Stærk erhvervsservice i fokus

Business Djursland ønsker at blive endnu bedre til at møde, servicere og samarbejde med virksomhederne.

Artiklens øverste billede

Hvis en virksomhed i for eksempel Aarhus eller Randers overvejer at rykke teltpælene op og rykke til en anden kommune, skal alle aktører i Syddjurs være klar med de gode argumenter for at etablere sig hér. De kan for eksempel være: En infrastruktur i løbende opgradering, et stort, veluddannet arbejdskraftopland, attraktive byggegrunde og politiske målsætninger om at gøre det endnu bedre på erhvervsserviceområdet.

Dette drøftede en kreds af engagerede mennesker fra Syddjurs Kommune, Business Djursland og Erhvervshus Midtjylland onsdag 24. november. Samarbejdet mellem aktørerne er for nylig styrket gennem denne møderække, hvor dagens møde var nummer to i rækken. Formålet er at intensivere dialog og koordinering og blive endnu skarpere på, hvordan man i en fælles indsats styrker indsatsen og skaber en let tilgængelig, koordineret måde at møde virksomhederne på.

Når alle arbejder tæt sammen, fanger man vigtige tendenser og behov endnu hurtigere. Det kan være en virksomhedsejer, som går med tanker om at udvide, gerne vil flytte til større lokaler eller har brug for rådgivning. Business Djursland og Erhvervshus Midtjylland kan, når de har fat i nye virksomheder, fortælle om det, kommunen kan hjælpe med - og omvendt. Få, enkle indgange er også med til at gøre det nemt og enkelt for virksomhederne at få den rette hjælp.

Opretter ny stilling

Heine Carlsen, ny erhvervsplaymaker hos Syddjurs Kommune som også deltog på mødet, er endnu et eksempel på styrkelsen af området. Heine er bindeled mellem kommunens skoler, ungdomsuddannelser og erhvervsliv, og formålet er blandt andet at styrke elevernes muligheder for at komme på virksomhedsbesøg og i praktik hos det lokale erhvervsliv.

Syddjurs Kommune opslår desuden snart en helt ny stilling, hvor den rigtige kandidat bliver omdrejningspunkt for salg af kommunale erhvervsgrunde. Vedkommende, som skal have et salgsgen og sans for virksomhedernes mange behov, skal hjælpe, vejlede og gøre rejsen fra overvejelse til etablering i Syddjurs så smidig som muligt.

Business Djursland, Syddjurs Kommunes erhvervskonsulenter og medarbejdere fra Erhvervshus Midtjylland fortsætter møderækken og det tætte samarbejde.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

gs

Læs også

Del artiklen