Udviklingen er gået Grønfeld forbi

Landsbyer. Der er utallige af dem. Lidt matte i betrækket og overset står de stille hen. Ofte med en hovedvej, der som en kniv har delt landsbyens sjæl i to i modernitetens navn for at optimere transporten mellem andre og vigtigere byer. Vi kører gennem den ene by efter den anden uden rigtigt at skænke det en tanke: hvem har mon levet her, hvilke dramaer og familiefejder har udspillet sig, hvor er de glemte historier fløjet hen?

Sådan en landsby er Grønfeld. Ramt af afvikling fremfor udvikling ligger den lidt søvnig hen i skyggen af Nationalparken Mols Bjerge. Her har dog engang været liv og glade dage med skoler, mejerier, købmænd og modstandsfolk, og det er alt sammen nedfældet i den nye bog »Grønfeld – en gammel bondelandsby« af Stig Tang Petersen.

Fra istid til loppemarked

Bogen består af en kronologisk gennemgang af Grønfelds historie og tager sin begyndelse i istiden, som forklarer det særprægede og bakkede landskab ved byen. Den runder en gravhøj fra Stenalderen, men den væsentligste tidsperiode, der skildres, er tiden fra 1834, hvor alle gårde blev frigjort fra Møllerup Gods, og til i dag.

Stig Tang Petersen kommer hele vejen omkring byens væsentligste bygninger, købmænd, håndværkere, mejerier i flertal, skolen, treårskrigen, vejvæsnet og nærmest alt, hvad der nogensinde har spillet en rolle i både udvikling og afvikling af den by, som næsten blev en del af nationalparken.

Detektiv

Stig Tang Petersen har boet i Vrinners i 22 år med sin kone Anni. Han er født i Basballe i 1944 og gik som dreng i skole i Grønfeld. De fleste år af sit arbejdsliv har han været lærer på Feldballe skole. Han har stadig familie i Grønfeld, og derfor har byen hans interesse.

Han har brugt utallige timer i lokalarkivet og på internettet for at finde billeder, historier, kilder og fakta om byen, og det er netop det detektivlignende gravearbejde, som har drevet Stig Tang Petersen til at arbejde på bogen nærmest hver eneste dag i to år.

»Jeg elsker at dykke ned i ting. Fordybe mig og formidle det. Det er sjovt, når man opdager noget nyt, man ikke vidste. Det er som et puslespil, og det gælder om at få lagt alle brikker,« siger han. Han tilføjer, at det er en hård udvælgelsesproces, og at bogen sagtens kunne have fem gange så mange sider, fordi der er så meget materiale om byen.

Stig Tang Petersen har tidligere skrevet artikler om Rostved, et jubilæumsskrift om Feldballe og en bog om Knebel Præstegård.

Telefondamen og våben

Og som det er med alle byer og familier, så er der gode historier at finde alle vegne. Der er den om, at byen fik to mejerier, fordi det ene ikke ville levere mælk om søndagen. Eller hvordan den første købmand, som kom til byen i 1900, hentede varer fra Aarhus ved damskibsbroen ved Nappedam.

I bogen om kan man også læse om telefonomstillingsdamen Pouline Ulrick, som alle kendte. Eller, i hvert fald dem, der foretog et opkald i Grønfeld, før centralen blev nedlagt. Abonnenterne var så taknemmelige for hendes mangeårige indsats, at de ved hendes død rejste en mindesten med ordene: »Tak for veludført betjening af Grønfeld tlf.central.»

Mens Pouline omdirigerede telefoner, sørgede modstandsfolk under anden verdenskrig for, at tyskerne ikke opdagede de våben, der blev skjult i kælderen hos den ene af byens to købmænd. Det gjorde de helt køligt, selvom tyskerne var flyttet ind i Missionshuset lige ovre på den anden side af gaden.

Der er masser af gode historier, så hvorfor trak Grønfeld det korte strå i lotteriet om udvikling eller afvikling?

På Stig Tang Petersen må man forstå, at tilfældigheder har rådet over, hvilke byer på Mols, der har fået mere liv, og hvilke der er blevet udsultet.

»Beslutningen om at opføre Molsskolen og andre bid fra tidens tand, har gjort, at udviklingen er gået Grønfeld forbi,».

Ikke desto mindre har Stig Tang Petersen brugt en god portion af sin pensionisttilværelse på at sørge for, at den i hvert fald ikke går helt i glemmebogen. Næste projekt er Knebel.