Svar: Kommune kan ikke opkøbe jord for at forhindre skygge

Nedslående svar på spørgsmålet om ikke kommunen kan købe grund, hvor en planlagt bygning kan fjerne solen for ni ældrelejligheder

Artiklens øverste billede
Inge Hansen og Lizzy Nielsen frygter, at solen på terrassen vil forsvinde foran deres lejligheder hver dag. Det vil ske, hvis naboen får lov at bygge nyt. Foto: Kian Johansen

Der er handlinger en kommune kan foretage sig. Og så er der dem, som man ikke kan.

Ebeltoft Folketidende har tidligere skrevet om de ni mindre lejemål på Bryggerivej i Ebeltoft, hvor beboerne frygter, at et nyt byggeri vil fjerne solen fra deres lejligheder en stor del af dagen.

Det har fået Ole Kragelund fra Rønde til at spørge Byrådet i Syddjurs, om ikke man kunne købe ejendommen Nørre Allé 1 i Ebeltoft og så enten rive den delvis ned, eller købe en del af jorden, for at forhindre at solen forsvinder fra ældrebolig-lejerne på Bryggerivej 6-10.

Det skulle være for at sikre en markant og varig forbedring af den udendørs livskvalitet, mener altså Ole Kragelund.

»Jeg vil naturligvis medgive, at det kan være svært at skulle vænne sig til at have en bygning tæt på sin have, når man er vant til at have udsigt til et grønt areal. Imidlertid har den, der ejer ejendommen ret til at udnytte denne, når alle regler i lokalplanen og bygningsreglementet bliver overholdt, og jeg ved, at der lige nu pågår en byggesagsbehandling, hvor netop dette bliver nøje vurderet i dialog med ejeren. Jeg anser det desværre ikke for muligt for kommunen at erhverve arealet med det formål, du beskriver, da dette ikke er en egentlig kommunal opgave,« svarer Ole Bollesen, borgmester i Syddjurs Kommune.

Bygning i to etager

Det er Jens Kjærgaard fra Ebeltoft, der er ejer af Nørrealle 1 og som har ansøgt om at bygge i alt 161 kvadratmeter i kælderplan og med en etage ovenpå. I ansøgningerne er anført titlen: Karens Køkken og takeaway. Men det er ikke sikkert, at det stadig er formålet, har Jens Kjærgaard tidligere fortalt til Ebeltoft Folketidende.

I forvejen ligger der et pizzeria på Nørrealle 1. Og det er på den skrånende grund ved siden af, at en muligt byggeri kan komme til at ligge. Grunden består af en del ældre frugttræer, buske og resten ligger i græs.

På tegningerne ses et større køkken, opvaskeområde og områder til køl og frys, samt en mindre butik der skal nås fra Nørrealle. Fra butikken vil der være udgang til en mindre terrasse i træ mod syd, ned mod Jernbanegade, hvor der ligger et lyskryds under 100 meter fra den planlagte bebyggelse.

Ifølge skyggediagrammer, så vil byggeriet især skygge for især to lejemåls terrasser i de solrige timer i løbet af dagen.

Alle høringssvar er imod

Både naboerne på Bryggerivej og Djursbo er betænkelige ved projektet, men også BLIS, der står for By-og landskabskultur Syddjurs, er yderst kritiske.

En afgørelse skulle efter planen have fundet sted i starten af maj, har Rune Packness, der er sagsbehandler hos Byggeri og Landzone i Syddjurs Kommune, tidligere forklaret.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Del artiklen