Det er okay, at stemmen knækker

Første gang, Bent Rasmussen deltog i samtalegruppen 'Kom videre mand', tænkte han: Det burde alle gøre. I dag er han instruktør og ved en hel del om, hvordan mænd tackler - eller ikke tackler – livskriser.

Artiklens øverste billede
Bent Rasmussen kom selv videre - nu hjælper han andre med at gøre det samme. Foto: Anne Frank Henriksen

Det er umiddelbart svært at forestille sig, at 65-årige Bent Rasmussen nogen sinde kan bringes ud af fatning. Med 190 centimeter af rolige bevægelser, et blik der ikke flakker og en dyb og velovervejet stemmeføring, der kan få alle skuldre til at sænke sig, virker han som en, alverden ville kunne læne sig op ad.

»Det var også sådan, jeg følte, jeg skulle være. Stærk. Både fysisk og mentalt. Men det kan ingen jo være hele tiden. Og når mænd knækker, så føler vi os uden for den rolle, vi plejer at være i. De fleste af os er nogle skvat til at tale om følelser, så hvor går man hen med det, «spørger Bent Rasmussen, som har arbejdet som politimand i 40 år.

Efter at have været gennem stress, et kræftforløb, en blodprop og en skilsmisse i nogenlunde den rækkefølge, oplevede han et mørke, han ikke genkendte.

»Jeg sad alene i mit hus på 300 kvadratmeter på landet. Det var pludselig meget plads til én, og det var mørkt, når det var mørkt. Og nogle gange mørkt, når det var lyst. Jeg havde ikke en decideret frygt for at komme til at sidde fast, for jeg prøvede sådan at komme lidt ud til koncerter osv., men jeg havde helt klart en frygt for at blive ensom.«

Skilsmissen havde reduceret omgangskredsen betydeligt, da den mest bestod af ekskonens venner. Det var da også hende, der foreslog ham at prøve forløbet Kom videre Mand.

»Jeg havde brug for at møde nogle andre mennesker. Og gerne nogle i samme situation som mig. At komme lidt ud. Jeg havde brug for en sejr.«

Der kunne være 100

Kom Videre Mand er et gratis tilbud fra Syddjurs Kommune. Et gruppeforløb kun for mænd i hvilket som helst sted i livet. Over otte uger mødes otte mænd en gang om ugen. Gruppen ledes af mandlige, frivillige gruppeledere, der guider deltagerne igennem et afprøvet og dokumenteret effektfuldt forløb. Konceptet er landsdækkende, og hver uge har møderne konkrete emner, der skal styrke deltageren i - ikke bare at komme videre, men også hvorhen.

Bent Rasmussens husker tydeligt første gang.

»Jeg blev fuldstændigt overvældet af, hvor hurtigt, vi blev fortrolige. Hvor meget det betød at få sat ord på, men endnu mere at sidde over for nogen, som kunne spejle sig i det, jeg fortalte. Oplevelsen af at genkende sig selv og tænke: hold da op, jeg er ikke denne eneste, der har det sådan her.«

Da han gik derfra efter første gruppemøde den dag i 2016, tænkte han:

»Det her kan ikke passe. Tænk sig, hvor mange mænd, der ville kunne bruge det her til noget. Der sad otte, men der kunne lige så godt have siddet 100. Vi er så mange, der har det sådan her. De samme problemer, de samme kriser og bump på vejen. Tænk, hvis flere turde komme ud med det.«

»Vi skal bare lige hjælpes lidt på vej nogen gange. Man kan have brug for en, der er lidt stærkere end en selv. Når man først har formuleret, hvad man gerne vil, så er næste spørgsmål: Hvordan vil du komme derhen?

Bent Rasmussen, instruktør Kom Videre Mand

Instruktør

Kom Videre Mand rykkede Bent Rasmussen, og siden 2017 har han været en af instruktørerne for forløbet, som tilbydes to gange om året.

»Jamen, det er alle slags mænd, der deltager, og i alle aldre. På det samme hold har jeg haft en på 33 år og en på 73. Og de kommer fra alle samfundslag. Der er både ufaglærte, akademikere, håndværkere, tidligere ledere.«

Det er individuelt, hvad der fylder, men det handler som oftest om sorg, tab, sygdom, skilsmisse eller ensomhed. Deltagernes forventninger til forløbet er dog tit den samme. De håber at komme ud af en situation, som de oplever som fastlåst.

Bent Rasmussen synes, at det var noget af en cadeau at blive spurgt, om han ville være instruktør, og det giver ham stor glæde at hjælpe andre gennem det, han selv oplevede. Det giver ham en følelse af, at der er brug for ham. Han mærker glæder, når mændene får en åbenbaring. Når de opdager, at de har styrke– som andre også kan se. Så vokser de.

»Jeg kan se nu, efter jeg er blevet instruktør, hvad det kan rykke, når vi skaber sådan et rum her kun for mænd.«

Når samtalen flyder, og mændene tør vise sin sårbarhed, sker der tit en forløsning.

»Der bliver prikket hul på ballonen, og det er i orden at stemmen knækker. At der triller en tåre eller at man bliver tavs. Det hele er helt i orden.«

Holder I så i hånd?

Andelen, der har symptomer på depression, udgør otte % af befolkningen. Det svarer til cirka 82.000 personer i Region Midtjylland. Der er en stærk sammenhæng mellem symptomer på depression og sociale forhold. Der er for eksempel en markant større andel af personer, der ikke bor med en partner, der har symptomer på depression, end af dem, der gør.

Nogle, der starter i Kom Videre Mand, er allerede i en depression, mens andre er på vej. Nogle ønsker bare at kigge lidt indad, og andre igen føler måske ensomhed ved siden af en karriere.

For Bent Rasmussen betød Kom Videre Mand, at han fik sat ord på, hvad der skulle til for, at han kunne -ja netop - komme videre.

»Jeg søgte helt basalt et bedre ståsted. Noget, jeg kunne overskue, både bolig og jobmæssigt. Og så få fjernet den der frygt for at komme til at føle mig ensom. Komme lidt ud. Få venner.

Han møder af og til fordommene. Dem der spørger: Sidder I så og holder i hånd med lilla ble på hovedet og deler kleenex?

»Når jeg møder dem, så siger jeg: Det er så din holdning, men uden at kende dig, så vil jeg tro, at du garanteret også har noget, du gerne vil tale med andre mænd om.«

Og filosofien er ikke, at andre har løsningen, for egentlig bygger forløbet på, at man har svaret i sig selv,

»Vi skal bare lige hjælpes lidt på vej nogle gange. Man kan have brug for en, der er lidt stærkere end en selv. Når man først har formuleret hvad man gerne vil, så er næste spørgsmål, så hvordan vil du komme derhen? Hvornår handler du på det? Væk med undskyldningerne og i gang. Også selv om det måske er små skridt.«

Vi skal ikke hjem, vi skal...

Der er dokumenterede gode resultater af gruppeforløbet. Deltagerne udfylder et spørgeskema før og efter, og tæt på 100 procent får det bedre. Om det varer ved, undersøges ikke, men for Bent Rasmusen har det haft en langvarig effekt.

Gruppen og hans rolle som instruktør har lært ham at håndtere dårlige dage bedre. Når han synker, har han fået redskaber til at reagere på det. Han er også blevet mere udadvendt, mere opsøgende.

»Min frygt for at blive ensom er væk. Jeg har manglet gode og nære venner i mit liv, og det har jeg fundet i gruppen. Vi ses stadig, og det betyder alverden, at der er nogle at snakke med, i hvert fald en gang om måneden. Jeg er også nogle gange begyndt at invitere mig selv, hvis jeg synes, det tager folk i min omgangskreds for lang tid. Lige nu ligger jeg i flytterod, men bagefter er det min tur til at invitere dem.«

I følge Bent Rasmussen kommer de fleste, der deltager i Kom Videre Mand, frem til samme konstatering, nemlig at de ville ønske, de havde gjort det før.

»Det er bare med at melde sig, hvis man er nysgerrig. Alle kan være med.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.