Møde om fremtiden for Stenvad Mosebrug

Folkets Fabrik holder informationsmøde for alle interesserede i de kommende forandringer for Mosebrugscenteret i Stenvad.

Artiklens øverste billede
Der er forandringer forude for Stenvad Mosebrugscenter. Til møde med Folkets Fabrik kan man få svar på, hvis man skulle have nogle spørgsmål. Pressefoto

Projektet Folkets Fabrik skal transformere Mosebrugscenteret, så det udover at være et lokalhistoriske museum kan fungere som et lokalt mødested for alle i midten af Norddjurs Kommune. Dette skal ske gennem en ombygning af stedet og ved at organisationen omkring centeret bliver ændret. Det har naturligvis affødt spørgsmål i lokalsamfundet, og det er derfor at styregruppen for projektet nu inviterer til møde, hvor deltagerne kan få svar på alle deres spørgsmål om projektet og fremtiden for Stenvad Mosebrugscenter.

Det skriver de i en pressemeddelelse, hvor formand Ole Svit udtaler:

»Vi kan godt forstå, at det skaber usikkerhed, og mødet her er både for at berolige og oplyse. Folk skal vide, at alt det de kunne før transformationen, vil man stadig kunne – men at der i fremtiden også komme nye muligheder til. At huset i endnu højere grad skal være til for alle borgerne i midten af Norddjurs, som her vil kunne finde et naturligt sted at mødes i kreative og sociale fællesskaber.«

På mødet vil deltagere møde borgmester Jan Petersen, repræsentanter fra Norddjurs Kommune der ejer bygningen, arkitekt Claus Pryds som vil præsentere visionen og repræsentanter fra den styregruppe, der har arbejdet med at klargøre projektet.

Projektet var oprindelig ansøgt hos RealDania og Lokale og Anlægsfonden i foråret, hvor det fik en betinget bevilling. Det betød at styregruppen måtte trække i arbejdstøjet for at færdiggøre ansøgningen, og fondene har meddelt at man vil tage stilling til en bevilling på 2,8 millioner efter godkendelse af det reviderede forslag. Hertil kommer en bevilling på 3,3 millioner fra Norddjurs kommune. Så hvis alt går efter planen, står projektet med et budget på 6,1 million til at realisere transformationen til et nyt Stenvad Mosebrugscenter

»Vi krydser fingre og håber at kunne gå i gang i 2022, men det betyder også at arbejdet allerede starter nu. Et arbejde der indebærer involvering af lokale ildsjæle, borgergrupper og foreninger,« siger Ole Svit.

Det er gratis at deltage på mødet, der afholdes fredag 15. oktober kl. 15.30 på Stenvad Mosebrugscenter.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen