Slagterigrunden forvandles til Ebeltoft Havnefront

Der er overvældende interesse for at få fingrene i de i alt 140 ejer- og lejeboliger, der er på vej på den nye havnefront. Sidste nye er, at der ikke bliver bopælspligt på ejerboligerne.

Artiklens øverste billede
Stilladset, der opstillet på Slagterigrunden, illustrerer 1. og 2. sal i det nye byggeri af ejerlejligheder på Ebeltoft Havnefront. De to lokale mæglere, Steffen Gandrup, indehaver af home Ebeltoft og Rasmus Bech Petersen, indehaver af EDC Ebeltoft står for salget af lejlighederne. Foto: Helle Kjærulf

Interesselisten vokser støt hos home Ebeltoft og EDC Ebeltoft, som sammen har fået opgaven at sælge de 58 ejerlejligheder ved den nye Ebeltoft Havnefront. Boligerne skal efter planen stå færdige ultimo 2024, og byggeriet går i gang næste sommer. Foreløbig er omkring 100 potentielle kunder skrevet på listen, siden den blev åbnet for en måneds tid siden.

»Der har været overvældende god interesse for projektet. Indtil nu har det kørt på et appetitvækker-niveau, hvor alt ikke har været på plads, for eksempel helt korrekte mål af lejlighederne, men nu går vi ind i næste fase,« siger Rasmus Bech Petersen, indehaver af EDC Ebeltoft.

Dronefoto, hvor Ebeltoft Havnefront ses tættest på vigen, og DjursBO’s boliger tættest på Strandvejen.


»De potentielle købere er i høj grad +40 med halvstore børn, som i forvejen bor i Ebeltoft. Det bliver ikke et seniorfællesskab, selv om der selvfølgelig også er seniorer i målgruppen, men den yngre gruppe er talstærk. Vi regner med, at køberne bliver veletablerede folk i alderen 40 til 70 år,« siger Steffen Gandrup, indehaver af home Ebeltoft.

»Så sent som 26. august fik vi bekræftet af kommunen, at der ikke er bopælspligt. Det flytter endnu en gang på målgruppen,« siger han.

Steffen Gandrup vurderer, at mange drømmer om en nybygget bolig, som også har en unik beliggenhed, hvilket bliver opfyldt her.

Samme melding om massiv interesse kommer fra den almene boligorganisation djursBO, som opfører 82 lejeboliger på den gamle slagterigrund ud mod Strandvejen. De har foreløbig godt 250 på venteliste til lejeboligerne på Strandvejsgrunden, oplyser direktør for djursBO, Dennis Larsen.

»Det er rigtig mange her to år før. Vi kommer sandsynligvis op på 400-500, der vil skrive sig op til en lejlighed, og når vi holder ”åben byggeplads” bliver det endnu flere. Umiddelbart overgår det på mange måder mine forventninger, men omvendt da vi blev færdige med renoveringen af Toftehøjen over for Kvickly i 2016-17, var interessen nærmest enorm,« siger Dennis Larsen, der ikke er tvivl om, at byggeriet bliver et vartegn for både djursBO og byen.

Som det ser ud nu, vil altså både ejer- og lejeboliger stå færdige i slutningen af 2024.

Status lejeboligerne

Færch & Co er totalentreprenør på projektet for djursBO. Det samarbejde er allerede synligt på Slagterigrunden, hvor to containere fra Færch og Co signalerer, at det ikke varer længe, før første spadestik bliver taget.

Dennis Larsen forklarer, at entreprenøren har brugt tid på at lave blandt andet myndighedsprojekter, jordbundsundersøgelser og forhandlinger med underentreprenører.

»De er ved at starte pladsen nu. Det er ofte sådan med et byggeri som dette, at den ene dag er der ingenting, og så lige pludselig går det stærkt. I princippet starter vi byggeriet op nu. Vi har ansøgt om byggetilladelse, og kommunen myndighedsbehandler byggeprojektet. Vi regner med, at det for alvor går i gang sidst på efteråret i år. Tidsplanen siger så trip trap træsko i 2024 fra foråret til henover sommeren,« fortæller Dennis Larsen.

Tidligere har djursBO meldt ud, at byggeriet ville være færdig i 2026. Men nu er byggeriet allerede færdigt om to år.

»Det var det bedste gæt tidligere, men nu ved vi bedre. Der har været sat spot på optimering af byggeprocessen fra entreprenørens side for at sikre sig nok beton til byggeriet. Leverancer af betonelementer er åbenbart et stor problem for tiden, derfor har det betydet meget for entreprenørerne, at de har kunnet lave færdige kontrakter med underleverandører. Det er på plads nu. Og under forudsætning, at der er styr på kvaliteten, har vi selvfølgelig ikke noget imod at bliver færdige i 2024,« siger Dennis Larsen.

Som medlem af boligforeningen kan man skrive sig op til alle boligtyper i det nye byggeri.

»Det gør mange og skyder med spredehagl. Vi har også nogle principper med førstegangsudlejning, som vi følger. Beboere, der er bosiddende i boligforeningen, som står på vores interne oprykningsliste, bliver spurgt først. Så nogen af boligerne vil gå til dem. Et slag på tasken vil være, at en fjerdel af lejlighederne, måske lidt mere, bliver lejet ud ad den vej. Vi har også andre byggerier, som enten er blevet taget i drift, det vil sige helt nye, eller er blevet totalrenoverede i Ebeltoft disse år. Jeg tænker for eksempel på Skanseparken, og de vil typisk have opsuget en del af behovet for interne flytninger i boligforeningen,« siger Dennis Larsen.

Direktør Dennis Larsen pointerer, at lejlighederne på Strandvejsprojektet ikke bliver dyrere end andre i boligforeningen.

»En 3-værelses lejlighed på 87 kvadratmeter koster ca. 7.400 kr., og man flytter ind i en tiptop lejlighed, der er energi og klima-optimeret. Så hvis man kommer fra et ældre byggeri, vil man sandsynligvis falde i forbrug, og derfor vil der være lidt mere til huslejen,« siger direktøren for djursBO.

Status ejerboligerne

Begge mæglere, Steffen Gandrup, indehaver af home Ebeltoft og Rasmus Bech Petersen, indehaver af EDC Ebeltoft, er tilfredse med at blive udvalgt til at sælge ejerlejlighederne på Ebeltoft Havnefront.

Da bygherre Claus Søgaard Poulsen sendte materialet ud til to lokale ejendomsmæglere for at høre, hvad de tænkte om prisniveau ud fra beliggenhed og tegninger, vidste ingen af dem, hvem den anden var.

»Vi vidste blot, at den anden også var en lokal mægler. Vi kom så med hver vores tilkendegivelse på pris og så videre. Efterfølgende gik der en måneds tid, hvor vi ikke hørte så meget. Det er jo ingen hemmelighed, at materialepriserne har været vanvittige. De er steget ekstremt, og renterne er også pludselig blevet højere. Derfor ringede jeg til Claus Søgaard Poulsen for at høre, hvad status er, og han fortæller, at hans tanke er at have to lokale mæglere til at stå for det,« siger Rasmus Bech Petersen, EDC.

»Jeg synes, det er godt, at vi som to lokale mæglere kan gøre noget for byen og gå sammen om opgaven. Mig bekendt er det ikke tidligere sket, at to lokale mæglere har haft sådan et samarbejde,« siger han.

Steffen Gandrup fra home nikker.

De to mægleres bud på projektet lå samlet set også ret tæt på hinanden, selv om det var tal i en anden størrelsesorden, end de normalt har med at gøre.

Steffen Gandrup forklarer, at projektmaterialet også er kommet længere siden det indledende, som de gav deres bud på. Priserne er blevet justeret i forhold til markedet og stigningen af materialepriser og så videre.

»Vi har efterfølgende haft møder om de nye tegninger, hvor Steffen og jeg har lavet hammerslag på priserne. Og næsten som på tv har vi været meget tæt på at ramme hinandens bud,« siger Rasmus Bech Petersen, EDC.

»Der er interesse for både på de helt små og de store lejligheder, også fordi målgruppen er så bred. Ikke mindst de lejligheder, som har minimum to soveværelser og en stue. Og så sent som i dag var der nogen, som blev skrevet op listen, der ville have en af de små lejligheder,« siger Steffen Gandrup, home.

Reservation fra uge 41

Begge ejendomsmæglere overvejer seriøst selv at lægge billet ind på de nye lejligheder.

»Der er også noget af vores personale, der allerede har skrevet sig på listen,« siger Rasmus Bech Petersen.

Hvis man synes, at lejligheden helt yderst med panoramaudsigt lige er den, man går efter, kan man få lavet en note, om at man ønsker denne særlige lejlighed, når man bliver skrevet på interesselisten.

»Men selve reserveringen er vi ikke i gang med endnu. Vi forventer, at det første informationsmøde vil finde sted i uge 41, og at det derefter også vil være muligt at reservere en bestemt lejlighed,« oplyser Steffen Gandrup.

»Det er klart, at nogle af de lejligheder, som ligger længst fremme, får den bedste udsigt. Til gengæld har man sikret, at nogle af de lejligheder, som ligger længere bagud, får en anden form for herlighedsværdi. Her er tænkt tagterrasser og flere kvadratmeter ind,« siger Rasmus Bech Petersen.

Da slagteriet lå på grunden, var der en otte meter høj massiv facade ud mod Strandvejen. Dengang var der ingen, der havde udsigt.

Fra home Ebletofts butik på den anden side af Strandvejen er udsigten storartet.

»Fordi byggeriet ligger forskudt, vil vi stadig kunne have en udsigt, fordi der bliver kiler ned til vandet mellem bygningerne. Man har tilpasset byggeriet på en måde, så det ikke bliver til gene for dem, der bor på den anden side af Strandvejen,« siger Steffen Gandrup, home.

»Første etape har haft fokus på, om der overhovedet var interesse for projektet. Og det var der jo. Det nytter ikke, at vi sætter alle sejl ind, hvis der ikke er nogen, der vil have det. Næste step i forhold til anden etape handler om forpligtelse, reservering, korrekte mål og tegninger af lejlighederne,« siger Rasmus Bech Petersen, EDC.

Desuden bliver de potentielle købere præsenteret for, hvilke hårde hvidevarer, køkken, bad, gulv og så videre., der bliver muligt at vælge.

»Man skal jo helst vide, hvad det er, man køber, også når det gælder materialevalg,” siger Steffen Gandrup.

I og med, at det er arkitekterne Friis & Moltke, der har tegnet projektet, har de også en vis interesse i, at niveauet bliver af en vis standard, og standarden er over middel hele vejen igennem, lyder det fra Rasmus Bech Petersen.

»Hvis ikke, det er den bedste beliggenhed i byen, så er det i hvert fald en af dem. Og så skal alt også være af en vis kvalitet,« siger Steffen Gandrup.

Alene i de 58 lejligheder på Ebeltoft Havnefront vil der flytte omkring 120-140 mennesker ind. Og i djursBO’s 82 lejeboliger vil der måske komme til at bo omkring 250 personer.

»Med de mange nye beboere i området vil det skabe basis for et meget levende miljø hele året både omkring lystbådehavnen og fiskerihavne, vurderer Rasmus Bech Petersen, EDC.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.