Casper går solo som anlægsgartner

Kvalitet i arbejdet, mulighed for at følge det til dørs og tid med familien har fået Casper Munk til at starte for sig selv.

Artiklens øverste billede
Opgaverne er mange for Casper Munk, der er selvlært i anlægsbranchen. Her skal der anlægges en indkørsel ved et sommerhus. Foto: Kian Johansen

Casper Munk er født og opvokset i Knebel. For et par år siden købte han en grund af sin morfar midt i Knebel. Nu har han bygget et hus ved siden af sin mormor og morfar og 50 meter fra sin mor og far.

Her bor han sammen med sin familien. Konen Helle, hendes tre børn fra et tidligere ægteskab og deres to fælles børn på otte og to år.

Helle og Casper mødte hinanden mødte hinanden, da han var 21 år og de har været sammen lige siden.

Hvorfor skal du læse det først i en artikel om en 31-årig mand der har stiftet sit eget anlægsfirma?

Firmabilen med logo er nyanskaffet. Casper Munk har startet eget firma for at få tid til familien. Det lyder underligt, men det er sandt. Foto: Kian Johansen

Familien er vigtig

Jo, ser du.

Netop familien er årsagen til, at den tidligere mellemleder hos Altudlejning/Kirkegaards Gartnerservice, med ansvar for fem ansatte, nu har eget CVR-nummer og firmabil med logo og ordene ’Anlægsgartner Casper Munk’ skrevet på siden.

»Jeg har ikke planer om at knokle 50 timer om ugen og om at jeg skal vokse mig stor. Jeg vil kun være mig selv i firmaet. Jeg kender mange der har knækket nakken på de store ambitioner. Jeg vil også have tid til familien og som anlægsgartner kan jeg passe det hele ind,« lyder pointen.

Han er selvlært. Siden 15 års alderen har han haft lyst til at bruge sine hænder og begyndte at gå til hånde. Han har en fortid på Handelsskolen, militæret og i en kort periode som lærer. Men det er det fysiske arbejde der tiltrækker ham.

»Jeg vil gerne være herre over mig selv og have indflydelse på det jeg laver for folk. Jeg laver det hele selv. Træffer aftalerne, giver et tilbud og udfører det hele selv. Det kan jeg godt lide,« siger Casper Munk der de seneste 12 år har arbejdet som anlægsgartner.

Løbetræner for unge

Den ene dag slår han græs på en stor selvkørende græsklipper. Den næste lægger han fliser i en indkørsel, eller beskærer træer i en overgroet have. Han sørger for vinterberedskabet for flere grundejerforeninger, hvor han også luger og holder de grønne områder.

»Det tiltaler mig, at der er vidt forskellige dage. Jeg kan slappe af i hovedet når jeg slår græs og den næste dag skal jeg knokle og virkelig koncentrere mig om en opgave,« smiler Casper Munk, der nok også er kendt i IF Mols som både frivillig og løbetræner. Her har han blandt andet spillet fodbold, håndbold badminton og nu er han løbetræner for de unge.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen