienter i hele landet.
“Nu har folk i lokalområdet nemt ved at komme i kontakt med en advokat, og her ved de, at det er mig, som tager sig af sagen og fører sagen fra start til slut. Jeg vil sætte den personlige service og betjening i højsædet og sikre, at hver enkelt sag bliver fremmet hurtigt og omhyggeligt og med det formål at opnå det bedst mulige resultat for klienten,” siger Thomas Christensen, der som privat almen praktiserende advokat fører sager for både private og virksomheder.

Scorede fogeden

Privat bor Thomas Christensen i Nødager sammen med sin kæreste Linda Grentzmann, som han mødte i faglig sammenhæng i sin tid som advokatfuldmægtig i Grenaa.
“Linda var foged ved retten i Randers og sad i en periode i afdelingen i Grenaa og styrede de møder, som jeg deltog i som advokatfuldmægtig. I de juridiske cirkler blev der smilet en del af, at jeg sad i fogedretten og 'scorede' fogeden,” siger Thomas Christensen.
Han vil på sigt gerne udvide forretningen med en sekretær, men ser i første omgang frem til at opbygge sin klientportefølje ved at give sine klienter en god oplevelse på det nye advokatkontor i Kolind Midtpunkt.

FAKTA

Læs mere om den nye advokat i Kolind på
www.adtc.dk

Publiceret 11 October 2016 09:39