»Jeg blev mobbet og drillet i skolen i 9. år, fordi jeg stammede«

Johannes Møllehave fortæller i en af sine bøger om vennen, forfatteren Henrik Stangerup, som en gang diskede op med følgende stammervittighed.

»En mand kommer ind i en bar og siger til bartenderen: »Kan jeg få en mar-mar-martini?«. »Ja, ja,«, siger bartenderen, »nu skal De få en mar-mar-martini.«

Manden raser: »De, De, De skal ikke gøre nar ad mig, fordi jeg stam-stam-stammer.«

Bartenderen: »Jeg, jeg, jeg gør ikke nar ad Dem. Jeg stam-stam-stammer selv.«

Nu kommer en anden kunde og beder om en whisky. Bartenderen snakker med kunden uden at stamme det mindste. Nu råber stammeren: »De, De, De sagde, at De selv, selv, selv stammede, og at De ikke gjord- gjorde nar af mig.« »Nej, nej,« svarede bartenderen, »det var, fordi jeg gjord-gjorde nar af ham.«

Møllehave har også sagt de smukke ord om, at der altid er nogen, der kalder, og det vigtige er, at man kommer, når der bliver kaldt.

Hanne Høgh Larsen, 54, oplevede aldrig, at der var nogen der kom, når hun forsøgte at kalde på dem, da hun gik i skole i Billund i barndomsårene.

»Jeg stammede meget, og det har jeg altid gjort, så længe jeg kan huske,« fortæller hun over en kop varm kaffe hjemme i sin hyggelige lejlighed i Ryomgård, hvor hun bor sammen med sin ægtefælle Frank Ove Jensen, der arbejder som kirkegårdsgartner.

Hendes handicap gjorde hendes barndomsår til et helvede.

Kammeraterne drillede hende og ekskluderede hende fra fællesskabet. Heller ikke lærere eller andre voksne hjalp hende synderligt.

Når hun skulle læse højt for klassen, var det en pine for hende. Veninderne kiggede ikke til hendes side, og det var yderligere med til at befæste hendes sociale angst som siden fulgte hende videre langt op i livet.

»Mine forældre sagde blot, at jeg skulle lade være med at reagere på drillerierne, så ville de holde op. Jeg kan huske, at jeg var til talepædagog i 4. og 5. klasse, hvor vi blot læste op fra en læsebog. Det hjalp overhovedet ikke på min stammen, og jeg blev mere og mere fortvivlet. Min tillid til voksne forsvandt fuldstændigt.«

Ugleset i klassen

En dreng og en pige var de værste. De gik i spidsen for drillerierne og mobningen, og så fulgte resten af klassen gladeligt trop.

»Jeg var fast mobbeoffer.«

Hun var ugleset.

En episode har særligt bundfældet sig i Hanne Høgh Larsens sind.

Dengang førerhunden i klassen lige skulle jogge på hendes ømme fødder.

»Jeg døjede meget med nedgroede tånegle og betændelse. Engang skulle ham drengen, som førte an i mobningen, lige træde på mine ømme tæer, selvom der var masser af plads til at gå uden om mig. Jeg skreg og græd, men pandede ham sådan en på tuden, så han blødte fra næsen. Det så en lærer, og han kom så og skældte mig ud, mens jeg forsøgte at forklare ham, hvorfor jeg havde slået. Han sagde blot: »Jeg har ikke tid til at høre på dig, jeg skal til et møde.«

Her reagerede hendes forældre for første og eneste gang.

»Jeg kunne næsten ikke fortælle det til mine forældre, men min mor fandt ud af det og kontaktede den pågældende lærer og forklarede, hvad der egentlig var sket.«

Hanne Høgh Larsen skyder ikke på sine forældre. Det var ikke dengang kutyme, at forældre kontaktede skolen og beklagede deres nød.

Efterskoletid en helle

Heldigvis for Hanne Høgh Larsen blev et år på Skibelund Efterskole en kovending for hende. Her mødte hun langt om længe en forståelse hos både lærere og kammerater. Efterskolelivet, når det er bedst og favnende.

»Det var helt nyt for mig lige pludselig at opleve en accept og få lejlighed til at knytte venskaber. Det var et dejligt år, som jeg ser tilbage på med glæde, og jeg har siden været med til jubilæum på skolen. Jeg og min værelsesveninde aftalte, at vi skulle mødes og tage sammen derned.«

Indadvendt og angst

Efterskoleopholdet blev en helle for Hanne Høgh Larsen, men det bedrede ikke hendes stammen.

En lærer på efterskolen talte med hende om, at det ville være en god ide at begynde igen med stammeundervisning. Også selv om det ville minde hende om de traumatiske oplevelser fra folkeskoletiden.

Sideløbende med, at hun gik på Handelsskolen i Grindsted på EFG-basisår – handel og kontor, skulle hun en gang om ugen skulle være med til stammeundervisning på Taleinstituttet i Esbjerg.

»Det var lange dage med start klokken 6 og hjemme igen klokken 20 i Billund. Min motivation var på forhånd meget lille, og talepædagogen, som underviste mig og to andre var ikke særligt forstående. Jeg blokerede fuldstændig og fik ikke ret meget ud af undervisningen.«

Oplevelserne har forfulgt Hanne Høgh Larsen i eftertiden med social angst og ulyst til at være med i sammenhænge med mange mennesker.

Lyspunkter har der heldigvis været. En tid som spejder og senere spejderleder og et engagement i det lokale amatørteater i Billund var med til at løsne op for nogle ting i hende.

»Men min angst for at tage telefonen, hvis jeg kunne se, at var et ukendt nummer, der ringede, eller lige ringe og bestille en pizza, forfulgte mig længe op i mit voksenliv.«

Uddannet delikatesseassistent

Efter handelsskolen kom Hanne Høgh Larsen ud på arbejdsmarkedet. Ung-pige-i-huset, forskellige rengøringsjobs og seks år i Billund Lufthavn, før hun tog en uddannelse som delikatesseassistent.

»Jeg har arbejdet i flere butikkers delikatesse og været glad for det. Det har imidlertid altid været et problem, når jeg skulle ekspedere, så blev min stammen markant. Mange ville gerne hjælpe, men de gjorde det ved at tage ordene ud af munden på mig, og det hæmmede mig yderligere.«

I dag er det svært at høre, at Hanne Høgh Larsen har stammet så meget, at det har været en bagstopper for et socialt liv. Man fornemmer imidlertid også, at hun heldigvis ikke stikker op for bollemælk og har haft imponerende fighteregenskaber og rygrad til at lære sig selv at tage ved lære.

Mødet med Frank Ove Jensen har været en øjenåbner til nye sider af sig selv.

»Vi startede som pennevenner, og så udviklede det sig derfra,« smiler hun koket.

»Men det var da en prøvelse at flytte fra Billund til Ryomgård, hvor jeg ikke kendte en sjæl. Jeg kom heldigvis til at dyrke spinning i IFM Fitness og engagerede mig i et frivillig netværk på Herregårdsmuseet Gl. Estrup. Her mødte jeg stor forståelse, og det var med til, at jeg blev mere udadvendt, fordi jeg følte mig respekteret.«

Hun har også på eget initiativ taget kontakt til Søren Lynge, der underviser i mental træning. Hos ham har hun taget et egenfinansieret online-kursus.

»Jeg har fulgt kurset to gange, da jeg efter første forløb gerne ville havde noget mere træning,« fortæller hun.

Det har været med til at afstive hendes selvtillid og livsmod.

Verdens bedste

Først i august sidste år tog hun mod til sig og henvendte sig til Syddjurs Kommune for at forhøre om mulighederne for at komme til talepædagog.

Her mødte hun på Syddjurs Kommunes Rehabiliteringsafdeling i Tirstrup, hvad hun ikke tøver med at kalde »verdens bedste Jesper«.

Jesper Nielsen, Logopæd på Rehabiliteringsafdelingen Tirstrup siden 2016, åbnede hendes verden for, at det er muligt at få styr på stammen.

»For første gang har jeg mødt en talepædagog, der har talt hen til mig og ikke ned. Han har givet mig nogle konkrete teknikker, som jeg kan bruge og nu gør det flittigt. Jesper har givet mig så meget.«

»Jeg kan altid ringe til Jesper Nielsen, hvis jeg har brug for det.«

Selvtillid og relationer

Arbejdsmæssigt har Hanne Høgh Larsen lige nu et vikariat på 17 timer på Kalø Højskole, hvor hun både gør rent og bidrager med sine evner i køkkenet.

Selvtilliden har fået et boost, og sidste uge præsenterede hun et forslag for borgmester Michael Stegger Jensen, Velfærdsdirektør Katrine Axel og Ingelise Juhl, Chef for Sundhed og omsorg, om et netværk for stammere i Syddjurs.

»Jeg har foreslået dem, at vi får lavet et mødested for stammere i Syddjurs. Måske en stammecafé, for jeg tror, der er mange andre, som har lignede erfaringer som mig. Jeg synes, der skal mere fokus på det at være talehandicappet.« siger Hanne Høgh Larsen.

I omegnen af 1 procent af den voksne befolkning i den vestelige verden stammer. 80 procent er mænd.

»Jeg hører som kvinde til de sidste 20 procent, der stammer,« smiler hun igen. En moden kvinde med ny tro på fremtiden.