Hjorddrengenes Marked er tilbage for 130. gang

Efter et års coronapause afholdes det traditionsrige kræmmermarked endnu engang i Kolind.

Artiklens øverste billede
Hjorddrengenes er tilbage igen i år for 130. gang d. 8. september. Foto: Prfoto

Gule ærter, veteranbiler, harmonikamusik og børnetivoli. Gamle kendinge og nye indslag mødes for 130. gang, når Hjorddrengenes Marked løber af stablen i byhallen i Kolind onsdag d. 8. september. Efter et års dvale er der både store forventninger og en smule nervøsitet at spore hos arrangørerne.

»Vi er selvfølgelig i år lidt spændte på, hvordan det går, om folk er klar over, at markedet er tilbage, men de tilkendegivelser vi får, de er meget positive,« siger medarrangør Tage Mogensen, der er bestyrelsesformand for foreningen Byhallen.

»Alt plads indendørs er fyldt helt op«

Tage Mogensen, bestyrelsesformand, Foreningen Byhallen

Ifølge ham er der en helt simpel opskrift på, hvordan de holder liv i det gamle kræmmermarked, der så dagens lys i 1844, og dermed er det absolut ældste af de eksisterende markeder på Djursland.

»Byen er fuld af ildsjæle, og når vi kan holde liv i det, så gør vi, hvad vi kan med en stor flok frivillige, der stiller sig til rådighed, og kræmmere der kommer langvejs fra,« fortæller han.

Hvor mange kræmmere der præcist dukker op, kan Tage Mogensen ikke sige med sikkerhed. Der bliver gågade på Bredgade fra kirkens parkeringsplads og helt ned til Nødagervej. På denne strækning kan kræmmere slå deres boder op på selve dagen.

»Der plejer nogle gange at være kræmmere på den strækning, men vejret spiller jo også ind i det. Der er jo stadigvæk kræmmere som lurpasser og ser, hvordan bliver vejret. Men alt plads indendørs er fyldt helt op,« meddeler Tage Mogensen.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Valgflæsk og veteranbiler

En del af de kræmmere som er i hallen, udgøres traditionen tro af politiske partier, som gerne vil ud og møde deres vælgere i øjenhøjde. Det gør sig især gældende i år, hvor kommunalvalget er lige rundt om hjørnet.

»Jeg har hørt på vandrørene, at der også kommer politikere, der sidder i Folketinget og fra Regionsrådet,« fortæller Tage Mogensen.

Udover muligheden for at udfritte lokalpolitikerne om mærkesager, vil det også være muligt for markedets gæster at beundre en række flotte veteranbiler. I løbet af dagen vil der være to særudstillinger med både traktorer, veteranbiler- og knallerter. Samtidig for gæsterne også fornøjelsen af en gammel favorit.

»Der kommer gule ærter, og det er jo en tradition, der startede tilbage i et hotel, der hed Drasbæks hotel. Derefter havde vi slagteren på Bredgade, som fortsatte med at lave dem for os,« fortæller Tage Mogensen.

I dag er det den nye slagter på Bugtrupvej, der viderefører traditionen med at lave gule ærter til Hjorddrengenes Marked. Samtidig kan deltagerne se frem til at den gamle karrusel også er op at køre på markedsdagen.

Harmonika og humlebier

Når snakken falder på markedsfavoritter som de gule ærter, får gæsterne også glæde af en gammel kending på musikfronten.

»Vi har en tradition for, at vi har en harmonikaspiller, der hedder Gunner Mortensen, der vel har været harmonikaspiller på Djursland i over 50 år. Han er en af hovedkræfterne. Med det samme han hørte, at vi måske skulle have kræmmermarked i år, så ringede han til mig, og sagde: er vi så heldige, at vi skal på scenen igen?« fortæller Tage Mogensen.

»Mest af alt ser jeg bare frem til, at vi får en dejlig dag, og at der kommer nogle mennesker, der hygger sig, og så håber jeg selvfølgelig, at Voldborg kan sørge for, at vi får noget godt vejr.«

Tage Mogensen, bestyrelsesformand, Foreningen Byhallen

Udover Gunner Mortensen gæster bandet Brumbasserne, som kommer fra Grenaa-området, også kræmmermarkedet. Et indslag som Tage Mortensen glæder sig til.

Han understreger dog, at det er svært for ham at fremhæve den ting i løbet af dagen, som han ser mest frem til.

»Der er jo mange bolde i luften, og mest af alt ser jeg bare frem til, at vi får en dejlig dag, og at der kommer nogle mennesker, der hygger sig, og så håber jeg selvfølgelig, at Voldborg kan sørge for, at vi får noget godt vejr.«

Du kan følge Lokalavisens facebookside for løbende informationer og det endelig program for Hjorddrengenes Marked.

Læs også

Del artiklen