Kommentar:

Umuligt uden Brøgger

Af
Af Lars Norman Thomsen

redaktør:

?“Kommunalvalg 2017 nærmer sig
Og ligesom de politiske partier er Borgerlisten naturligvis også ved at lade op hertil. Det kræver meget at forberede en valgkamp. Først og fremmest kandidater og økonomi.”
Sådan skriver Jørgen Brøgger, nestor hos Borgerlisten Syddjurs, i det seneste nyhedsbrev fra listen.
Jørgen Brøgger forsøger at holde en optimistisk tone i et forsøg på at tale Borgerlistens fremtid op. Men både han og listens koordinationsudvalg ved godt, at opgaven med at få sammentømret en tilpas stemmestærk liste ser svær ud - andre vil sige, at missionen er umulig.
Borgerlisten har i Syddjurs-perioden været bundet op på Jørgen Brøgger.
Den har stået og faldet med den tidligere Ebeltoft borgmester, der altid har været garant for borgerlig anstændighed, og ene mand på markant vis formået at give Borgerlisten en klar profil.
Allerede ved valget i 2013 forsøgte Jørgen Brøgger at fremkalde et generationsskifte, men det lykkedes ikke trods ihærdige forsøg.
Det var Jørgen Brøgger, som vælgerne ville have, og han røg ind solo med et pænt personligt stemmetal på trods af, at han egentlig hellere havde foretrukket en plads i Borgerlistens bagland.
Han måtte til trug et igen, men midtvejs i perioden var det slut.
Af hensyn til helbredet var han nødt til at trække sig og overlade pladsen endeligt til suppleanten Peder Andersen, som allerede havde været inde for at vikariere i en kortere periode.
Peder Andersen ønsker ifølge forlydenderne ikke at genopstille, så Borgerlisten står foran nærmest at skulle genopfinde sig selv med helt nye navne.
Mange af de folk, som var udset til at skulle være arvtagere til Jørgen Brøgger - vi nævner i flæng Birthe Moe (medlem hos Venstre), Gustav Bielefeldt (medlem hos Konservative) og Christian Gøtsche, tidligere erhvervschef i Syddjurs Udviklingspark, er ikke længere aktuelle.
Jørgen Brøgger kæmper fortjenstfuldt en kamp for sit hjertebarn, men i takt med at flere partier melder sig under fanerne, senest Nye Borgerlige, og et konservativt parti, der vejrer morgenluft, bliver opgaven nærmest uløselig.
Borgerlisten står og falder med Jørgen Brøgger.
Uden ham som stemmemagnet er opgaven umulig, men Borgerlisten har givet sig selv godt et halvt år til at bevise det modsatte.
Det vil være en kraftpræstation af de større, hvis Borgerlisten bare formår at få lavet en liste."
 

Publiceret 27 October 2016 15:11