Ny fortællescene på Kulturloftet: 'Verdens ældste kunstform' skal bredes ud på Syddjurs

Foreningen Syddjurs Fortællescene vil skabe et stærkt miljø på Djursland for mundtlig fortælling og slår i efteråret dørene op til de første fortælleaftener på Kulturloftet, hvor alle kan prøve kræfter med kunstformen.

Artiklens øverste billede
Fire fortælleaftener er allerede lagt i kalenderen for Syddjurs Fortællescene og målet er ifølge initiativtager Conny Radza at komme ud i hele Syddjurs Kommune og fortælle historier. Privatfoto.

En ny scene ser snart dagens lys på Kulturloftet Maltfabrikken i Ebeltoft.

Her gives der plads til kunsten at fortælle en historie, når den nystartede forening Syddjurs Fortællescene åbner dørene til den første af en række fortællearrangementer på Kulturloftet fra august og frem til december.

Bag den nye forening står historiefortæller Conny Radza. I 12 år har hun kaldt sig historiefortæller og har stillet sig op foran publikummer landet over og bjergtaget dem med spændende historier og billedsprogets kraft. Nu er hun medstifter af foreningen, der vil udbrede historiefortællingen i hele Syddjurs.

»Det, vi gerne vil, er at være et sted, hvor den mundtlige fortælling er i fokus. Hvor man kan opleve forskellige fortællere og fortællinger. Den mundtlige fortælling er verdens ældste kunstform. Syddjurs Fortællescene skal ikke forstås som en statisk scene - vi vil meget gerne rundt i hele Syddjurs og brede det ud,« fortæller Conny Radza.

Én aften - et tema

I første omgang lægger Kulturloftet Maltfabrikken hus til foreningens første fortællearrangementer. Fire arrangementer i løbet af sensommer og efterår bliver en prøveballon på konceptet, fortæller Conny Radza, der vil være vært på aftenen og også selv dele ud af sine fortællinger.

»Der vil komme to gæstefortællere pr. aften. Der bliver udstukket et tema, men det er helt op til fortælleren at fortolke det tema., og når de indbudte fortællere er færdige, laver vi åben scene, hvor alle kan få lov at prøve kræfter med. Der er ikke noget krav om, at man har øvet sig. Alle kan få lov at prøve fem minutter. Det er smadderhyggeligt,« fortæller Conny Radza.

Torsdag den 18. august løber den første fortælleaften af stablen under temaet ’Tåber er ikke kun fra Mols’, hvor Kulturloftet får besøg af tidliger Story Slam-vinder Bjarne Jensen fra Ry og den lokale fortæller Irene Rygaard Olsen.

»Lige nu er der de fire arrangementer. Men så snart ferien er slut, går vi i gang med at få flere ting i gang,« forklarer Conny Radza med henvisning til de syv medlemmer, der er i Syddjurs Fortællescene i øjeblikket.

»Vi vil gerne rundt i kommunen. Næste skridt bliver at finde gode partnere og brede det ud til eksempelvis Hornslet, Kolind, Mørke og Ryomgård.«

Hvorfor er der behov for en fortællescene i Syddjurs?

»Fordi historiefortælling er en skøn måde at lade sig underholde på og en skøn måde at møde hinanden på. Vi kender godt det her med at møde et andet menneske og hurtigt danne sig en mening om vedkommende, men når man først har hørt dem fortælle en historie, er det ikke længere en fremmed - og du kan endda være nødt til at genoverveje din mening,« siger Conny Radza.

Blæst bag over af amerikaner

Conny Radza har selv beskæftiget sig med historiefortælling i mange år. Prædikatet ’fortæller’ har hun sat på sig selv i nu 12 år, men hendes fascination af kunstformen om at fortælle en historie går endnu længere tilbage.

Conny Radza har været historiefortæller i 12 år. Hun fandt interessen for genren under en teaterskoletur til USA i 90'erne. Privatfoto.

Selv har hun en baggrund i den mere fysiske fortælleform; teatret. Da hun var på teaterskole i USA tilbage i 1991 oplevede hun en performance fra en ’storyteller’, der efter eget udsagn »blæste benene væk under hende«.

Da hun vendte hjem til Danmark fandt hun ud af, at der var et spirerende fortællermiljø og tog selv ud og var publikum til en hel del af dem. Senere begyndte hun at fortælle selv, men for den Holme-bosatte fortæller, var det nærmeste, hun kunne komme et miljø, Randers Fortællerne. Hun savnede en scene og et miljø tættere på.

Senere blev hun uddannet lærer, men endte i museumsverdenen frem for i klasselokalet, og her satte interessen for formidling sig for alvor fast i Conny Radza.

»Jeg er tryllebundet af den der intimitet, der opstår under en fortælling, og hvad der skal til for at skabe et univers. Når man lytter - og når man selv fortæller - skaber man jo billeder, og det gør man simpelthen ved hjælp af ord, stemning og konnotationer,« forklarer hun og fortsætter:

»Den ideelle aften for mig som fortæller er, når jeg kan mærke respons fra publikum. Ikke nødvendigvis skraldende latter eller gråd, men en reaktion. Vi lytter allesammen på forskellige måder - nogle lytter indad, andre viser med øjnene, at de er med - men man har behov for en reaktion som fortæller, for man får sin energi fra publikum,« siger hun.

Kulturloftet med på vognen

Ønsket om at få et lokalt fortællermiljø og en scene, de kunne stå på, kulminerede til sidst for Conny Radza, da hun tog kontakt til Kulturloftet med sin idé, som bestyrelsen var helt med på fra start.

»Vi ville gerne lægge ud på Kulturloftet, fordi der er en hyggelig stemning, og stemningen har stor indflydelse på fortælling. Dér kan vi skabe det intime rum, der er brug for, og så lægger vi det om aftenen. Fortællinger associeres ofte med børn, men det er absolut også for voksne.«

Conny Radza fortæller, at foreningen Syddjurs Fortællescene er startet småt ud med vilje for lige at få skudt det hele i gang, men hun håber, at mange flere vil få øjnene op for kunstformen - og bruge den åbne scene til selv at prøve kræfter med fortælling, så miljøet i Syddjurs kan komme til at stortrives.

»Jeg håber, Syddjurs Fortællescene kan blive et sted, hvor den mundtlige fortælling kan leve, så andre kan få glæde af den. Og genopdager den. Jeg siger genopdager, fordi mange, der kommer og ser det første gang, kommer lidt i tanke om den der hygge og nærværet, der er i historiefortælling, og vækker minder fra barndommen. Andre er slet ikke klar over, at der findes den her form for historiefortælling,« siger Conny Radza.

»I det kulturelle billede er mundtlig historiefortælling et sandkorn, men det kan være, vi kan gøre det til en hel strand.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.