Røndes madpakkehus giver modstand

Langt over 100 overskrifter afleveret til kommunen. Underskriverne er imod et madpakkehus i Rønde Bypark.

Artiklens øverste billede
Hvilke faciliteter skal Rønde Bypark indeholde? Flere beboere er åbenlyst imod et madpakkehus. Arkivfoto

Under et møde i Rønde med kommunens folk i torsdags afleverede Vibeke Tofteby og Karin Liboriussen et stykke over 112 underskrifter fra beboerne omkring byparken i Rønde.

Papirerne indeholder en protest mod planen om at bygge et madpakkehus i byparken i Rønde.

»75% af dem vi talte med havde ikke hørt om planer om madpakkehuset - og de blev meget frustrerede over, hvad et sådan samlingssted kan medføre af støj og ballade. Ifølge bygningsmanualen optager det 175 m2, hvoraf de 30 m2 er under tag,« har Vibeke Tofteby og Karin Liboriussen tidligere skrevet i et læserbrev.

Det var Ole Wolf, der er Chef for Kultur og Borger i Syddjurs Kommune der modtog papirerne, og dem vil han aflevere til rette vedkommende.

For der er tale om flere projekter i byparken. Både madpakkehus og ungespot, der er tænkt som et tilholdssted for de unge. Men det er ikke det samme projekt og planlægningen foregår i to forskellige afdelinger i kommunen.

Information i parken

Madpakkehuset er en del af en generel opgradering af parken og skal ses i den sammenhæng. Det betyder blandt andet, at to søer renses op. Der etableres en 1.000 meter lang gå-løbe og cykelsti. Skoven ved Østre Fasanvej laves tilgængelig med sansestier, biodiversitet, insekthotel og opslagstavler.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Og så gøres der klar til boldbane, basketbane, mindre legeplads, sanseområder, samt det nævnte madpakkehus til 40 personer. Det er der fundet fondsmidler til, forklarer formanden for Rønde distriktsråd, Carsten Skivild.

»Der har været tre borgermøder i løbet af tre år, hvor madpakkehuset har været nævnt på i hvert fald det sidste. Vi har arbejdet med det her samlede projekt i fire år. Madpakkehuset er faktisk kun på 30 kvadratmeter, for der er planlagt 6 borde-bænkesæt, der hver især er overdækket. Det skal ligge ved den nye cykelsti, der kommer til at forbinde Aarhus og Ebeltoft, så cyklister og lokale kan nyde byparken, mens de spiser deres madpakke,« pointerer formanden for distriktsrådet.

Han vil nu få lavet nogle brochurer og arrangere nogle informationsdage i Byparken i august måned.

Han mener, at folk har blandet tingene sammen.

»Nu venter politikerne med at tage stilling til ungespottet til et møde i august og så er der måske nogle der kobler madpakkehuset sammen med at det bliver ungespottet i stedet. Det er slet ikke tanken. Jeg syntes der er nogle personer der maler fanden på væggen her.«

»Vi har tænkt os at sidde på en bænk under nogle informationsdage efter sommerferien,« siger han.

Folk vil blive hørt

»Der er tale om to forskellige ting. Ungespottet er et noget mere åbent projekt, mens madpakkehuset er tænkt som et godt sted man slår sig ned med familien,« forklarer chef for Teknik og Miljø, Rune Asmussen.

»Udvalget for plan, udvikling og kultur (PUK-udvalget, red) kigger på ungespottet efter sommerferien, madpakkehuset skal som bygning have en byggetilladelse og i den forbindelse vil relevante parter i sagen blive hørt. Til den tid vil der komme en nabohøring,« lyder det.

Læs også

Del artiklen