Farvel til lærerjob i København – goddag til boligsalg på Syddjurs

33-årige Rie Munch de Koning er vendt hjem til Ebeltoft, og nu skifter hun dansk- og idrætstimer ud med fremvisninger og salgsopstillinger.

Artiklens øverste billede

Hvis der er nogen, der er den helt rigtige til at sælge drømmen om at flytte til Ebeltoft og Syddjurs’ mange herligheder til andre yngre familier, så er det Rie Munch de Koning. Derfor er det også helt logisk, at den 33-årige folkeskolelærer nu lader det ringe ud for sidste gang for lærerjobbet på Skødstrup Skole og 1. oktober starter hos Home Ebeltoft med den opgave at sælge boliger og sælge Syddjurs til andre familier med lyst til smukke landskaber og højt til loftet, fortæller ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

»Man kan næsten sige, vi har været så heldige at få vores egen ’bosætningsekspert’,« lyder det fra indehaverne Steffen Gandrup og Morten Skovholm, de to lokale ejendomsmæglere, der også står bag Home-butikken i Rønde.

Eventyrlyst

Eventyrlysten drog Rie, som er født og opvokset i Ebeltoft, for ni år siden til København sammen med sin mand Jonathan, der er kok og opvokset i Aarhus. Drømmen om egen restaurant skulle udleves. Og det blev den.

Mens Jonathan satte fuldt blus under karrieren i Hovedstadens gourmetverden med lange arbejdsdage, kastede Rie sig over læreruddannelsen på Campus Carlsberg, hvor hun gennem fem år specialiserede sig i dansk, engelsk og idræt.

”Vi rykkede til København uden at vide hvor længe, vi ville blive – og havde nok ikke forestillet os, vi ville blive næsten otte år,« fortæller Rie, hvis far i mange år drev arkitektfirma i Ebeltoft.

Jeg er glad for at være lærer, så det er ikke et fravalg, men mit hjerte har altid banket for salg, service og kommunikation.

Rie Munch de Koning om sit sporskifte

Ved siden af læreruddannelsen arbejdede hun med salg og salgstræning i Bestseller, hvor Rie allerede var startet som salgsassistent i 2009 i koncernens Aarhus-afdeling.

»Jeg er glad for at være lærer, så det er ikke et fravalg, men mit hjerte har altid banket for salg, service og kommunikation,« lyder det fra Rie, der både har nået at være klasselærer for en 7. klasse i Solrød Strand og en 4. klasse på Islands Brygge i løbet af sine fire år som lærer.

Tanken voksede

Hun og Jonathan besluttede sammen at rykke teltpælene op fra København og flytte tilbage til det østjyske med deres to drenge, der var kommet til undervejs.

»Jeg kunne bare mærke, da vi havde fået barn nummer to, at der skulle ske noget andet i vores liv. Og så voksede tanken om at flytte tilbage til Ebeltoft. Her er en helt fantastisk natur, dejlige mennesker og en helt særlig tryghed, som man gerne vil give sine børn mulighed for at vokse op i,« fortæller Rie Munch de Koning.

Det var for godt halvandet år siden på en fremvisning af et hus i Ebeltofts udkant, som Home havde til salg, at Steffen Gandrup og Ries veje krydsede hinanden, og tanken om et muligt fælles fodslag spirede.

»Jeg startede min karriere med salg og overvejede også at blive ejendomsmægler – en lyst der aldrig er forsvundet, og så bød muligheden sig heldigvis nu,« fortæller den hjemvendte ebeltofter.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen