Nu kommer cykelstien mellem Homå og Trustrup

Artiklens øverste billede
Borgerne i Trustrup og Homå har i mange år råbt op om behovet for en cykelsti på strækningen mellem de to byer. Nu er de endelig blevet hørt. Foto: Google Maps

Borgerne har skreget på den igennem mange år, og nu ser bønnerne endelig ud til at være hørt.

En cykelsti mellem Homå og Trustrup er således blandt de ni første projekter, som Vejdirektoratet har indstillet til at blive en del af Infrastrukturplan 2035. Borgerne i området skal dog ikke vente helt til 2035. Arbejdet med at anlægge cykelstien kan allerede gå i gang i løbet af næste år.

Det er helt præcis strækningen fra Damkærvej til Tværvej, der nu kan igangsættes.

Ifølge Transportministeriet er der afsat 22 millioner kroner til anlægningen af cykelstien.

En kæmpestor dag

For formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA) i Norddjurs Kommune er det en temmelig stor dag, at cykelstien endelig kan realiseres.

»I mine snart 12 år som formand for Miljø- og Teknikudvalget har vi med jævne mellem og hver gang, der kommet en ny minister, skrevet for at gøre opmærksom på behovet for en cykelsti på strækningen. Derfor er det her en kæmpestor dag for Norddjurs,« siger Jens Meilvang, som svarer både ja og nej til, om beslutningen om at anlægge cykelstien kommer som en overraskelse.

»Jeg har hørt fra forskellige ordførere, at der har været en positiv stemning omkring cykelstien, men det har jeg hørt før. Også da mit eget parti sad i regering, så jeg har faktisk ikke turdet håbe på, at det ville lykkes,« uddyber Jens Meilvang.

Bosætning og turister

Udvalgsformanden vurderer, at den kommende cykelsti kan få en stor effekt på udviklingen i området. Trafiksikkerhed er således en vigtig parameter, når potentielle nye borgere skal tiltrækkes.

»En by der ligger helt for sig selv op ad en stor vej, den er svær at sælge. Det ved jeg blandt andet andet fra min tid som ejendomsmægler, at hvis vi gerne vil tiltrække ressourcestærke borgere fra for eksempel Aarhus, så ser de på, om deres børn og unge kan cykle sikkert. Derfor er det så vigtigt for os, at vi kan landsbyerne på de store byer. Og det betyder samtidig, at vi kan få langt lettere ved at tiltrække cykelturister, som kan se, at de har et sammenhængende net, de kan cykle rundt i,« vurderer Jens Meilvang.

Fra nord til syd

Vejdirektoratet har udvalgt projekterne ud fra en række parametre, blandt andet trafiksikkerhed, sammenhæng med det øvrige cykelstinet og uheldsdata.

Ud over cykelstien mellem Homå og Trustrup kan cyklisterne også glæde sig til bedre trafiksikkerhed på strækningen fra Kolstrupsvej og Mogenstrupvej øst for Djurs Sommerland. Strækningen går igennem både Norddjurs og Syddjurs Kommuner.

Der er afsat 20 millioner kroner til denne cykelsti.

Arbejdet med cykelstierne rundt om i landet påbegyndes således allerede i løbet af 2022, som også er udråbt til Cyklens År af partierne bag infrastrukturaftalen.

Læs også

Del artiklen