Specialefterskole står foran massiv udvidelse

30 millioner kroner skal gøre Efterskolen Helle i Gjerrild endnu bedre til at rumme elever med særlige behov

Artiklens øverste billede
Med den store udvidelse får Efterskolen Helle i Gjerrild bedre rammer for undervisningen og forbedrede boligforhold for de elever, der er på vej ud i voksenlivet. Illustration Poul Lodbergs Tegnestue

Til september runder Efterskolen Helle 30 år, og specialefterskolen i Gjerrild er i høj grad ved at blive en voksen størrelse.

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune har netop godkendt igangsætningen af en ny lokalplan, der giver plads til, at Efterskolen Helle kan lave en markant udvidelse af skolens undervisnings- og boligfaciliteter.

Udvidelsen kommer til at foregå i to etaper og løber samlet op i omkring 30 millioner kroner.

Bedre rammer

Første etape skal efter planen allerede stå klar til sommeren 2022, og så er efterskolen klar til at tilbyde endnu bedre muligheder for eleverne, hvoraf mange har diagnoser som autisme, ADHD og asperger.

Det fortæller forstander Poul Bang.

»De fysiske rammer er enormt vigtige for, at de unge hos os trives, fordi flere blandt andet har behov for steder, hvor de kan styre, hvor meget stimuli, de udsættes for. Derfor er det her er rigtig godt for skolen. Vi får bedre faciliteter, som giver os bedre muligheder for at lave gode rammer for de unge, men selve sjælen på skolen er den samme,« siger Poul Bang.

Ud i voksenlivet

I første etape af det omfattende projekt bygger Efterskolen Helle en helt ny undervisningsfløj i to etager. Det giver plads til fire nye undervisningslokaler, som blandt andet giver bedre muligheder for at målrette undervisningen til den enkelte elevs behov.

Mange af eleverne hos os oplever for første gang at lykkes i skolen, men det er jo ikke meningen, de skal blive pensionister hos os. Det er meningen, de skal videre.

Poul Bang, forstander på Efterskolen Helle

Efterskolen Helle skiller sig desuden ud fra størstedelen af efterskoler ved også at tilbyde STU - Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

Det betyder også, at en del af skolens elever er godt på vej til at begive sig ud i voksenlivet, og her giver den kommende udvidelse også helt nye muligheder.

Efterskolen bygger således to såkaldte udslusningshuse, som hver indeholder seks små lejligheder og et fællesareal. Her kan de unge træde de første skridt ud i at klare sig på egen hånd.

»Eleverne på STU er vores egne efterskoleelever, som har brug for at bygge videre til at gå på en ungdomsuddannelse. Næste skridt for dem er at bo for sig selv, men stadig bibeholde netværket til andre unge, men også kontakten til de voksne, som kan håndtere dem. Mange af eleverne hos os oplever for første gang at lykkes i skolen, men det er jo ikke meningen, de skal blive pensionister hos os. Det er meningen, de skal videre. Her får vi nogle mere fleksible muligheder med de nye huse, hvor unge over 18 år kan træne til at bo for sig selv,« uddyber forstander Poul Bang.

Deler ud

Første etape af byggeprojektet ventes at koste omkring 24,5 millioner kroner.

I anden etape vil Efterskolen Helle blive udvidet med yderligere undervisningsfaciliteter samt nyt køkken og spisefaciliteter.

I denne udvidelse er en af tankerne fra skolen, at der skal være bedre rammer til eksempelvis at holde kurser og foredrag, hvor skolen blandt andet kan dele ud af sine erfaringer med undervisning på specialområdet.

Læs også

Del artiklen