Kære borgere – brug 7.5 krone mere pr. dag, så bliver det for alvor sjovt
Dagligvareforretninger i mindre bysamfund skal kæmpe for hver eneste omsætningskrone for at få indtægter og udgifter til at nå sammen. DagliBrugsen Pindstrup er ingen undtagelse.
»Brugsen er for alle. Vi skal bruge vores Brugs til alt, hvad den kan og inspirere andre til at gøre det samme. Hvis alle borgere brugte 7,5 kr. mere i Brugsen pr. dag, så var vi pludselig der, hvor det begynder at blive sjovt. Dér skal vi hen,« afrundede bestyrelsesformand Sidse Graarup Vangsted, da hun forleden aflagde beretning om årets gang til de fremmødte medlemmer.
I bund og grund er det Pindstrups borgere, der skal beslutte, om de vil bevare deres brugs. DagliBrugsen, der har rundet de 110 år i den stolte by, er Pindstrups største forening med sine godt 520 medlemmer.
»Vi er udfordret på manglende økonomi til forandringer og forbedringer samt personale, der løber rigtig stærkt, men vi tror på, at der også i fremtiden skal være en dagligvarebutik her i Pindstrup. Kundegrundlaget er her, vi skal bare have folk til at handle mere i butikken,« lød det fra bestyrelsesformanden.
Vores omkostninger blev holdt på et flot lavt niveau. Det er ikke her, vi kan hente noget til regnskabet, det er omsætning og indtjening vi mangler.
Bedre end forventet
Bundlinjen i 2021 lød på et minus på 96.000 kroner, og det var noget bedre en forventet.
Coronasituationen i årets første halvdel hjalp godt med til at holde omsætning hjemme i Pindstrup, men da Danmark åbnede op igen, begyndte omsætningen at dykke.
Det var et generelt problem i branchen, at corona bidrog positivt, fordi folk arbejdede hjemmefra og ikke var særligt mobile. Da tingene ændrede sig, var det ikke til gunst for de mindre dagligvarebutikker.
»Vores omkostninger blev holdt på et flot lavt niveau. Det er ikke her, vi kan hente noget til regnskabet, det er omsætning og indtjening vi mangler,« fastlog Sidse Graarup Vangsted.
Hen over sommeren lavede personalet med uddeler Michael Nielsen i spidsen over flere omgange omrokeringer i butikken, i samarbejde med den daværende salgschef ved Coop.
»Målet var at gøre kundernes oplevelse af butikken bedre og signalere mere ’madbutik’, fordi vi stadig kæmper med at ændre varemixet – altså sælge procentvis flere dagligvarer og færre ’kioskvarer’, som vi ikke har ret stor avance på. Vi er selv rigtig glade for resultatet, og har også indtryk af at vores kunder er godt tilfredse med det,« lød det fra formanden.
Trælse oplevelser
2021 bød også et par trælse oplevelser. Tyverier, også ticktyverier, blev holdt på et minimum, mens en fryser der satte ud over natten ikke ligefrem vakte jubel, men dog blev klaret.
Derimod har en sag, der går tilbage til 2020, fyldt meget i formandens i forvejen travle kalender.
I sommeren 2020 var der en lastbil som påkørte den store sten omme bag butikken. Stenen lavede hul i tanken, og lastbilens brændstof løb ud. Chaufføren bakkede hen til tankanlægget for at tømme det resterende indhold i tanken ud i olieudskilleren. Tanken var god nok, men den store mængde olie var for stor en mundfuld og derfor endte noget af olien i regnvandsbassinet. Det usmarte i det sidste kan ikke diskuteres.
»Undersøgelser har efterfølgende vist, at der ikke er lavet korrekt seperatkloakering ved vores tankanlæg. Noget som vi var totalt uvidende om, da vi har dokumentation for, at der er seperatkloakeret med matriklen. Kommunen stiller krav om, at vi skal udbedre fejlen. En fejl som vil koste os 250.000 kr. at udbedre. En fejl som vi ikke mener er vores, og penge vi ikke har. En rigtig møgsag,« konstaterede Sidse Graarup Vangsted.
»Det har krævet en masse kommunikation frem og tilbage mellem kommunen, entreprenøren, OK, Coop og bestyrelsen, og jeg er ikke i mål endnu. Lige nu er sagen ude af mine hænder, mens dygtige folk er ved at undersøge, om vi på nogen måde kan få hjælp af forsikringen. Jeg håber, vi finder en løsning, vi får god hjælp, men det trækker tænder ud at have sådan en sag hængende over hovedet, som vi har meget lidt mulighed for at handle på.«
Sidse Graarup Vangsted, 30, er udover formandshvervet i DagliBrugsen, med i Landsrådet hos Coop, med i Distriktsrådets bestyrelse, med i fodboldbestyrelsen i IF Midtdjurs og så indtrådte hun fra årsskiftet i Syddjurs Byråd for Socialdemokratiet. Hertil kommer en familie med fire børn og husbond.