Lokale ildsjæle vil skabe oase af aktiviteter i Ebeltoft

Festpladsen i Ebeltoft ligger jord til aktivitetshuset og en række petanquebaner. Nu arbejder tre lokale borgere på at tilføje flere aktiviteter til, så området med tiden kan blive til Aktivpladsen.

Artiklens øverste billede
De sidste fire år har John Skovgaard Andersen, Erik W. Møller og Ehlert Nielsen arbejdet på at få opført en række bowls- og shuffleboardbaner. Foto: Kian Johansen

Petanque, bowls og shuffleboard. Kender du disse aktiviteter? Hvis du bor i Ebeltoft eller omegn er der stor sandsynlighed for at du snart kommer til det. Det er i hvert fald ambitionen hos John Skovgaard Andersen, der er initiativtager og tovholder på et nyt projekt, der skal omdanne festpladsen i Ebeltoft til en lille perle af aktiviteter.

»Nede på arealet allerbagerst på festpladsen, har vi planer om at opføre fire bowls baner, to shuffleboard baner og et opbevaringshus til redskaber samt ophold i form af en terrasse,« fortæller han om projektet, som er udarbejdet sammen med to andre seniorer, Erik W. Møller og Ehlert Nielsen, som udgør styregruppen.

Drømmen er at omdanne festpladsen til et aktivt område for alle borgere i Ebeltoft, som samtidig kan tiltrække turister i højsæsonen. Lige nu står projektet dog i stampe.

De asymmetriske kugler kaldes bowls, og lægger navn til det populære spil.



Bolden er hos kommunen

Projektet har været undervejs i fire år. Styregruppen har udarbejdet budget, plantegning og har fået godkendelse af kommunen til at opføre byggeriet. Dermed har de lov til at benytte arealet, men en sidste forhindring mangler: brugskontrakten.

»Det betyder, at vi ikke ved, hvor lang tid vi kan og må være der. Det spænder jo lidt ben for vores projekt, for det er jo meningen, at vi skal ud at søge fondsmidler til selve projektet.«

De er det, jeg kalder bløde aktiviteter. Det er jo ikke sådan, at man går hen, og får pulsen op på 180. Det er noget, der appellerer i hvert fald til seniorerne og til børnefamilierne og til folk, som måske ikke leder efter de fysisk udmattende aktiviteter.

John Skovgaard Andersen

Før ansøgningen er behandlet, kan styregruppen ikke begynde at søge fondsmidler. De kan nemlig ikke henvende sig til mulige investorer uden at have det kontraktuelle på plads. Derfor er det endnu uvist, hvordan tidshorisonten for projektet ser ud.

»Sådan en bowls bane kan ikke bare lige kan flyttes. Hvis det er sådan, at vi kun har en lejekontrakt på fem år, så er det irrelevant. Der er jo ikke nogen, der vil investere i projektet, hvis garantien kun er fem år.«

Derfor er kontrakten afgørende. De vil dog arbejde stædigt videre indtil den er i hus. John Skovgaard Andersen er dog også vant til at føre sine idéer ud i livet.

Aktivt åndehul

At han har for vane at gøre en kæmpe indsats, kan ses sort på hvidt. John Skovgaard Andersen er formand for EFFI Petanque i Ebeltoft, og initiativtager til indendørs Bowls i Ebeltoft. Sidste nævnte indsats udmøntede sig i, at han i slutningen af året modtog prisen for Årets Lokale Indsats, samt en pengepræmie på 25.000 kr. De penge har han allerede spyttet i projektet. Så meget tror han på det.

Det er der da også grund til. Med fem indendørs bowls klubber i henholdsvis Kolind, Mørke, Grenaa, Hornslet og Ebeltoft, er der nemlig en rig tradition på Djursland for lige netop den type aktiviteter. De fem klubber afholder en turnering, der kører vinteren igennem.

»Vi er nødt til at afholde vores eget stævne i Kolind, fordi der ikke er nok plads i Ebeltoft. Samtidig er der kun en bowls bane i Danmark i den størrelse, vi vil bygge og den ligger i Kolding.«

Selvom projektet i høj grad henvender sig til seniorer, håber han dog på, at resten af byen vil kunne få glæde af banerne.

Soft sport for alle

Petanque, bowls og shuffleboard er spil, der samlet minder om hinanden, selvom de er forskellige.

»De er det, jeg kalder bløde aktiviteter. Det er jo ikke sådan, at man går hen, og får pulsen op på 180. Det er noget, der appellerer i hvert fald til seniorerne og til børnefamilierne og til folk, som måske ikke leder efter de fysisk udmattende aktiviteter.«

Målet er derfor at have det hele samlet under rigtig gode forhold. Projektet står lige nu til at koste omkring halvanden million kroner. Han ser dog gode muligheder for, at projektet kan tjene pengene ind på sigt.

»Vi har jo i EFFI 100 aktive medlemmer, og det giver jo et grundlag for klubaktiviteten. Selvom det er en sommersport, kan den spilles hele året. Det kræver bare lidt mod. I den forbindelse er planen også at installere et lysanlæg, og det har vi også fået priser på,« fortæller han.

Lige nu ligger ansøgningen dog stadig ved kommunen.

»De fik den udsat her i september, fordi de havde for travlt. Lige før jul har vi så rykket for at få gjort den færdig. Initiativet til at komme videre ligger på skrivebordet i kommunens juridiske afdeling. Tidshorisonten ved jeg ikke. De siger snart.

Læs også

Del artiklen