SuperBrugsen i Glesborg er først i Østjylland med ny pantløsning

Dagligvareforretningen satser på tiltrække flere kunder fra oplandet, når det bliver lettere at komme af med sin emballage.

Artiklens øverste billede
Uddeler i SuperBrugsen Glesborg Andreas Bach ser frem til at byde kunderne på en bedre oplevelse, når de gamle flaskeautomater udskiftes med ny og hurtigere løsning.

Djursland kan med rette kalde sig first mover, når det kommer til fremtiden inden for pantning af emballage.

Når SuperBrugsen i Glesborg på fredag 21. januar indvier sine nye flaskeautomater bliver det lokale supermarked således det første i Østjylland med en ny løsning, som både giver kunderne en bedre oplevelse og letter arbejdet for personalet.

De nye automater er fra producenten Tomra, som leverer automater til dagligvarehandlen, hvor kunderne blot kan hælde indholdet af hele poser eller sække i automatens sluser, i stedet for at lægge dåser og flasker enkeltvis ind på båndet, som man kender det i dag.

Ud over at slippe for fedtede fingre fra øl- og sodavandsrester, så er de nye nye automater op til fem gange hurtigere end de traditionelle automater. Det er således en løsning, som uddeler i SuperBrugsen Glesborg Andreas Bach forventer sig meget af i forhold til at trække kunder til butikken.

»Det er helt klart et konkurrenceparameter, fordi vi kigger også rigtig meget ud af byen for at tiltrække kunder og skabe et stort opland, der handler hos os. Der bor kun godt 500 mennesker i byen, men vi har en stor forretning med omkring 60 ansatte, og vi vil også gerne kunne skabe overskud uden for højsæsonen. Det tror jeg på, at den nye løsning kan hjælpe med,« fortæller Andreas Bach.

Gør det let

I Folkebladet i sidste uge fortalte vi, at SuperBrugsen i Auning også snart er klar med den nye pantløsning, og uddelerne i de respektive forretninger har da også opdaget de nye muligheder på stort set samme tid.

Glesborg når dog at blive den første med det nye anlæg installeret, mens de følger efter i Auning i uge 4.

Andreas Bach ser da også et glimrende perspektiv i, at forretningerne på Djursland gør sig klar til fremtiden.

»Noget af det vi i vores butik kigger ind i, det er at gøre det så let for vores kunder som muligt. Der bliver mere og mere pantning. Historisk set er vi gode til at genanvende i Danmark, men vores generation og særligt de kommende generationer er endnu mere bevidste om miljøet, og det vil vi gerne være med til at gøre nemt. Det tager vi et stort skridt med ved at installere de nye automater,« konstaterer Andreas Bach.

Giver et plus

Ud over at være fem gange hurtigere end de traditionelle automater, kan den nye løsning også håndtere omkring fem gange så meget emballage. Det behandles således på en mere fleksibel metode, som sørger for, at der er langt mindre risiko for, at maskinen stopper på grund af pladsmangel.

Uddeleren satser da også på, at det bliver nødvendigt, når flere kunder formentlig vil benytte sig af de nye automater, der afløser de efterhånden nedslidte nuværende.

»Det kan godt være, at flaskedrengene nogle gange skal løbe lidt hurtigere, men de glæder sig til gengæld rigtig meget til et nyt system, fordi der har været så meget bøvl med de gamle. Vi arbejder i forvejen med at give en god service, og jeg tror på, at det her giver os endnu et plus,« noterer Andreas Bach.

Den nye pantløsning indvies fredag 21. januar klokken 14 med et arrangement uden for butikken.

Læs også

Del artiklen