Ny byefterskole i Grenaa udskød skolestart et år: Efter ferien løfter de foden fra bremsen

Grenaa Byefterskole var planlagt til at åbne for elever i 2022, men i foråret måtte bestyrelsen bag erkende, at de var nødt til at udskyde skolestarten et år. Initiativtager Trine Rossau Haugaard giver en status over arbejdet med byens nye efterskole.

Artiklens øverste billede
Den gamle politistation på Vestre Skovvej i Grenaa skulle i år have slået dørene op for elever på Grenaas nye efterskole - men skæbnen ville det anderledes. Foto: Grenaa Byefterskole.

Kommer man kørende ad Århusvej ind i Grenaa, møder man et turkisblåt skilt i vejkanten. ”Grenaa Byefterskole” står der på skiltet med den ledsagende tekst: »Starter august 2023«.

Tre-tallet i 2023 stikker markant ud fra resten af skiltet og bærer præg af at være klistret på senere.

For det var egentlig meningen, at den spritnye efterskole, der skal have til huse i den gamle politistation på Vestre Skovvej skulle slå dørene op for det første kuld af efterskoleelever her i august, men sådan gik det ikke. Arbejdet med at blive klar til skolestart i 2022 var mere omfattende end først beregnet for bestyrelsen bag.

Det forklarer initiativtager for efterskolen Trine Rossau Haugaard, da Lokalavisen fanger hende for at få en status på efterskolen.

»Det var meningen, vi skulle starte her lige om lidt, men status er jo, at vi har udskudt det et år,« fortæller hun og fortsætter:

»Vi måtte undervejs i bestyrelsen konkludere, at det med at få driften og økonomien på plads krævede lidt mere, end vi troede. Vi er sammensat af en masse gode mennesker, der ved en masse om at drive skole - men på en meget praksisnær måde. Vi er vant til at stå på gulvet. Så det med at få sådan et apparat op at stå rent økonomisk har været et kæmpe arbejde. Så vi udskød, så vi kan tilbyde det, vi gerne vil stå inde for i forhold til elever og forældre, der vælger os,« fortæller hun.

Kom det her økonomiske aspekt af at starte en efterskole bag på jer i bestyrelsen?

»Ja, det gjorde det nok lidt. Det kom bag på os, at man ikke bare trapper op i en bank og beder om x-antal millioner. Selvfølgelig er en efterskole en virksomhed, men det er jo ikke en virksomhed, der skal lave kæmpe overskud. Den skal jo ’bare’ løbe rundt, og så kan overskuddet bruges til at forbedre de tilbud, man har til de unge mennesker.«

Måtte skuffe 31

Da beslutningen om at udskyde startskuddet på Grenaa Byefterskole blev truffet på et bestyrelsesmøde tilbage i februar, var der allerede 31 tilmeldte på efterskolen, fortæller Trine Rossau Haugaard.

»Dem måtte vi jo skuffe, og det var vi enormt kede af. I forhold til, hvor lidt, vi havde nået at markedsføre, var vi rigtig glade for, at der var 31, der havde meldt sig på.«

Lige siden beslutningen om at udskyde skoleåbningen blev taget har den bestyrelsen bag Grenaa Byefterskole arbejdet på den økonomiske del og været i snak med mulige samarbejdspartnere, Norddjurs Kommune og flere banker. Ifølge Trine Rossau Haugaard er der masse af velvilje hos både kommunen og lokale samarbejdspartnere.

Bestyrelsen har allerede lavet aftaler med samarbejdspartnere, som Trine Rossau Haugaard forventer kan få de sidste underskrifter efter sommerferien.

»I slutningen af august skal vi afholde et statusmøde, og i forlængelse af det forventer vi, at vi kan melde ud til alle støtter og til skolekredsen, hvor vi er henne rent økonomisk,« fortæller hun.

Bestyrelsen bag Grenaa Byefterskole måtte i foråret træde på bremsen og erkende, at åbningen i 2022 ikke var realtistisk. Til gengæld er de 99,9 procent sikre på at åbne efterskolen næste år. Foto: Grenaa Byefterskole.

Jagten på en forstander

Efterskolen har endnu ikke taget imod ansøgninger til skoleåret 2023, det er for tidligt, forklarer Trine Rossau Haugaard. Men der er efter sigende allerede flere, der har henvendt sig og udtrykt interesse.

Det næste skridt for byefterskolen er at blive klar til at holde åbent hus, når det søndag den 25. september er Efterskolernes Dag.

»Der vil vi være med i en eller anden form. Vi kan jo ikke vise en masse glade elever frem endnu, men vi vil prøve at lave en eller anden form for Efterskolernes Dag, hvor man kan få både et indblik i området, men også i de tilbud, som vi gerne vil vise de unge mennesker. Så kommer de lokale foreninger forhåbentlig også ind og bliver en del af dagen, så de unge kan se, hvad de kan bruge fritiden på,« siger Trine Rossau Haugaard.

Herefter følger arbejdet med at få ansat en forstander, der kan stå i spidsen for den nye efterskole. Bestyrelsen håber på at kunne slå en stilling op pr. 1. oktober og forhåbentlig præsentere skolens daglige leder som det første i det nye år.

»Vi har fundet ud af, det er nødt til at være én, der også ved lidt om drift og økonomi. Men vores topprioritet er fortsat, at det er en person, der kan række ud til de unge og i særdeleshed også forældrene. Én, der både har evnen og også interessen til at tale til elever og forældre i den ånd, vi gerne vil. Det her med at være ligeværdig, men samtidig have forventninger og krav til de unge mennesker,« fortæller hun.

Når forstanderen er på plads kan arbejdet med at ansatte undervisere og personale gå i gang, forklarer Trine Rossau Haugaard.

Samspillet med byen

Visionen for Grenaa Byefterskole er at skabe et sammenhold mellem de unge efterskoleelever og samtidig lade dem få øjnene op for og bidrage til de tilbud, byen og området rummer. Derfor vil skolen også samarbejde med det lokale erhvers- og foreningsliv og give tilbage til byen i form af eksempelvis musikarrangmenter og kunstudstillinger.

Grenaa Byefterskole vil tilbyde uddannelse inden for to hovedprofiler: Kunst & Håndværk og Musik & Sang. Så vil der på tværs af linjerne være fælles bevægelsesfag, der sætter fokus på, hvad man kan bruge sin fritid på i Grenaa og på Djursland, fortæller Trine Rossau Haugaard.

»Vi skal jo benytte os af den gode natur; hav, strand og skov, og hvad vi ellers kan byde på i området i de forskellige aktiviteter på tværs af fagene, forklarer hun.

Som følge af udskydelsen blev der også sat en dæmper på arbejdet med at ombygge den gamle politistation til efterskole. Det arbejde vil så småt starte op igen på den anden side af sommerferien, forklarer Trine Rossau Haugaard.

Arbejdet med at gøre Grenaa Byefterskole skoleklar går dog fortsat fremad, og initiativtager Trine Rossau Haugaard er sikker på, Grenaa Byefterskole slår dørene op i august 2023, som skiltet nu lover.

»Det kan jeg sige med 99,9 procent sandsynlighed. Vi er i bestyrelsen blevet klogere, og det er bestemt ikke skidt. Vi mødes hver mandag i bestyrelsen, og det forholdsvis ofte, men det er simpelthen nødvendig, når vi vil det her projekt, så meget, som vi vil,« siger hun.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.