Hjemmeværnsfolk i stor øvelse på Djursland

Omkring 200 soldater fra Hjemmeværnet deltager i stor øvelse på Djursland i weekenden.

Artiklens øverste billede
Hjemmeværnet afholder øvelse på Djursland i weekenden 25. og 26. september. Foto: Klaus Gunnestrup

Djursland, særligt den østlige del, vil i weekenden 24. – 26. september danne rammen om en af årets største øvelser for Hjemmeværnet i Østjylland. Så hvis du hører skudsavler eller møder soldater, betyder det blot, at du er i nærheden i af den militære øvelse.

Det fortæller oberstløjtnant Christina Pojezny, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland i en pressemeddelelse.

Op imod 200 soldater fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland samles for at træne bevogtning. Det er en af de opgaver Hjemmeværnet, som en del af Forsvaret, skal kunne løse i tilfælde af en krise eller konflikt, hvor der kan være fjendtlig tilstedeværelse på dansk grund.

»I tilfælde af en konflikt, kan vi få til opgave at bevogte nogle af de væsentlige militære installationer og depoter, der er placeret rundt omkring i Østjylland,« forklarer oberstløjtnanten.

Bevogtning og forsvar

De opgaver der skal trænes er af den type, man typisk ser for sig, når man tænker på soldater. Det er opgaver som bevogtning og forsvar, hvor man graver sig ned for at forsvare et bestemt område mod en fjende, og det er angreb, hvor man opsøger fjenden for at stoppe ham.

»Det er vigtigt, at vi konstant kan opretholde vores militære færdigheder, både som soldat og som en enhed. Derfor vil øvelsen også have til formål at få trænet disse færdigheder i et realistisk scenarie - så vi er klar til at blive indsat til støtte for forsvaret eller det øvrige samfund, når vi efterspørges,« fortæller Christina Pojezny.

Den selv samme weekend, hvor der er øvelse på Djursland, sender Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland soldater fra flere underafdelinger til Letland, hvor de deltager i en multinational øvelse, som har fokus på de såkaldte ”grønne opgaver”.

Så nu ved du hvad der er på færde når du hører kamplarm, når du møder en eller flere soldater en tidlig morgen, hvor du er ude at hente avisen, eller om aftenen, når du lufter hunden.

kijo

Læs også

Del artiklen