Hjemmeundervisning: Flere børn undervises hjemme - men svært at øje en trend i Syddjurs

I Syddjurs Kommune har man i perioden med corona og tiden derefter oplevet en stigende tendens til, at forældre foretrækker at undervise deres børn derhjemme.

Artiklens øverste billede
Skoleleder Lene Kirkegaard, Kolind Skole, tror ikke på, at hjemmeundervisning bliver en trend i de kommende år. Foto: Mark Sigetty

I Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt.

Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i undervisningen i folkeskolens grundskole eller i en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Undervisningspligten kan således opfyldes ved, at eleven går i folkeskolen, i en privatskole eller undervises hjemme.

Den sidste mulighed er i vækst i Danmark, fordi flere forældre foretrækker at undervise deres børn derhjemme.

Minimum 1.238 børn på landsplan modtog hjemmeundervisning i skoleåret 2020-2021 mod 411 børn i skoleåret 2016-2017 i de 89 kommuner, der har tal for alle fem skoleår.

Det viser en aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos landets kommuner.

De største stigninger i kommunerne har fundet sted under corona, viser DR’s beregninger.

27 elever er ikke mange i det samlede billede, så vi skal lige have proportionere med, men derfor er da det alligevel vigtigt, at vi får snakket om det.

Per Viggo Larsen, skolechef i Syddjurs Kommune

27 i Syddjurs

I Syddjurs Kommune har man også kunnet konstatere en stigning i antallet af hjemmeunderviste børn under corona, og perioden efter.

I tabellen, der er opgjort pr. 5. september de seneste fem år, var der i 2020 26 børn, der modtog hjemmeundervisning. Primært i de yngste årgange.

Tallet er 27 i 2021, hvor spredningen på årgange er en lille kende større.

Der er således sket en fordobling i antallet af børn, der bliver hjemmeundervist siden 2018 og 2019.

De 27 børn skal selvfølgelig ses i sammenhæng med, at der går cirka 4.000 børn i skole hver dag i Syddjurs, men derfor er det alligevel relevant at spørge, om vil se en trend de kommende år med mere og mere hjemmeundervisning?


Udviklingen i antallet af børn, der får hjemmeundervisning i Syddjurs de seneste fem år. Kilde: Syddjurs Kommune

Vigtig diskussion

Skolechef i Syddjurs Kommune, Per Viggo Larsen, tør ikke gisne om tendensen med mere hjemmeundervisning vil fortsætte i de kommende år.

»Corona har selvfølgelig spillet ind, men erfaringerne fra denne periode, hvor familierne var tvunget til at være samlet hjemme betød, at man faktisk fandt ud af, at det var en gevinst at være mere sammen, og at det var muligt for børnene at modtage undervisning derhjemme,« siger Per Viggo Larsen.

»Vi lavede en undersøgelse efter den første periode, hvor skolerne var lukket, og her fortalte mange forældre, at de syntes det var træls i starten at skulle holde deres børn til ilden, mens de senere oplevede, at de aldrig som familie havde haft det så godt og nært og aldrig havde været mere sammen.«

Skolechefen afviser dog pure, at man vil se hjemmeundervisning tage afgørende over.

»27 elever er ikke mange i det samlede billede, så vi skal lige have proportionere med, men derfor er da det alligevel vigtigt, at vi får snakket om det.«

Lederen har tilsynspligt

Lokalavisen har talt med skolelederne Morten Borup, Ådalsskolen, Bitter Rasmussen, Hornslet Skole og Lene Kirkegaard, Kolind Skole.

Alle tre har børn i deres skoledistrikter, som bliver undervist derhjemme.

»På Ådalsskolen har vi et enkelt barn i indskolingen som modtager hjemmeundervisning,« siger Morten Borup.

»Familien valgte under corona at isolere sig helt, og den fik nogle gode erfaringer med at være sammen, som den så har ønsket at videreføre, fordi familien havde muligheden for at gøre det rent arbejdsmæssigt.«

Morten Borup er løbende i kontakt med familien, som ifølge skolelederen er dygtige til at holde ham orienteret om, hvordan undervisningen forløber.

Tilsyn med barnets undervisning føres af den skole, som er distriktsskole for barnet. I Syddjurs Kommune føres tilsyn to gange årligt og en kort meddelelse om gennemført tilsyn sendes efter tilsynet af skolelederen til Skoleafdelingen med kopi til forældrene. Det er i overensstemmelse med Bekendtgørelsen på området fra Undervisningsministeriet.

»Jeg skal som distriktsleder sikre mig, at barnet får en undervisning som modsvarer det, som barnet kan få i folkeskolen.«

I sidste skoleår var der en dreng på Ådalsskolen i 9. klasse, som blev undervist hjemme af sin far.

»Drengen havde boet ved sin mor i længere tid, men flyttede nu hjem til sin far. Forløbet af hjemmeundervisningen fungerede fint, og drengen bestod afgangsprøven i 9. klasse,« siger Morten Borup.

De nævnte er de eneste eksempler på hjemmeundervisning i Morten Borups skoleledertid.

»Jeg er meget forsigtig med at udtale mig om vi vil se en forstærket tendens fremover. For nogle familier vil det muligvis være en god løsning, men for mig er det dog vigtigt, at vi får talt om konsekvenserne og er opmærksomme på den sociale side i forhold til at være sammen med kammerater og fungere i et dagligt fællesskab,« siger Morten Borup.

Det dannelsesmæssige

På Hornslet Skole er antallet af børn som får hjemmeundervisning meget få i forhold til skolens samlede elevtal på over 800.

Skoleleder Bitter Rasmussen vil dog ikke oplyse det eksakte tal.

»Selvom temaet ikke fylder meget på Hornslet Skole, så er der lige nu en tydelig landsdækkende tendens, som vi selvfølgelig som skole skal forholde os til,« siger Bitter Rasmussen.

»Jeg så et indslag forleden i fjernsynet om hjemmeundervisning, hvor forældre forklarede, hvorfor de havde valgt hjemmeundervisning til deres børn. Viften var meget bred fra de meget bevidste forældre til forældre, hvor de så hjemmeundervisning som et fint alternativ for deres børn af flere forskellige årsager.«

Vi skal turde sige højt, at fællesskaber, relationer og kontakter er så afgørende værdier i et skoleforløb, at jeg håber mange forældre vil besinde sig, før de vælger at hjemmeundervise deres børn.

Bitter Rasmussen, skoleleder Hornslet Skole

For Bitter Rasmussen er det nyt, at tilsynspligten hviler på hendes skuldre.

»Jeg tror, det er nyt for alle skoler, at vi to gange årligt er pålagt at vurdere, om børnene får en undervisning hjemme, som er på niveau med den, som skolen tilbyder. Vi diskuterer da her på skolen, hvad det egentlig vil sige, og hvordan vi kan vurdere det.«

Hornslets Skoles leder har ingen idé om tallene i Syddjurs vil falde i de kommende år.


Vigtigheden at være sammen med andre børn og begå sig i fællesskaber er også en stor del af skoletiden, siger tre lokale skoleledere, som Lokalavisen har talt med om hjemmeundervisning.

»I den første coronaperiode, hvor alle blev sendt hjem akut, oplevede mange børn og familier det som dejligt at være sammen uden hverdagens sædvanlige stress og jag, men som tiden gik og den næste nedlukning kom, følte mange sig efterhånden maks. presset, fordi forældrene skulle passe deres arbejde sideløbende med, at de skulle hjælpe deres børn. For forældre med store børn, var det ikke et problem, men for forældre med små børn i indskolingen, der ikke bare kunne sidde selv, var det sørme en stor udfordring.«

Bitter Rasmussen bemærker, at undervisning er en stor del af det at gå i skole, men den dannelsesmæssige side er lige så vigtig.

»Vi skal turde sige højt, at fællesskaber, relationer og kontakter er så afgørende værdier i et skoleforløb, at jeg håber mange forældre vil besinde sig, før de vælger at hjemmeundervise deres børn. Hele vores samfund bygger jo på disse afgørende værdier,« siger Bitter Rasmussen

Ser ikke en trend

Skoleleder Lene Kirkegaard, Kolind Skole, har ingen grund til at tro, at mere hjemmeundervisning bliver en trend i de kommende år.

Hun har været skoleleder siden 1. august 2017.

»I hele min tid i Kolind har jeg fast haft tilsynspligt med fire børn, som modtager hjemmeundervisning. Det er primært to familier det handler om, og det er et helt bevidst valg fra de pågældendes side,« siger Lene Kirkegaard.

Hun inviterer familier og børn op på skolen et par gange om året, så de får lejlighed til at sparre med en matematiklærer og en læsevejleder.

»Det giver god mening, men jeg er da oprigtigt i tvivl, om børnene med hjemmeundervisning når hele fagrækken rundt, og om de kan bestå en 9. klasses eksamen, når den tid kommer.«

I den ene af familierne bliver pigen undervist derhjemme, mens drengen nu går på skolen.

»Det havde han et ønske om, og det opfyldte forældrene meget fint,« siger Lene Kirkegaard.

Ligesom sine kolleger på Ådalsskolen og Hornslet Skole er hun ikke bange for, at de hjemmeunderviste børn ikke har det godt og trives med at være tæt på familien. Et godt børneliv, hedder den slags.

»Den del af skoledag, hvor det handler at klare sig i et fællesskab sammen med andre, hvor der også er konflikter, går de glip af, og det er min bekymring, når det handler om deres fremtid på en ungdomsuddannelse og senere på arbejdsmarkedet, men jeg tvivler bestemt ikke på, at de har et godt børneliv,« siger skolelederen.

Læs også

Del artiklen