Miljøminister vild med overdrevsnatur

Miljøminister Lea Wermelin besøgte Ebeltoft for at sætte fokus på #DKVILD projektet. Syddjurs og Norddjurs er med i konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune.

Miljøministeren besøger #DKVILD projektet Styrket overdrevsnatur på Mols og i Ebeltoft

På besøget vil miljøministeren blive præsenteret for et af de projekter, der styrker biodiversitet og vild natur i kommunen. Projektet handler om systematisk afgræsning af den bynære natur i Ebeltoft og på Mols. Afgræsningen fremmer vilde blomster og truede arter og kan fremvise flotte resultater i forhold til biodiversitet.

Om projekt Styrket overdrevsnatur på Mols og i Ebeltoft

Overdrevsnaturen på Mols og Ebeltoft er levested for mange truede arter, der kræver græsning og vilde blomster. De fleste af arealerne er for små til at være attraktive for rewilding eller kommerciel afgræsning og har derfor længe været under tilgroning.

Syddjurs Kommune har i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerges projekt Biodivercity, igangsat drift på ca. 150 hektar arealer, der ligger både på landet og inde midt i Ebeltoft. Det gælder både klassiske overdrevsbakker og grønne områder omkring private virksomheder. Der græsses på både private og kommunale arealer, og de private dyreholdere står for tilsynet med dyrene.

Driften går dels på naturvenlig slåning af private og offentlige arealer, dels på en styret afgræsning, der giver flest mulige vilde blomster. Der er hverken fodring eller medicinering, og de græssende dyr bliver flyttet mellem foldene i løbet af året. Græsningen efterligner på den måde de vilde dyrs vandringer rundt i landskabet. Græsningsprojektet er på den måde det tætteste, man kan komme på rewilding/vild græsningsnatur i et fragmenteret landskab.

Projektet har kørt i 4 år og vokser stadig. Der er således stadig flere lodsejere og dyreholdere, der ønsker at være med. Og vigtigst af alt, har projektet vist sig at give flere vilde blomster og er i høj grad sammenligneligt med Molslaboratoriets Rewildingprojekt.

Arealet ved Ebeltoft Vandrehjem er en del af projektet. En lille del af arealet er registreret som overdrev, og det øvrige areal er uregistreret. Området er flere steder under tilgroning. Med den rigtige græsning kan overdrevet blive bedre og mere blomsterrigt. Med tiden vil der måske på arealerne omkring overdrevet kunne udvikle sig mere natur, idet græsningen kan medføre flere vilde blomster.

Arealet er ejet dels af Ebeltoft vandrehjem, dels af Filmhøjskolen og for en lille del af Syddjurs kommune.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen