Uheld på legepladser i daginstitutioner sender over 4000 børn på skadestuen hvert år

Stadig flere børn kommer så slemt til skade på legepladser i daginstitutioner, at de skal have behandling på skadestuer og sygehuse. Men samtidig hersker der stor usikkerhed blandt forældre, om barnet er dækket af en ulykkesforsikring.

Artiklens øverste billede
Antallet af børn, der kommer til skade, mens de er i institution, er stigende. Gjensidige Forsikring opfordrer til, at man har styr på ulykkesforsikringen. Pressefoto

De seneste 12 måneder har 4351 børn måtte søge behandling på landets skadestuer og sygehuse, efter de var kommet til skade på legepladser i daginstitutioner. Det skriver Gjensidige Forsikting i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på cirka 15 procent i forhold til de foregående 12 måneder.

Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, som Gjensidige har analyseret.

Men mens der er sket en stigning i uheld på legepladser i daginstitutioner, er mange forældre i tvivl, om deres barn er dækket af en ulykkesforsikring.

I en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige, svarer hele 40 procent af de adspurgte, at deres barn er dækket af en offentlig kollektiv ulykkesforsikring, hvis de kommer til skade i en skole eller daginstitution.

Men den forsikring har danske kommuner ikke haft lov til at tegne siden 2012, og dermed risikerer mange børn at stå uden en ulykkesforsikring, hvis de kommer til skade.

Undersøgelsen viser samtidig, at det kun er halvdelen af forældrene, der har tegnet en separat børneforsikring.

Men skader opstået som barn kan potentielt forfølge en, når man bliver ældre, og hvis ikke man er dækket ved ulykkestidspunktet, er der heller ingen støtte at hente senere, lyder advarslen fra Henrik Sagild, der er direktør for Skade i Gjensidige.

»Det er heldigvis de færreste ulykker med børn, der ender med længerevarende mén. Men vi ser eksempelvis med tandskader, at de kan kræve behandling helt ind i voksenlivet, ligesom nogle fysiske skader kan stille krav til hjælpemidler i hjemmet og skolen,« siger Henrik Sagild, der samtidig opfordrer til, at man gennemgår sine forsikringer.

»Det lader til, der er meget stor usikkerhed og forvirring om, hvordan dækningen af børn ved ulykker er, og derfor vil jeg klart opfordre til, at man går sine forsikringer igennem, så man ikke pludselig ender i en situation, hvor der ikke er hjælp at hente.«


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen