Ingen grund til at sætte sig med benene oppe

Efter 50 år som selvstændig mekaniker fortsætter Jens og Elin Bødker ufortrødent, men der er masser af tid til at nyde både barnebarn, naturen og motorcykelture til USA

Artiklens øverste billede
Elin og Jens Bødker med deres elskede motorcykel og hunden Fevver, der dog helst ville hen i skyggen at ligge. Foto: Anne Frank Henriksen

På en trelænget gård mellem Ålsrode og Balle har Jens og Elin Bødker fundet den perfekte balance i mellem at holde sig i gang og holde plads til eventyr. I maj 1972 blev de gift. I juni 1972 startede de deres firma, Homå Autoværksted, og på fredag holder de åbent hus for venner, familie og nuværende forretningsforbindelser i anledning af 50 år som selvstændige.

Det skal stå pænt

I 35 år var parret i Homå, hvor værkstedet voksede dag for dag og arbejde var noget man gjorde fra morgen til aften, nogle gange nat, syv dage om ugen. Da det var størst, var der fem-seks ansatte og 1200 kunder i kartoteket. For 16 år siden flyttede Elin og Jens Bødker til gården, som har otte hektar jord fordelt til lidt korn og skov.

»Jeg har altid været misundelige på landmændene, når de sådan kørte rundt ude på marken. Så da vi ville flytte fra Homå, så bød chancen sig jo. Nu har jeg fået min egen lille mark, hvor jeg pløjer og så videre. Det er dejligt. Og vi nyder skoven og alle dyrene, der kommer. Det er jo sådan helt wauw, når en flok sikaer krydser vejen lige foran en,« siger Jens Bødker.

Huset er godt 200 kvadratmeter og med to længer og kæmpe gårdsplads er der rigeligt at holde. Der er dog ikke noget at sætte en finger på.

»Nej, det skal se ordentligt ud. Sådan er det. Men Jens kan heller ikke gå over gårdspladsen, hvis der stikker ukrudt op et sted. Så skal han lige fjerne det, inden han kan gå videre,« smiler hans hustru.

»Ja, så længe vi kan holde det, så bliver vi her. Men det skal ikke vokse os over hovedet. Det skal stå pænt. Sådan har vi det,« siger Jens og Elin tilføjer:

»Sådan har du vist også altid været, når du har lavet biler. Tingene skal afleveres pænt. Du har altid været meget ordentlig, også i forhold til kunderne. Hvis noget ikke kunne betale sig at lave, så sagde du det. Arbejdet har aldrig handlet om pengene for dig. Det har det godt nok ikke.«

Elin og kofangeren

De mødte hinanden i 1970 gennem fælles bekendte til et selskab. Elin var chauffør, men på turen hjem i Jens bil lykkedes det hende at smadre kofangeren.

»Hun insisterede på at komme og hjælpe med at lave den bagefter, og jeg tænkte, at det var måske ikke en helt dårlig ide,« griner Jens.

»Ja, vi plejer også nogle gange at sige, at det er den skade, det har taget dig længst tid at udbedre, mere end 50 år,« siger Elin med et glimt i øjet.

Det er selvfølgelig Jens, som igennem 50 år har repareret biler, men firmaet havde ikke været noget uden Elin, understreger han. I staten af halvfemserne var der simpelthen så travlt, så Elin sagde sit deltidsjob som skolesekretær på Toubroskolen op og helligede sig firmaet fuld tid. Regnskaber, rengøring af biler, køre til syn og det allervigtigste:

»At servere kaffe kl. 9 og 14.30. Hver dag. Ja, det var altså gode tider, så snakkede vi om alt muligt andet og vi var jo fem ansatte der, udover os. Det var altså det bedste med de kaffepauser.«

Hun elsker at læse, blandt andet krimier, men er som sin mand også hele tiden i gang med et eller andet. Også på værkstedet, for der er stadig rigeligt at se til.

»Ja, nogle gange kører jeg da stadig biler til syn tre gange om dagen.«

Jeg opdagede, at Opel bare er mere stabil, så jeg begyndte at fokusere på dem. Og det har så bare holdt ved. Jeg har saftsuseme lavet mange igennem tiden

Jens Bødker, mekaniker

Bødker-rød Opel

Egentlig var det meningen, at mekanikeren, efter flytningen, ville stoppe med firmaet og bare gå og hygge sig med at skrue lidt i nogle gamle Opel-biler.

»Men det blev altså for kedeligt. Jeg elsker jo, at der kommer mennesker her i mit værksted. Mange af mine kunder har jeg kendt i alle årene, og jeg laver stadig deres biler i dag. Jeg nyder virkelig, når folk kommer forbi, og vi får en snak. Det kan jeg slet ikke undvære.«

De gamle biler er han ikke kommet i gang med endnu. Der er ni af dem, allesammen Opel, selvfølgelig. Tre Kadett B fra før 1972, 2 Kadett C fra før ’79, en D fra 84 og 2 E fra 89. Og så lige en Rekord E.

De står støvet i en mørk længe imellem det, der for ikke mekanikerkyndige briller kan ligne skrammel, men som i følge Bødker nærmest er en guldgrube af reservedele, og længes efter at komme på liften. Det må de dog lige vente lidt med, for det lokale i længen, hvor de skal laves i, skal bruges til jubilæumsfesten på fredag 1. juli.

Fascinationen af Opel startede i læretiden.

»Mens jeg var i lære, lavede jeg en Opel Kadett, og biler kom jo tit tilbage med reklamationer, men det gjorde den her ikke. Jeg opdagede, at Opel bare er mere stabil, så jeg begyndte at fokusere på dem. Og det har så bare holdt ved. Jeg har saftsuseme lavet mange igennem tiden.«

»Det var da så grelt en overgang, at når der kom nogen, så sagde de, vi mødte lige en ’bødker-rød Opel’, « siger Elin og Jens forklarer:

»Ja, det er rigtigt. Det var sådan til midt i 90’erne, at der var meget karrosseriarbejde, for bilerne rustede mere dengang. Så havde jeg en mand til at gå og reparere skaderne i løbet af ugen, og så i weekenderne spartlede og malede jeg. Og jeg kunne så godt lide den røde, så det blev tit den farve, jeg gav bilerne. Det begyndte folk at lægge mærke til, og så opstod udtrykket ’Bødker-rød’.«

Der er blevet skruet i mange biler, ikke mindst af mærket Opel, gennem 50 år som selvstændig mekaniker, men glæden er stadig lige så stor hos Jens Bødker. Foto: Anne Frank Henriksen

Thunderbird

Rød er også farven på parrets helt store lidenskab. En Triumph 1700, Thunderbird.

Faktisk er motorcyklen symbolet på, hvordan Elin og Jens Bødkers liv pludselig ændrede sig, nærmest fra den ene dag til den anden.

I 25 år arbejdede de hver eneste dag i Homå. Sådan var det bare. De tænkte aldrig over, at der skulle være noget derude i verden, de gik glip af, indtil en artikel vækkede Jens eventyrlyst. Han havde nogle år for inden taget motorcykelkørekort, og nu læste han om at køre tværs over USA.

Så tænkte jeg, det skulle vi da prøve og det blev vendepunktet. Nu er vi fuldstændigt bidt af det begge to. Der er jeg nok lidt heldig, at Elin også elsker det, lige så meget, som jeg gør.«

Turen blev den første af mange og var direkte medvirkende til, at Elin og Jens Bødker valgte at ændre deres livsførelse. De skruede langsomt ned for værkstedsaktiviteterne og op for rejserierne, både dem ’over-there’, de lange søndagsture i Danmark, men også familieturene med barnebarnet til for eksempel Gran Canaria.«

At blive gammel

Deres livs største glæde er nemlig faktisk ikke den skinnende røde dame med vedhæng af krom, men barnebarnet Jens. Bare at tale om ham giver bedstefaderen tårer i øjnene.

»Jamen, han er noget helt særligt for mig. Han er det bedste, der er sket i vores liv. Han holder os i gang, og det bedste er at have ham med på ferie uden forældrene. Uh, det er dejligt.«

Han siger selv, Jens Bødker senior, at han er bange. Ikke for at blive gammel, men at blive gammel før tid.

»Alderen kan vi ikke gøre noget ved, men jeg kommer ikke til at sætte mig ned og slappe af. Så går man i stå, er jeg sikker på. Det gælder om at holde sig i gang. Livet er for værdifuldt til, at vi skal stå på sidelinjen og kigge på det.«

»Nej, der er ingen grund til at sætte sig med benene oppe. Det kunne blive en dårlig vane. Sådan har vi altid sagt,« afslutter Elin Bødker.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.