Skoleelevers portrætter udstillet op Frederiksborg Slot

Fem portrætter malet af fem elever fra femte årgang på Ådalsskolen hænger nu på en udstilling på Frederiksborg Slot. Hele årgangen deltog sidste år i en landsdækkende konkurrence, der hedder “PORTRÆT NU! for børn”.

Artiklens øverste billede
Den landsdækkende portrætkonkurrence Portræt Nu! For børn, giver børn og unge mulighed for at vise deres kunstneriske evner inden for portrætgenren. Målet er at hjælpe skoler og billedkunstskoler til at sætte særligt fokus på portrættet som genre. Arkivfoto

Sidste år deltog fjerde årgang på Ådalsskolen i en landsdækkende konkurrence, der hedder “PORTRÆT NU! for børn”. Fem elevers portrætter blev udvalgt og hænger nu på en udstilling på Frederiksborg Slot i Hillerød.

»Det var et projekt, der startede allerede under hjemmeundervisningen i coronatiden. Vi har lavet sådan en hel masse øvelser, så det har strakt sig over lang tid,« fortæller Anne Dorte Damgård, der er billedkunstlærer på Ådalsskolen.

Konkurrencen var arrangeret af Nationalhistorisk Museum, som har til huse på slottet, og billederne blev vurderet af direktøren på museet, en billedkunstner og en vært på DR. Børnene arbejdede længe og grundigt på portrætgenren blandt andet med fokus på at tegne de rigtige proportioner i ansigtet.

»Vi snakkede samtidig rigtig meget om at give billeder kant undervejs, og så har de lavet en masse øvelser blandt andet med at tegne med venstre hånd, fuldende et halvt portræt og tegne portrætter med lukkede øjne.«

Ekstra motivation

Der blev på landsplan indsendt 446 værker til konkurrencen, og juryen udvalgte 153 til udstillingen. Fem af de udvalgte kom altså fra Ådalsskolen, og det er ifølge billedkunstlæreren fuldt fortjent.

»Jeg synes, projektet lød spændende. Det var noget med at styrke portrætkunsten, som de skriver, på skoler og billedskoler, børnene tog det meget seriøst. De gjorde sig meget umage, så det var dejligt.«

Samtidig er det ikke hvor som helst elevernes portrætter nu hænger.

»Det er jo et fantastisk sted Nationalhistorisk museum på Frederiksborg Slot. Det er simpelthen så flot et sted, så det er jo da noget at få sine billeder udstillet der.«

»Der er nogle børn, der er blevet styrket i deres tro på sig selv, og det er skønt.«

Anne Dorte Damgård, billedkunstlærer, Ådalsskolen. 

I det hele taget er der stolthed at spore hos måde lærer og skole, hvor det understreges, at alle eleverne leverede et godt stykke arbejde, og fik lavet nogle flotte portrætter. I sidste ende er det dog ikke de konkrete produkter, der er i fokus hos Anne Dorte Damgård. Det er erfaringerne.

»Der er nogle børn, der er blevet styrket i deres tro på sig selv, og det er skønt.«

Det var tredje gang, at Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg arrangerede den landsdækkende portrætkonkurrence Portræt Nu! For børn. Konkurrencen giver børn og unge mulighed for at vise deres kunstneriske evner inden for portrætgenren, og målet er at hjælpe skoler og billedkunstskoler til at sætte særligt fokus på portrættet som genre. Konkurrencen afholdes hvert andet år.

Udstillingen kører indtil 3. januar 2022.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen