Ebeltofts rundkørsel er slidt og måske for lille til de tunge køretøjer

Farlige situationer opstår hver dag, når tung trafik kører over midterrabatten i rundkørsel i Ebeltoft. Formand for udvalget for natur, teknik og miljø lover at kigge på det.

Artiklens øverste billede
Et dagligt syn ved rundkørslen på Nørrealle i Ebeltoft. Ringe udsyn betyder, at hajtænder overskrides i jagten på at komme ud i rundkørslen. Foto: Kian Johansen

Lastbilen sejtrækker op ad Nørrealle. Den har netop passeret Føtex i Ebeltoft. Den når vejens runding og venstre hjulpar slæber sig over de tyndslidte midterstriber og optager lidt af den modsatte vejbane.

»Det kræver en del at udarbejde en ordentlig trafikplan. Især fordi det er svært at se hvilken effekt de enkelte greb har på trafikken.

Kim Lykke Jensen, udvalgsformand for natur, teknik og miljø.

Den når frem til hajtænderne og førerhusets hjulpar holder midt i fodgængerfeltet, hvor et afstumpet stykke metal i midten af helleanlægget fortæller, at her var der engang et trafikskilt. Det rammes ofte af de tunge køretøjer, der kommer lidt for langt ind på midten.

Lastbilchaufføren spejder rutineret efter en pause i trafikken, så lastbilen kan passere i rundkørslen. Heldigvis skal ingen fodgængere over, mens han venter på sin chance.

Den modsatte vej ses lastbilerne trænge sig gennem rundkørslen og på vej ned ad bakken slides der enten på stregerne der markerer cykelstien, eller midterstriben overskrides, for at lastbilens brede sider kan nå rundt.

Sådan bruges vejstykket hver dag, fortæller naboerne til rundkørslen.

»Jeg sidder tit med hjertet i halsen, når jeg sidder og kigger ud på rundkørslen. Der bor en del ældre mennesker med rollator i området og en del skolebørn passerer hver dag, både de gående og cyklisterne og de er ofte nødt til at putte sig på fortovene, når personbilerne kører op på den, fordi lastbilerne overtager midten af vejen,« fortæller Anette Skouby.

Hun og Niels Skouby ejer både Nørrebakke 21 og 23, der ligger i udkanten af rundkørslen. Det har de gjort i en årrække. Efter deres mening er trafikken steget markant i rundkørslen og især den tunge trafik af lastbiler og landbrugskøretøjer er steget meget.

Det har Syddjurs Kommune lyttet til og den kommende tid opsættes både vibrationsmåler og der laves en trafiktælling, har parret fået oplyst. De har tidligere fået repareret deres fredede hus for revner i murværket og har klistret blødt støddæmpende materiale bag på alle tallerkenrækker, malerier og reoler, så de er ikke i tvivl om hvilken effekt den tunge trafik har hver dag.

Erkender problem

»Vi er godt klar over, at den tunge trafik gennem rundkørslen er det største problem,« siger politiker Kim Lykke Jensen, der er formand for udvalget for natur, teknik og miljø.

Han kender umiddelbart ikke til, at vejstriberne og striberne, der markerer cykelstiens forløb er tyndslidte, men han lover at bringe det videre til forvaltningen og får også sagt, at det skal der tages hånd om.

Han håber at en ny cykelsti fra Nørrealle ud til Bregnevej midtvejs mod Boeslum til fem millioner kroner vil løse en del af farerne for cyklisterne. De enkeltrettede cykelstier, fordelt over to delstrækninger på hhv. 500 meter i øst og 1.000 meter i vest, skal efter planen står færdig i december 2021.

Men han forholder sig ikke yderligere til, om rundkørslen er ved at være for lille og for trafikbelastet til at klare den tiltagende trafik gennem Ebeltoft.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

»Den gode, langtidsholdbare løsning for trafikken i Ebeltoft leder vi stadig efter,« erkender han.

En arbejdsgruppe er ved at kigge på den samlede mobilitet og her er mange ting i spil, blandt andet en omfartsvej uden om Ebeltoft og et ordentligt kig på krydset ved Nøset, mens en udvidet Dråby Kirkevej umiddelbart forekommer som en usandsynlig løsning ifølge Kim Lykke Jensen.

»Det kræver en del at udarbejde en ordentlig trafikplan. Især fordi det er svært at se hvilken effekt de enkelte greb har på trafikken,« lyder det.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen