Succesfuldt sommerkursus på Kalø skolerne
105 kursister lærte mere om fra jord til bord.

I uge 29 blev det første fælles højskolekursus mellem Kalø Højskole og Kalø Økologisk Landbrugsskole afholdt.
Temaet var Jord til Bord og kurset var længe inden afholdelsen totalt udsolgt. Hele 105 kursister havde tilmeldt sig kurset, der som noget nyt også var tiltænkt de helt små. Og således kom der børnefamilier fra hele Danmark for at være med til at lære mere om fra jord til bord.
Den overordnede tanke var at fusionere to skoleformer, som på den ene side er en folkelig højskole med fokus på kultur, natur og mennesker, og på den anden side landbrugsskolens uddannelse af fremtidens bæredygtige fødevareproducenter.
Ugen forløb derfor med tematiserede værksteder, hvor deltagerne kunne lave alt fra insekthoteller for at hjælpe insekterne hjemme i haven, orienteringsløb i Hestehaveskoven, plantning af frø til vindueskarmen eller terrassen, sankning i Kalø skovene, fremstilling af knive, Sup kursus i Kalø Vig og rundvisninger i Nationalparken. For de morgenfriske var der hver morgen morgenmalkning med Krumme i Kalø Landbrugsskoles skolelandbrug og herefter lærte kursisterne at kærne deres egen smør, lave deres egen is og yoghurt produkter.
Gik op i højere enhed
Det var højskolens kursusansvarlige Anne Erbs, der stod i spidsen for det nye kursus, og hun havde trukket på mange lokale kompetencer og eksperter, der sammen lavede et attraktivt program, som både tilgodeså store som små.
Det var fantastisk at se den iver og det engagement, som kursisterne udviste på tværs af alle aldersgrupper.
»Det var fantastisk at se den iver og det engagement, som kursisterne udviste på tværs af alle aldersgrupper. Vi som skoler sætter rammerne og laver et program, og når man så er begunstiget af mennesker, der virkelig brænder igennem går det hele op i en højere enhed,« fortæller Anne Erbs i en pressemeddelelse.
Da ugen nærmede sig sin afslutning, kom en jæger forbi og demonstrerede, hvordan man skinder og parterer en dåhjort. Fredagen gik med ægte bålkøkken á la nak og æd, og fredag aften fejrede alle kursisterne en veloverstået uge, inden de lørdag morgen igen tog hjem til alle dele af Danmark.
Nye fælles kurser
De to forstandere på Kalø skolerne kan næsten ikke få armene ned af ren begejstring. Da Kenneth Degnbol i januar tiltrådte som ny forstander for højskolen, var både han og landbrugsskolens forstander Nikolaj Houkjær slet ikke i tvivl om, at noget godt var i vente. Startskuddet til det tætte naboskab var tilblivelsen af et fælles sommer kursus, som nu har set dagens lys.
De er begge to enige om, at det ikke er sidste gang det kommer til at ske - og der tænkes allerede i nye fælles kurser i fremtiden ligesom den nye linje ’Gro’, som højskolen lancerer med opstart i august uden tvivl vil tiltrække elever - der ligesom på landbrugsskolen - er optaget af økologi, bæredygtighed og klima.
gs