Så du det? Der skete lige et mirakel

På Glasmuseets gulv under et luftskib formet af et træskelet beklædt med samme slags papir, som aviser trykkes på, sidder 15 børn. Nogle kigger op på værket, andre har bøjet nakken og nogle dysses nærmest i søvn af lærerens stille stemme, der blander sig med det dunkle lys og lyden. En summende lyd, der er konstant og som indhyller beskueren af Steffen Dams kunstværk i en totalt omsluttet tilstand, hvis man ellers giver sig tid til at stå stille et øjeblik.

»Så du det? Der skete jo lige et mirakel der,« siger Steffen Dam, da børnene rejser sig og går videre i udstillingen.

»Alt hvad jeg laver, handler om dét. At skabe kontakt, og de børn og jeg havde kontakt i et øjeblik lige der. Jeg har gjort mig en masse anstrengelser for at skabe værket. Syv-otte måneder har det taget, og så fik det nogle børn til at sidde i et øjebliks eftertanke og drømme sig væk. Det er en fin belønning.«

Steffen Dam, 60 år, er lige nu aktuel med udstillingen Come Fly with Me på Glasmuseet. Han kan ikke lide at kalde sine værker for kunst, men det er der mange andre, der gladeligt gør. Derfor er han, sammen med museets anden aktuelle udstiller, Lene Bødker, også de eneste danske glaskunstnere, der er modtagere af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

»Vi udstiller ikke Steffen her lige nu, fordi han er lokal. Vi udstiller, fordi han er en af de største masters på sit område. En af de mest anerkendte glaskunstnere i verden overhovedet,« forklarer museumsdirektør Mikkel Elming.

Ikke af glas

Steffen Dams udstilling består af en luftskibslignende installation på 7,5 meter, der hænger i loftet. Den er oplyst indefra af et dulmende lys, som sammen med en konstant susende flyvelyd bidrager til oplevelsen af, at man er flydende i et rum frem for jordbunden. For enden af væggen er en spejling på to meter i diameter bygget ind i væggen, som giver en fornemmelse af stjernehimlen. Den ligner glas, men er af plastic.

»Vi er et glaskunstmuseum, og vi beskæftiger os med kunst med særligt fokus på glas. Steffen har også en praksis, der også går ud over glas, og da han spørger os, om han må lave det mest ambitiøse projekt, han nogensinde har lavet, til vores museum, så siger vi selvfølgelig ja tak, også selv om materialet ikke er af glas,« siger Mikkel Elming.

Går man ind i næste rum af Dams udstilling, viser han små destillerede udgaver af universer, både de nære og det store, af glas, tandhjul, planeter og fotos frem sammen med et væld af arbejdstegninger.

»Jeg betragter lidt Steffen som et da Vinci-lignende renæssancemenneske, fordi han anvender så mange forskellige discipliner, både en fascination af den logiske, lavpraktiske matematiske verden og så den æstetiske verden,« siger Mikkel Elming.

Teknik

Steffen Dam er vokset op i Egå. Han var ikke dårlig i skolen, men han ville bare meget hellere lave andre ting.

»Jeg har altid lavet ting med mine hænder, og så bliver man lige så stille nogenlunde dygtig til det.«

Han er oprindeligt uddannet værktøjsmager. Det har ikke noget med værktøj at gøre: En værktøjsmager laver støbeforme til alle former for genstande af plastic, for eksempel en solbrille. Og det kalder på grundighed.

»Det er et unika, man laver hver gang, og det kan tage en måned eller to for hver form. Hvis du laver den mindste lille fejl, så skal du starte forfra. En nulfejlskultur.«

Og selv om han har taget sin tekniske viden, forståelse af form og rum og ikke mindst grundigheden med sig, så valgte han alligevel at skifte bane og åbnede sit første glasstudie for 37 år siden, i 1985.

Hver gang Steffen Dam taler om sine værker og de arbejdstegninger, der er udstillet, så kommer det alligevel hurtigt til at handle om det tekniske. Beregninger og udfordringer der skal løses på næsten Georg Gearløsk facon.

Grundigheden giver han også æren for, hvorfor han er modtager af den livsvarige ydelse og anerkendelse fra Statens Kunstfond.

»Det er fordi, de ting jeg laver, gør jeg færdigt. Jeg er grundig ned i detaljen hele vejen igennem. Mine værker er ’ryddet op’. Der er ikke uldne hjørner eller noget, der ikke passer ind. Det er præcist.«

»Men dine værker er meget mere end teknik og grundighed. Det er også æstetik, og når man forstår at formidle det, som du gør, så sker der en forvandling fra håndværk til kunst,« tilføjer Mikkel Elming. 

Steffen Dam viser rundt i udstillingen og drejer et lille håndtag på sit bud på et planetarium, en model af planeter på et glas, man kan spejle sig i, som står i udstillingen.

»Den her viser dig. Det er den mest præcise beskrivelse af din position i universet lige nu. Du kommer det aldrig nærmere. Du behøver ikke at vide mere end, at du er her og nu.«

Ud med Zuckerberg

Og her og nu er omdrejningspunktet for hele Steffen Dams væren og virke. Han fordybes og optages af sine projekter, imens verden benoves.

«Jeg har ikke en telefon. Jeg er ikke ’medlem af Mark Zuckerberg’, så der er ikke noget, der griber forstyrrende ind i min hverdag. Jeg står op om morgenen, og så går jeg i gang med at lave noget. Så, skriv endelig at jeg opfordrer folk til at smide deres telefon væk. Jamen, jeg mener det sgu,« siger han med et smil.

I tråd med det tilbyder han med sin kunst et alternativ til at komme ind og fordybe sig. Det er dét, han kalder en kunstnerisk oplevelse, men selve begrebet kunst er han ikke begejstret for.

»Når man kalder noget kunst, så kan det splitte mere end det samler. Mit formål med alt, hvad jeg laver er at formulere det, jeg har til fælles med andre. Altså det modsatte af afstand. Derfor gør jeg det også let aflæseligt, som det her for eksempel er,« siger han og peger opad mod luftskibet.

Han ved af erfaring, at han, efter at have afleveret et værk, skal bruge et par uger på lige at lande, men så begynder ideerne også at pible frem igen.

Han søger hele tiden mening, Steffen Dam. Mening i forholdet mellem fysikken og kunsten, mellem universet og hverdagslivet.

»De børn, der sad dér på gulvet. De var jo ude at flyve med mig. Vi kiggede ikke engang på hinanden, men sad med ryggen til hinanden og med 50 års mellemrum, og alligevel mødtes vi. Det er på en gang både magisk og meningsfuldt.«