Erik Wraae gik vægter første gang i 1956

Det er 67 år siden, han første gang tog vægterkappen på, og siden da har Erik Wraae mange gange gået den legendariske tur gennem Ebeltofts gader og delt sang, smil og sommerstemning ud til alle, der ville tage i mod.

Artiklens øverste billede
Erik Wraae (th) og Lars Hastrup foran Mellem Jyder i Ebeltoft. restauranten har altid været et centralt mødested for vægterne, så hvis vægge kunne tale... Foto: Anne Frank Henriksen

Restaurant Mellem Jyder i Ebeltoft er fyldt helt op med spisende gæster denne solrige sommeraften i højsæsonen. I en af de lavloftede stuer sidder rundt om et dækket bord en familie. Drengen på tre år er dybt optaget af sin iPad, men da to dybe sangstemmer fylder lokalet, kigger han op med store øjne. Hans opmærksomhed fjernes fra nutidens teknologi og vendes mod en tradition, som har været en del af Ebeltofts DNA i længere tid end de fleste aner.

Den ene af de to mænd, der står ved siden af hinanden i sorte kapper, brunt læderbælte, med hat, en lygte i venstre hånd og en morgenstjerne i den anden, er 88-årige Erik Wraae. Han var fra 1965-96 praktiserende læge i Ryomgård. I 1956 studerede han medicin i Aarhus, og da han hørte om et synge-sommerjob i Ebeltoft, tog han og en studieven en beslutning og sagde ja tak. To somre, ’56 og ’57 gik han hele juli måned, og i årenes løb har han af og til genbesøgt det tillidsfulde hverv. Det gjorde han igen denne sommer, midt i højsæsonen, og det er således 67 år siden, at han første gang blev en del af den stolte tradition, som for Ebeltofts vedkommende første gang blev omtalt i 1694.

Ikke Guds bedste børn

I 1966 dannede vægterne i Ebeltoft et vægterlaug, og 40 år senere udgav de bogen ’Hov vægter - klokken er slagen’. Heri udfolder tidligere inspektør ved Ebeltoft Museum, Jacob Vedsted, vægternes historie, som går langt tilbage og byder på mange sjove anekdoter.

Vægterbegrebet kendes i København helt tilbage fra omkring 1300-tallet og har gennem tiden haft en helt central funktion i små byer som Ebeltoft. i 1761 blev det ved lov bestemt, at alle landets købstæder skulle have en vægter.

Deres opgaver igennem tiden har været mangfoldige. Først og fremmest skulle de i de tidlige år holde lov og orden og øje med, at der ikke opstod brand, som jo kunne være fatalt i en lille by med tæt bebyggelse og stråtage. I en periode skulle de sågar renholde torve og gader og rydde sne. Senere kom tænding af byens lamper til. Vagtråbene har været obligatoriske på alle hele klokkeslag, men om de er blevet sunget, som de gør i dag, er mere tvivlsomt.

Vagterne varede hele natten. Ofte boede vægteren på rådhuset og havde også til opgave at være fangevogter. Men vægterne var, i følge Jacob Vedsted, ikke selv byens bedste børn.

»Ofte var det afdankede matroser, daglejere eller andre ubemidlede, der fik dette lidet misundelsesværdige job. Vagterne var lange og sure året rundt i al slags vejr. Det var derfor ikke noget ukendt problem, at vægterne tyede lidt for kraftigt til lommelærken, og klager over vægterne hørte ikke til sjældenhederne.«

I den første kendte ’vægterinstruks’ fra 1814 siges det derfor også udtrykkeligt, at vægtertjenesten skal udføres med ’flid, aarvaagenhed og ædruelighed’.

I 1919 kom elektriciteten til Ebeltoft, og i 1920 afskaffede Byrådet vægterne.

Vi sang for folk, der boede i byen. Vi lærte børnene i flere af husene at kende, og de kunne ikke sove, før vi havde været forbi.

Erik Wraae


Sommerjob

Da den dengang 22-årige Erik Wraae kom til byen i 1956 var vægterne i Ebeltoft blevet genindført kun tre år før, i 1953. Sommervægtere, blev de kaldt, og det var byens turistforening, der stod for ansættelsen.

Jobbeskrivelsen for de to medicinstuderende var, at de skulle gå hver aften hele juli måned, og udover gratis kost og logi på Hotel Vigen, fik de 100 kroner i løn - i alt. For at få jobbet skulle man nu kunne synge, i modsætning til tidligere. Vægtersangene var nemlig nu en stor del af turene, som ikke længere havde en egentlig praktisk funktion, men var blevet genindført, fordi folk i byen netop savnede sangene.

Erik Wraae kunne synge, og det kan han stadig. På trods af sine 88-år trænger hans dybe og præcise sangstemme klart igennem fra både trappen ved Rådhuset og rundt på byens spisesteder, som vægterturene i dag traditionelt besøger.

»Dengang gik vi hovedsageligt for borgernes skyld. Der var ikke så meget fokus på turisterne, selv om der da kom sådan nogle fairytales-ture med amerikanske turister med store hatte og fotografiapparater. Men vi sang for folk, der boede i byen. Vi lærte børnene i flere af husene at kende, og de kunne ikke sove, før vi havde været forbi. I dag er vægterne mest til for turisterne, og sådan må det være, selv nogle af os gamle savner at være til for byens familier.«

Vægternes funktion har ændret sig ganske meget over tid, men der er dog også i dag familier, der nyder dem. Flere har fundet plads på Rådhustorvet denne aften for at se Erik Wraae og hans makker, Lars Hastrup melde, at klokken er slagen syv.

Bagefter vil flere have et billede af deres børn med vægterne, og en voksen mand får også sneget sig ind mellem Erik Wraae og Lars Hastrup.

»Jeg er bare lidt stor af min alder,« siger han grinende, inden hans søn spørger ham, hvad vægterne er for nogle.

»Det er dem, der passer på byen,« svarer han, inden de to kappeklædte mænd med langsomme skridt bevæger sig længere ind i de små gader. Selvfølgelig for at synge for turisterne, men i særdeleshed også for at ære en gammel tradition.

Skål

»Jeg kan lide at synge vægtersangene og det hele omkring det. Jeg kan lide det adstadige og det gentagende,« siger Erik Wraae, som sammen med cirka 60 andre stadig holder liv i vægterlauget.

Erik Wraae synes, det er hyggeligt at deltage i laugets generalforsamlinger, som hvert år runder sæsonen af. I år det således den 27. august, og det er en tradition, at de deltagende vægtere denne aften i samlet flok stiller sig på trappen ved Det Gamle Rådhus og synger klokken 21.

I dag findes ingen unge vægtere. Eller, det vil sige, at er man ung vægter i dag, så er man i 50’erne. Erik Wraaes makker denne aften er Lars Hastrup, som ’kun’ har gået i tyve år.

»Det er altid en fornøjelse at gå med Erik, og hvor er det fantastisk, at han stadig er frisk på at være med.«

Efter besøget på Mellem Jyder går turen ned ad Juuls Bakke og til blandt andet restaurant Italia. Her synger makkerparret for flere, en gruppe af ældre kvinder, som ad flere omgange benovet udbryder: »Hold da op«, og også et par unge piger som fnisende tydeligvis synes, at det er noget mærkeligt noget, der pludseligt og uanmeldt er dukket op i døren.

Ung eller gammel, så er der heldigvis ikke længere tale om at sommervægterne er afdankede eller underbemidlede. Men det betyder ikke, de ikke gerne nyder et glas, de steder, de kommer hen.

»Vi kan jo ikke så godt være bekendt at sige nej,« smiler Lars Hastrup, inden han og Erik Wraae skåler i en velskænket fadøl.

Der er mange traditioner forbundet med vægterne i Ebeltoft, blandt andet den obligatoriske påklædning, som i stor stil minder om den 'fra gamle dage'. Foto: Anne Frank Henriksen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.